I morgen har Netflix premiere på den stort anlagte serie ’Narcos’ om virkelighedens colombianske narkobaron, Pablo Escobar.
Men hvordan skildrer man de lovbrydende antihelte uden at glamourisere deres livsstil? De her film er blevet kritiseret for at romantisere forbrydelserne. Er kritikerne mavesure moralister, eller har de fat i noget? Døm selv!
1. ’Scarface’ (1983)
»I’ll take your fuckin’ bullet«, råbte Al Pacino, mens han blev gennemhullet af geværsalver i den sidste, ikoniske scene af Brian De Palmas ’Scarface’.
Og Pacinos dødsforagtende råb var så vredt og frygtløst, at det i 1983 gav genlyd over hele verden – pludselig kendte alle til Tony Montana, filmens cubanske hovedperson, der efter at have immigreret til USA kravler til tops i Miamis gangsterhierarki via konsekvent taktik, respektindgydende vold og ikke mindst hårdt arbejde.
’Scarface’ blev ved premieren kritiseret for sit storforbrug af vold og skældsord (ordet ’fuck’ havde aldrig før optrådt så hyppigt i en film), men blev senere et kulturelt symbol på immigranters muligheder for at forfølge den amerikanske drøm. I eksempelvis MTV-serien ’Cribs’, hvor amerikanske celebrities fremviser deres hjem, optræder plakaten for ’Scarface’ forbavsende ofte – måske som en reminder om den succes, jernvilje og frygtløshed kan medføre.
Succes skal dog muligvis tages med et gran salt, akkurat som reklamebanneret på den zeppeliner, der svæver hen over nattehimlen i en scene i filmen: »The World is Yours«, står der. Et motto, der ganske vist løftede Tony Montana til tops, men også sendte ham i graven med kugleregnens nåde.
2. ’The Bling Ring’ (2013)
Sofia Coppolas femte spillefilm fortæller virkelighedens historie om en gruppe unge, der gennem 2008 og 2009 røvede en række celebrity-villaer i Californien ved at overvåge de sociale medier. Når stjernerne – fra Orlando Bloom til Paris Hilton – var til fest, traskede banden simpelthen ind ad ulåste hoveddøre og mæskede sig i det kendis-liv, de fandt i kæmpevillaernes barskabe og walk-in-closets.
’The Bling Ring’ kan snildt forveksles med en sympatierklæring til nutidens unge, der lokkes af kendislivets glitter og glamour, og et par af virkelighedens ofre for de nøje planlagte indbrud var da også utilfredse med Sofia Coppolas tilsyneladende ukritiske tilgang til sine hovedpersoners gerninger – heriblandt ’Hart of Dixie’-skuespillerinden Rachel Bilson, der beskyldte filmen for at glorificere de kriminelle handlinger på en måde, som hun fandt »rystende«.
Når man er bekendt med Coppolas nedtonede stil fra blandt andet ’Lost in Translation’ og ’Somewhere’, kan man dog ikke være i tvivl om instruktørens kritik af indbrudstyvene – den er blot leveret ganske underspillet.
3. ’Super Fly’ (1972)
»This dude is bad. And he ain’t just fly – he’s super fly!«
Gordon Parks Jr.’s gangsterdrama ’Super Fly’ fra 1972 er måske det mest lysende eksempel på, hvordan en film om vellykket kriminalitet kan have direkte indflydelse på virkeligheden.
Filmen inspirerede nemlig storforbryderen ’Freeway’ Rick Ross (ej at forveksle med rapperen Rick Ross), der op gennem 80’erne menes at have distribueret crack-kokain for over 900 millioner dollars på tværs af mere end 40 amerikanske stater.
Ved flere lejligheder har ’Freeway’ Rick Ross nævnt filmen som en direkte inspirationskilde til sin kriminelle færd, og ’Super Fly’ er da heller ikke bleg for at fremhæve pusher-livets solside, når dens succesfulde hovedperson – kokain-dealeren Priest med hat og lang frakke – slentrer selvsikkert gennem New Yorks gader til tonerne af Curtis Mayfield.
4. ’Goodfellas’ (1990)
I film som ’The Godfather’ og ’Once Upon a Time in America’ er livet som gangsterboss forbundet med tyngende følelser af ansvar, men i Martin Scorseses 90’er-klassiker ’Goodfellas’ er det ganske omvendt: Her er det en fest at være på den forkerte side af loven!
