Navnet er pæredansk, men den sarte stemme klinger fransk. 34-årige Mia Hansen-Løve (eller Anzen-Leuve, som hun udtaler det) kan et par danske gloser, som hun lærte på et sommerkursus i København, men hun er ærkepariser. Navnet har hun fra farfaren, som var dansker, og den nominelle danskhed løber i familien. Faren Ole er født i Østrig og er filosofiprofessor ligesom moren. Der er også en Lars og en Niels på stamtræet. Hendes storebror hedder Sven, og det er ham, hendes fjerde og seneste film, ‘Eden’, handler om. Sådan da.
»Den er inspireret af min brors liv og karriere, men det er ikke sådan, at alt skete nøjagtigt, som det sker i filmen. Det er en slags genfortolkning. Jeg kan roligt sige, at filmen er et meget personligt portræt af min bror, men det er stadig fiktion først og fremmest. Det eneste sted, vi har været dokumentarisk nøjagtige, er på klubberne, hvor vi var meget omhyggelige med at genskabe den rigtige atmosfære med lyset og musikken«, fortæller instruktøren.
‘Eden’ følger den unge dj Paul (altså Sven, som har været med til at skrive manuskriptet), der i 90’erne forsøger at leve af at vende plader på den frembuldrende parisiske house-scene. Det går ikke skidegodt. Paul opnår en vis succes, men det er den slags, der trælbinder ham, fordi han bliver stor nok til at blive ved med at få gigs, men aldrig stor nok til at betale for sprutten og stofferne, der hober sig op på de lange nætter.
Læs også: Se ‘Eden’ ved Soundvenue Forpremiere på onsdag i Grand Teatret
Hvis den franske house-scene ikke siger dig noget, så er her to ord, der gør: Daft Punk. De er Pauls venner i filmen, og senere bliver de et spejlbillede, som bestandigt kaster kendsgerningen om hans fiasko tilbage i synet på ham.
For da først de har urafspillet ‘Da Funk’ til en fest i deres forældres hus, ser de sig ikke tilbage. Også selv om de stadig bliver afvist i døren på de lokale klubber, fordi deres karakteristiske robothjelme har værnet om deres anonymitet. Mens dj’s som Tony Humphries og Terry Hunter optræder som sig selv i filmen, er det dog ikke de rigtige Thomas og Guy-Man, vi ser. Men Svens gamle venner troede på filmen og lod Mia bruge deres ikoniske numre for godt 20.000 kroner. Markedsprisen er over en million. Uden dem havde hun ikke lavet filmen.
»Med alt det, de symboliserer, og alt det, de har gjort for den elektroniske dansemusik, kunne man ikke erstatte dem med noget andet. For mig ville det være latterligt at lave en film, hvor de var afløst af et fiktivt band, som ikke ville repræsentere noget for publikum. Pointen er netop, hvor anderledes deres karriere blev. Hvis man skal få den følelse, vi gerne ville give publikum, skal man vide, hvem de er, og hvad de står for«, forklarer hun.
Mia Hansen-Løve.
Når stroboskoplyset slukkes
Filmens fortælling er fortalt i to dele, og første del er som én lang fest med sprut, stoffer, pulserende beats, piger på shuffle og tømmermænd, selv om den er filmet naturalistisk og fri for den frenetiske klipning, man ser i andre klubfilm.
»Selv om jeg gerne vil have en intensitet, der får folk til at hænge ved, vil jeg også lave noget, der er sandt. Derfor vil jeg ikke føle mig forpligtet til at tilføje kunstige dramatiske øjeblikke. For sådan oplever jeg ikke livet«, siger Mia Hansen-Løve.
Paul og vennerne oplever kun dagens sidste timer, før festen fortsætter, men det bliver for meget for den talentfulde tegner Cyril. »Jeg bliver deprimeret af at leve om natten«, siger han og springer ud foran et tog. Stroboskoplyset slukkes, og for første gang i ti år dæmrer dagen for Paul. Lillesøsteren er blevet færdig med sin ph.d., gamle flammer (indie-dronningen Greta Gerwig fra ‘Frances Ha’ er en af dem) er blevet gift og har fået børn, og imens har Paul hoppet på stedet bag dj-pulten.
