Vores allesammens yndlingsfrø (lige efter Kaj naturligvis) er tilbage. Kermit og alle hans med-Muppets samles nu igen på tv-skærmen, mere end 20 år efter det oprindelige ‘Muppet Show’ løb over skærmen fra 1976-1981. Siden da er der dog produceret adskillige specialafsnit og biograffilm – den seneste var sidste års relativt vellykkede ‘Muppets Most Wanted’, der blandt andet havde comedygiganter som Ricky Gervais og Tina Fey på rollelisten.
Fra d. 22. september rebootes de sympatiske dukker så endnu en gang, denne gang hos ABC. De sidste par måneder er adskillige teasers løbende blevet offentliggjort, og det ser lovende ud. Her er den officielle teaser fra årets Comic Con i San Diego:
Nu har en ny runde spritnye trailers ramt internettet og pustet endnu mere til The Muppet Mania, og forventningerne blandt dukke-aficionados verdens over har aldrig været større. I de nye trailers byder forskellige stjerner fra ABC’s bagkatalog de plyssede dukker velkommen til kanalen. Man kan blandt andet se ‘Scandal’-stjernen Kerry Washington tage selfies med Kermit og Miss Piggy flirte med Nathan Fillion (‘Firefly’, ‘Two Guys and A Girl’).
Kerry Washingtons selviske selfie:
Nathan Fillions distraherende røv:
Der er et umiddelbart mere voksent udtryk og humor-niveau i de nye trailere, og det forlyder da også, at den nye omgang Muppets er rettet mod et mere modent publikum (et modent publikum, der er vilde med dukker, forstås) og vil være skåret over ‘The Office’-skabelonen, hvor man i dokumentaristisk stil følger de forskellige karakterer i deres hverdag og jævnligt klipper til en-til-en interviews, hvor karakterernes inderste (og formentligt temmelig gakkede) tanker kan få frit løb.
Kermit, Miss Piggy, Gonzo, Den Svenske Kok og Animal… – ja, de er alle sammen tilbage. Indtil da kommer her fem klassiske Muppets-øjeblikke, som måske kan genantænde Muppet-feberen i dig.
1. Mahna Mahna
‘The Muppet Show’ har altid været super musikalsk, og her bliver en af verdens mest catchy melodier nogensinde leveret af et par velsyngende pink aliens og en orangehåret hippie-vagabond. Skørt, sjovt, Muppets.
Yndlingsøjeblik: Hippiens lettere paniske sprint mod kameraet ved 1.43 for at levere endnu en ‘mahna mahna’ oven på hans lidt usikre scat-improvisering. Klassisk.
2. Drum battle med Buddy Rich
Igennem årene var stort set alle de største showbiz-stjerner gæster hos ‘The Muppet Show’. Her er det Buddy Rich – af mange regnet som en af de bedste trommeslagere nogensinde – der udfordrer Animal til en sindssyg drum battle.
Yndlingsøjeblik: Da Animal ved 3.05 med åben mund og polypper må indse, at han er en slagen mand/et slagent dyr.
3. Boheman Rhapsody med musekor
The Muppets er naturligvis ikke bange for at lave en version af en af de mest komplekse rocksange i nyere tid, Queens ‘Bohemian Rhapsody’.
Det hele er godt, men mit yndlingsøjeblik er ved 2.18, da monstret spiser musekoret. Så kan de eddermame bare synge ordentligt!
4. Bananspidser
Er du ikke også træt af, at du ikke kan genmontere en banan på klasen, efter du har hevet den af? Det er Beaker og Dr. Bunsen Honeydew også. Derfor har de naturligvis opfundet en bananspidser, så man fremover nemt og bekvemt kan opbevare sine bananer… i væggen?
Yndlingsøjeblik: Da Beakers hoved forsvinder ned i kitlen ved 1.19. Sådan en kittel ville være rar at have næste gang, man er til en familiefest, man ikke lige kan overskue.
5. Elton John aflægger visit
Elton John gæster ‘The Muppet Show’ i en dragt, der efterlader en i tvivl om, hvem der egentlig er dukke, og hvem der er menneske. Dragten er samtidigt mit yndlingsøjeblik.