Gangsteren Henry Hills omgangskreds i New Yorks mafia-miljø er simpelthen så sprængfyldt med kulørte temperamenter, kvikke replikker og snedige planer, at man næsten forstår hans indledende replik i filmen: »For as long as I can remember I always wanted to be a gangster«.
Volden bliver dyrket med en ubekymret mine af Scorsese, der uden skrupler viser hidsigproppen Joe Pesci aflive dem, han nu lige i et temperamentsfuldt øjeblik har set sig sur på.
‘Goodfellas’ gør selvfølgelig opmærksom på, at kriminalitet i sidste ende ikke betaler sig, men den side af sagen har andre film behandlet langt mere omhyggeligt. Scorseses film er en så levende og medrivende beskrivelse af medaljens forside, at man i to en halv time gladeligt glemmer dens beskidte bagside. Men de mest stringente moralister skal nok holde sig væk.
5. ’Bonnie & Clyde’ (1967)
Med sin blanding af oprørstrang, romantik og skruppelløs kriminalitet kom filmfortællingen om virkelighedens lovers in crime, Bonnie og Clyde, som lidt af et chok i 1967.
At parret, spillet af Warren Beatty og Faye Dunaway, ikke var tvunget ud i de kriminelle handlinger, men snarere valgte dem som en form for ubesmittet adspredelse, var usædvanligt i datidens konservative Hollywood – for hvem skulle man holde med i en film, som dybest set handlede om skurkene: De to utilpassede unge, der koldblodigt skider og skyder samfundet et stykke?
Det var rigtigt mange biografgængere og anmeldere i tvivl om, og ’Bonnie & Clyde’ blev derfor beskyldt for at sætte lighedstegn mellem selvrealisering og mord og for at romantisere USA’s mest berygtede kriminelle par, der kostede mindst ni politibetjente og adskillige civile mennesker livet.
’Bonnie & Clyde’ har dog med tiden fæstnet sig som meget end et glansbillede af de to mordere, og med sine sprængfarlige idéer om samfundets idoldyrkelse og utæmmelige ungdom har filmen åbenlyst inspireret Terrence Malicks ’Badlands’ (1973), Oliver Stones ’Natural Born Killers’ (1994) og Tony Scotts ’True Romance’ (1993).
6. ‘Bad Lieutenant: Port of Calls New Orleans’ (2009)
Den tyske instruktørlegende Werner Herzog er om nogen kendt for at følge sine stædige visioner helt til dørs – se bare film som ’Aguirre: Den gale erobrer’ og ’Fitzcarraldo’, hvis tilblivelseshistorier er lige så kaotiske og spektakulære, som filmene er unikke.
Heller ikke med genindspilningen af Abel Ferraras nyklassiker, ’Bad Lieutenant: Port of Calls New Orleans’ fra 2009, gik Herzog på kompromis med noget som helst, da han med Nicolas Cage i en skingrende skør hovedrolle beskrev en psykopatisk politiinspektørs lemfældige omgang med loven. For som Herzog selv udtalte, ønskede han med filmen at beskrive »the bliss of evil« – altså ondskabens fryd. Og det lykkedes.
Korruption, crack-kokain, voldtægter og ubekymrede henrettelser hører til blandt hovedpersonens yndlingsbeskæftigelser, der går ustraffede hen. Og selvom undertonen i ’Bad Lieutenant: Port of Calls New Orleans’ er dyster som dommedag, er det også voldsomt underholdende – og næsten tillokkende.
7. ’Lock, Stock & Two Smoking Barrels’ (1998)
I tiden efter ’Reservoir Dogs’ og ’Pulp Fiction’ sprang mange instruktører med på Quentin Tarantinos postmoderne stridsvogn af uhæmmet vold og farverige forbrydere med hang til sort humor – og intet eksempel klarere end Guy Richie og hans ’Lock, Stock & Two Smoking Barrells’.
Med sin blanding af fjollet forvekslingskomedie og hårdkogt gangsteraction blev Richie beskyldt for at negligere kriminalitetens konsekvenser og i stedet blot skeje ud for morskabens skyld, blandt andet af den højtstående politidirektør John Albott, der nævnte ’Lock, Stock & Two Smoking Barrells’ som et direkte eksempel på filmverdenens forfejlede behandling af kriminalitet.
