‘Pixels’
På en måde er det imponerende, at holdet bag ’Pixels’ har formået at udfylde 100 minutter med kun en brøkdel af den omtanke og indsats, som Patrick Jean lagde i sin under tre minutter korte film fra 2010.
For fem år siden blev hans ’Pixels’ en internetsensation, og der opstod hurtigt rygter om, at Hollywood havde lagt billet ind. Jeg håber i det mindste, at Patrick Jean (som har fået executive producer-credit) er blevet kompenseret rigeligt for at give Adam Sandler ret til at pisse på en ellers helt fin og dejligt langt ude idé til en actionkomedie med indbygget nørdnostalgi.
Rumvæsner har fået fat i en optagelse med arkadespil fra 1982, og de opfatter det som en trussel og angriber Jorden med alt fra Donkey Kong, Space Invaders og Pac-Man i rustik, klodset grafik. Sandler spiller videospils-vidunderbarnet, der aldrig blev til noget, mens Kevin James spiller hans kiksede ven, der er endt som USA’s præsident. Han hidkalder barndomsvennen, da spilmonstrene angriber.
Det lyder som en film for retrogeeks fra Generation X, men efter at have set den har jeg svært at forestille mig, at nogen på over 10 år har været involveret i filmen. Og så er den hujende sexistisk. Hvem er ’Pixels’ tiltænkt? 40-årige mandebørn, der stadig har langt hår i nakken, måske.
Adam Sandler har spildt en kæmpe chance. Han virker totalt uengageret. Det ser ud som, at han er mødt op i komfortable weekendbukser, og så filmede man bare, imens han fjollede lidt rundt med rekvisitterne.
Peter Dinklage ser som den eneste ud til at have haft det lidt sjovt i rollen som den arrogante stormester, der som barn knækkede Sandlers selvtillid.
Sandlers passivt-aggressive grundfigur, der gjorde hans tidlige film skævt sjove, og som blev udnyttet dramatisk i ’Punch-Drunk Love’, er her en charmeforladt parodi. Sandlers karakter er en nørd, men af frygt for, at filmen kunne risikere at indeholde elementer af ægte nørderi, spiller han bare den dumme, cool fyr, som han plejer. Er det så slemt at være klog? Det er en pine at se Michelle Monaghan kæmpe sig frem til nuttet-sexede reaktioner på Sandlers mumlende og impotente fornærmelser. Der er så lidt tiltrækning imellem dem, at scenerne lige så godt kunne vises i splitscreen.
Men hvis man nu er inkarneret Sandler-fan, er ’Pixels’ så god? Det er helt sikkert ikke den værste, nyere Sandler-film. Men for mig svarer det til at rangere de bedste og værste tømmermænd fremkommet ved at drikke Rød Aalborg.
For ægte gamere må det være en fornærmelse at se deres afguder behandlet så tankeløst. Jeg forventer ikke, at en film som ’Pixels’ skal give mening på et højere plan, men når man dropper al logik, viser man, at man er ligeglad med publikum. Der er en scene, hvor Josh Gads karakter møder sin pixelerede drømmekvinde Lady Lisa fra sit yndlingsspil. Hun angriber, men hans kærlighedserklæring får hende til at gå over på de godes side og i øvrigt blive menneskelig, og mine to hjernehalvdele klappede sammen i forsøget på at fatte hvorfor.
’Pixels’ får ’Disney Sjov’ til at virke sofistikeret. Hvis du kommer til at grine af filmen, vil jeg hylde dit komiske abstraktionsniveau. Men hvis du er i stand til at kilde dig selv, så er der vel ingen grund til at bruge penge på en biografbillet.
Kort sagt:
’Pixels’ prøver at være en ’Ghostbusters’-agtig fantasy-komedie, men ender som en bunke 80’er-referencer uden tilhørende jokes. Når man ikke ved, hvordan man spiller et videospil ordentligt, så trykker man bare sanseløst på knapperne. Det hedder ’button-mashing’. Sådan er denne film lavet.