‘Saint Laurent’

‘Saint Laurent’

Den hedengangne franske designer Yves Saint Laurents liv er over blot fire år blevet genfortalt på film hele tre gange: Først igennem den glimrende dokumentar ’L’amour fou’, dernæst i Jalil Lesperts jævne, men visuelt nydelige spillefilm ’Yves Saint Laurent’ og endelig i Bertrand Bonellos nær-identiske ’Saint Laurent’.

Det er sidstnævnte, der nu er nået til Danmark, og akkurat som da de to beslægtede spillefilm om Coco Chanel stred om publikums opmærksomhed for et par år siden, er en vis mæthedsfølelse sat ind.

Ikke blot er Bonellos film af udseende umådeligt lig Lepserts tidligere. Instruktøren synes også at famle overraskende ufokuseret efter den gode historie om Saint Laurent, hvis liv immervæk udgør rasende godt filmmateriale.

’Saint Laurent’ forsøger, men fejler fælt at stille bare tilnærmelsesvis skarpt på det mest slørede årti i designerens liv, fra 60’erne og frem til midt-70’erne. YSL var her et verdenskendt brand med samtidsfans som Andy Warhol og Paris’ rigeste fruer. Manden bag kollektionerne var derimod godt på vej ud over en afgrund drevet af stofmisbrug og fejlslagne, feberhede kærlighedsaffærer uden om sit livslange forhold til kæresten Pierre Bergé.

Bonello beskriver Saint Laurent som et genert, egoistisk geni, hvis ofte hensynsløse snylten på sine venner og elskeres loyalitet ikke var ulig artsfællen Warhols destruktive ditto på den anden side af Atlanten. Og som kredsende måner omkring designeren udgør Lea Seydoux som Loulou og modellen Aymeline Valad som supermodellen Betty smukke, men ultimativt uinteressante karakterer, der aldrig får hverken tale eller tid nok til at agere andet end påklædningsdukker og farvestrålende baggrundstapet for Yves’ infantile udskejelser.

Gaspard Ulliels hånligt smiskende præstation i titelrollen tangerer overspillet krukkeri, og skønt der ikke partout er noget i vejen med hverken svært fordøjelige ’antihelte’, der leger djævlens advokat med publikums moral, eller en god portion kunstnerisk frihed i skildringen af så sagnomspunden en personage, så hverken fænger eller provokerer Bonellos film i længden.

Helt galt går det, da instruktøren springer fra langstrakte, dialogløse festmontager til et om muligt endnu mere langstrakt bestyrelsesmøde om økonomien i og bag brandet YSL. Her forsøger Bonello klodset – og midt i filmen – at etablere baggrunden for designimperiets indflydelse, men effekten er rent ud sagt dræbende og styrker blot følelsen af, at man er vidne til en prætentiøs og timelang trailer for en langt bedre film.

Der er lyspunkter: En scene, hvori Saint Laurent på få minutter forvandler en tøvende forretningskvinde fra grå mus til forførende rive gauche-femme fatale er så vellykket, så sigende for mandens enorme talent og unikke syn på kvindelig seksualitet, at man sukker frustreret efter den historie, Bonello potentielt kunne have fortalt over sin utrolige hovedperson.


Kort sagt:
Med sin fragmentariske fortællerstil føles denne biografiske spillefilm om designgeniet Yves Saint Laurent som en frustrerende prætentiøs stiløvelse, der tester tålmodigheden i stedet for at engagere. Baggrundsmaterialet er fremragende, men ’Saint Laurent’ syner af en umådeligt langtrukken teaser, der er gået op i syningerne.

Spillefilm. Instruktør: Bertrand Bonello. Medvirkende: Gaspard Ulliel, Jérémie Renier, Lea Seydoux, Louis Garrel, Aymeline Valade, Dominique Sanda. Spilletid: 150 min.. Premiere: Den 27. august
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af