Men med Ritchies senere bedrifter in mente, der blandt andet tæller ’Snatch’ (2000) og ’RocknRolla’ (2008), fristes man til at spørge: Hvad havde I regnet med?
Som drengerøvsinstruktør er Guy Ritchie nemlig mere rendyrket end de fleste, og at han her gav spillefilmdebut til den skandaleombruste fodboldspiller Vinnie Jones, der netop havde afsonet en voldsdom samme dag, som optagelserne begyndte, er ’Lock, Stock & Two Smoking Barrells’ i en hård, fuckfinger-rækkende nøddeskal.
8. ’A Clockwork Orange’ (1971)
Stanley Kubricks voldsdyrkende kultfilm er uden tvivl en af historiens mest kontroversielle. Og det er der en helt særlig årsag til.
Da ’A Clockwork Orange’ ramte de britiske biografer i 1971, var det nemlig med mere end bare mobsede forældre og forargede censurdommere til følge. En række af hjemlandets unge tog udgangspunkt i filmens voldsscener og genskabte dem i virkeligheden, iklædt det hvide tøj og den sorte bowlerhat kendt fra Kubricks mesterværk.
Antallet af disse copycats blev til sidst så overvældende, at Stanley Kubrick og selskabet Warner Bros. med øjeblikkelig virkning trak filmen tilbage fra biograferne, og først efter instruktørens død i 1999 blev filmen tilgængelig på vhs og dvd i hjemlandet.
Den dag i dag efterlader ’A Clockwork Orange’ forståeligt nok stadig en bitter smag i munden på de seere, der måtte turde give sig i kast med den: Filmen om voldsmanden Alex foreslår provokerende, at samfundet er lige så sygt som sin storkriminelle livsnyder og voldtægtsforbryder af en hovedperson – og hvad end man måtte mene om Kubrick og forfatteren Anthony Burgess’ argumenter, får de stadig hårene til at sig.
9. ‘The Wolf of Wall Street’ (2013)
Vi har allerede været omkring Martin Scorsese, men vi kommer altså heller ikke uden om hans flamboyante og tempofyldte ’The Wolf of Wall Street’ om virkelighedens lovbryder Jordan Belfort, der satte tænderne i livets kriminelle fristelser – og måske endda giver os lyst til at gøre det samme?
Under alle omstændigheder beskriver filmen det kriminelle liv i overhalingsbanen, når det ser allerlækrest ud: I hovedrollen er Leonardo DiCaprios tandpastasmil lige til at spejle sig i, mens trofækonen i Margot Robbies skikkelse oser endeløst af sex og prestige. Og så må de moralske skrupler vente, for ingen går ned på hverken stoffer, cocktails eller hurtige replikker i Scorseses farverige fest af en film.
Skal man blot bruge én undskyldning for at kaste sig ud i kokainmisbrug og børssvindel, så vil de første 20 minutter af ’The Wolf of Wall Street’ være et (u)fornuftigt sted at starte – her giver Matthew McConaughey den som djævelens advokat med en overbevisningskraft, der er lige så skruppelløs, som den er uimodståelig.
10. ‘Bronson’ (2008)
Filmen om virkelighedens livstidsfange, Charles Bronson, der er blevet kaldt »Englands voldeligste mand«, var næsten selvskrevet til at afføde kontroverser – ikke mindst fordi manden bag filmen hedder Nicolas Winding Refn.
Den danske instruktør har i adskillige interviews talt om sin fascination af vold, og et kig på Refns cv vil da også fastslå en ufravigelig fællesnævner af temperamentsfulde mænd, der taler bedst med de bare næver.
Ikke overraskende blev Charles Bronsons endeløse række af slagsmål og mishandlinger altså mødt med Refns blik for voldens poesi, og snarere end et råt og forstemmende drama om et menneskeligt uhyre blev ‘Bronson’ en stiliseret og provokationslysten film om en forskruet kunstners skabertrang – markedsført med anmeldercitatet »det 20. århundredes ‘A Clockwork Orange’« øverst på plakaten
Talsmanden for de engelske fængselsinspektører, Glyn Travis, beskyldte filmen for at glorificere den utrættelige voldsmand og gøre ham til en rollemodel blandt fængselsindsatte, ikke ulig Andrew Dominiks portræt af australiens mest berygtede livstidsfange, ‘Chopper’ med Eric Bana i hovedrollen. Refn afviste naturligvis og understregede det moralkodeks, han strikst følger i alle sine film.