‘Eden’

‘Eden’

Ecstasystøv fylder luften, metalliske robotbeats brager ud af højtalerne, og to fyre hopper rundt mellem et bølgende hav af andre ravende, unge parisere. Den ene hallucinerer og er ikke helt sikker på, hvor han er, den anden kan ikke huske, hvad (eller hvem) han lavede for fem minutter siden, men begge er ét med musikken og klare nok i hovederne til at huske, hvilken sang, der fik dem til at glemme alt om tid og sted: Frankie Knuckles’ ’The Whistle Song’.

Fyrene hedder Cyril (Roman Kolinka) og Paul (Félix de Givry), og sidstnævnte er fikspunktet for franske Mia Hansen-Løves seneste film, der på én gang er en bevægende coming of age-fortælling via en dyb kvartlivskrise (modelleret over Hansen-Løves egen bror Sven, der var en prominent DJ i perioden) og en sansestimulerende ode til den franske house-scene i 90’erne, der fik klubgængere til at smide alle hæmninger.

Livet i overhalingsbanen begynder hurtigt at hænge Cyril langt ud af halsen, men Paul er hooked, og sammen med sin ven Stan (Hugo Conzelmann) starter han DJ-duoen Cheers, der med deres egne ord dyrker en lyd, der skifter mellem eufori og melankoli. Det samme kan siges om filmen selv, der er inddelt i to kapitler: ’Paradise Garage’, hvor Pauls drøm om et liv som dj på fuld tid er intakt, og samhørigheden omkring klubscenen er i centrum, og ’Lost in Music’, der er et smertefuldt reality check, hvor Paul tvinges til at tage sin livsstil op til revision.

Læs også: Kom til Soundvenue Forpremiere på ‘Eden’ på onsdag i Grand Teatret

Cheers blev aldrig Daft Punk, og Pauls indtag af kokain er hurtigt gået fra at være rekreativt til en rille, han sidder fast i, og som ruinerer ham og hans relationer til andre mennesker. Via en elliptisk fortællestil pløjer Hansen-Løve sig gennem tyve års EDM-historie og (mindst) fire af Pauls forliste forhold – alle til fantastisk charmerende overscoringer, spillet af henholdsvis Greta Gerwig, stjernefrøet Pauline Etienne og Golshifteh Farahani (‘About Elly’), som han af den ene eller anden grund ikke formår at holde fast i.

Som Hansen-Løves forrige film, ‘Goodbye First Love’, der på sublim vis skildrede intensiteten af en førstegangsforelskelse og tomheden, der følger dens ophør, er ‘Eden’ løst struktureret, flakkende i sit fokus og fyldt med frustrerende fejlbarlige karakterer, der handler hovedløst og ikke ændrer sig synderligt trods filmenes lange spilletid. Hansen-Løves dramaturgi er helt hendes egen.

Der er ikke noget kæmpemæssigt, forløsende klimaks, men til gengæld en virkelighedsnær skildring af en dyb identitetskrise tilsat et uimodståeligt soundtrack. Og scenen, hvor Paul hører ‘Within’ – det tætteste Daft Punk kommer på en ballade, og som ved et kosmisk sammentræf blev udgivet, mens Hansen-Løve stadig skrev manus – er et lille mirakel.

»I’ve been, for sometime, looking for someone / I need to know now / Please tell me who I am«, lyder teksten, og man mindes alle de gange, man selv har følt, at musikken kendte én bedre, end man selv gjorde.


Kort sagt:
En larmende eksistentiel tomhed overdøver det smittende, EDM-spækkede soundtrack i Mia Hansen-Løves eminente portræt af den boomende, franske garage-musikscene anno 1992-2012.

Læs også: Kom til Soundvenue Forpremiere på ‘Eden’ på onsdag i Grand Teatret

Spillefilm. Instruktion: Mia Hansen-Løve . Medvirkende: Félix de Givry, Pauline Etienne, Vincent Macaigne. Spilletid: 131 min. . Premiere: Den 17. september
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af