»Cyril er inspireret af en nær ven af min bror, som jeg også kendte. Det er hans tegninger, vi bruger i filmen. Han døde i 2001, få måneder efter 9/11. Det blev et dobbelttraume for os – slutningen på euforien og begyndelsen på filmens anden del«, forklarer Hansen-Løve.
Den ellers ret autentiske film viger fra virkeligheden, når det gælder hende selv. Pauls søster optræder kun få gange i filmen og lader til at være en mere stille, indadvendt sjæl, men instruktøren er ikke outsideren, der nysgerrigt kigger ind gennem vinduet. Hun har selv stået på klubberne til den lyse morgen.
»Jeg tilbragte hele min ungdom til de fester. Jeg beundrede min bror meget, fordi han symboliserede den frihed, jeg higede efter som ung. Klubberne var det eneste sted, hvor jeg følte mig forbundet til min generation. Der var noget særligt ved natklubberne dengang. Nu går jeg sjældent på klub længere, så jeg kan tage fejl, men jeg har ikke indtryk af, at folk kommer for musikkens skyld i dag. Dengang var der en stærk relation til musikken og noget spirituelt over den fællesskabsfølelse, der var ved at opdage og opfinde noget helt nyt«, siger hun.
Félix de Givry som Paul i ‘Eden’.
Passionens ærlighed
‘Eden’ har en hel del til fælles med Coen-brødrenes ‘Inside Llewyn Davis’. Godt nok er der langt fra de dunkende klubber, hvor Paul oppisker den ekstatiske stemning, til de tilrøgede knejper, hvor folk-sangeren Llewyn klimprer og crooner, men begge film handler om en musiker, der blindt forfølger drømmen om et gennembrud. De kan begge noget, men er alligevel ikke helt dygtige eller heldige nok, og da drømmen fortoner sig i horisonten som et fatamorgana, ser de sig om og opdager, at de har fulgt den helt ud på det åbne hav og er mutters alene uden land i sigte.
Men selv om der også er tristesse i ‘Eden’, er melankolien alligevel mindre tyngende, og hyldesten til musikken og til drømmerne mere dybfølt. Et tvetydigt leveråb med malurt i bunden til en generation, der nægtede at blive voksne. Det er trods alt hendes bror.
»Det er unge mennesker, som er ude af stand til at blive voksne, og som er en form for fanger af deres egen ungdom. Det har ofte drevet min bror vanvittig, at alle altid har fortalt ham, hvor ung han ser ud. Da han var 35 år, var hans piger stadig i 20’erne, og folk antog ham for en 25-årig. De troede, det var en kompliment, når de sagde det, men det begyndte at gøre ham deprimeret, for han følte, at han sad fast et sted i livet, mens alle omkring ham flyttede sig. Det er ret overraskende, for det er ikke nogen sund livsstil at leve om natten og indtage masser af stoffer og alkohol, men jeg har lagt mærke til, at den slags mennesker bliver ved at se meget unge ud. Hvis de ikke når at dø«, siger Hansen-Løve og klukker charmerende.
»Selv om filmen handler om tabt tid, så kan den tid stadig være dyrebar og erfaringerne værd. Der er et selvdestruktivt element og en masse fiaskoer forbundet med den her livsstil, men måske er det prisen, man må betale for den poetiske side af det liv – for friheden, for nydelsen og for modet til at forfølge et ideal. Det beundrer jeg«.
»Det kan komme til at lyde hult til sidst, og måske fører det ingen vegne hen, men så kan det i stedet være en lang omvej til noget andet, som Pauls anden drøm om at blive forfatter i filmen. Måske havde han brug for alle disse erfaringer for at blive en moden forfatter. Filmen er en søgen efter en mening, som jeg ikke selv kender, men der er en ærlighed i den her besættelse af en passion, og den rører mig«.
Læs også: Se ‘Eden’ ved Soundvenue Forpremiere på onsdag i Grand Teatret