Med en rullende kuffert og en jakke under armen kommer Baltasar Kormákur anstigende i receptionen på Hotel Skt. Petri i København, direkte fra lufthavnen og et fly, der har transporteret ham fra Los Angeles til København.
»Jo, det er da lidt hårdt«, siger den klatøjede islænding med en gevaldig underdrivelse, mens han falder tilbage i en brun lædersofa, der falder på et tørt sted. Bag sit robuste ydre, en markant skægvækst og en langhåret, tilbageblæst frisure kan instruktøren bag den aktuelle storfilm ‘Everest’ ikke skjule, at trætheden har sat sig i kroppen. Han har fortjent sin kop kaffe.
‘Everest’ er Kormákurs til dato største filmproduktion og har stjerner som Jake Gyllenhaal, Jason Clarke og Keira Knightley i de bærende roller. Sjældent er sløvende iltmangel, smertefulde frostbid og svimlende højder blevet beskrevet så medrivende som i det gribende bjergbestigerdrama, der udspiller sig i næsten ni kilometers højde.
Som publikum føler man, at man er på Mount Everest i 1996, hvor et hold bjergbestigere kom grueligt galt afsted. Det gør ondt, også mere end man er vant til, hvilket Baltasar Kormákur utvivlsomt kan tage en stor del af æren for.
‘Everest’
Kormákur har før lavet film i Hollywood, ‘Contraband’ med Mark Wahlberg og ‘2 Guns’ med Wahlberg og Denzel Washington, men først nu føler han, at han har fundet hjem på amerikansk.
»Med ’Contraband’ ville jeg lave en fornøjelig kup-film og have det sjovt med det, og ’2 Guns’ var egentlig bare var et forsøg på at lave en velkendt og hyggelig slags buddy-actionfilm. Og selvom jeg ikke fortryder, at jeg lavede de film, så repræsenterer de ikke den form for retning, jeg ønsker at bevæge mig i. Det gør ’Everest’«, fastslår islændingen med et bestemt blik i øjnene.
Et nedtonet spektakel
Baltasar Kormákur startede karrieren i 2000 med den islandske romcom ‘101 Reykjavik’, der blev en massiv succes i hjemlandet, og som indbragte instruktøren den fornemme talentpris ‘Discovery’ på filmfestivalen i Toronto. Fem år senere instruerede han sin første film på engelsk, ‘A Little Trip To Heaven’, der blandt andet havde Forest Whitaker og Jeremy Renner på rollelisten, mens han i 2008 gav sit benhårde og stemningsfulde bud på en nordic noir med den succesfulde krimi-thriller ‘Jar City’.
Det var dog først med den islandske ‘Dybet’ – Kormákurs autentiske film om en fisker, der må overleve i frysende havvand efter en skibsulykke – at instruktøren i 2012 fandt det, han gennem interviewet kalder sit »rette spor«.
»Island er et meget fysisk sted at leve. Vejret ændrer sig konstant, og vi islændinge har det store, voldsomme landskab lige ved siden af os. Bare det at gå den lange vej til skole, da jeg var barn, var udfordrende, og den islandske historie er fuld af overlevelsesfortællinger fra folk, der har overlevet vintre eller ulykker, blandt andet den bådulykke, som ’Dybet’ handler om.
’Dybet’ var også den film, jeg viste til producerne bag ’Everest’ og sagde: ’Sådan vil jeg gøre det’. Håbet var hele tiden at lave en storslået blockbuster med samme intimitet som en indie-film«, siger instruktøren, der selv har spillet skuespil og optrådt som model for det islandske tøjfirma 66 Degrees North.
Ligesom ‘Dybet’ er ‘Everest’ baseret på virkelige hændelser, der blandt andet er dokumenteret i Jon Krakauers journalistiske bestseller ‘Into Thin Air’.
Men hvor andre instruktører ville smøre på med effekterne, følelserne og de halsbrækkende stunts, gjorde Kormákur det modsatte. Han nedtonede dramaet.
‘Dybet’
Et dødsfald blandt en af bjergbestigerne blev for eksempel udeladt, fordi det ikke bidrog til historien, og flere gange undervejs i filmen glider personer nærmest ubemærket i døden uden for publikums synsfelt.
»Det var sådan, det skete i virkeligheden. Det er et spørgsmål om et blink med øjnene, og så er man væk. Alle de beretninger, jeg læste fra folk, der har bevidnet dødsfald under bjergbestigninger, lød bare: ’Så blev han blæst ud over kanten’ eller ’så gled han ned’. For ingen ved mere end det. Og jeg kunne sagtens have lavet hele ‘aaaaaaaaarh’ og ‘braaagrh!’ med flækkede kranier og knækkede knogler«, siger instruktøren og vifter med armene, som var han i frit fald.
»Men det ville jeg ikke. Den slags film er ’Everest’ ikke«, fortsætter han næsten hidsigt.
»Nu til dags er det meget ‘bang bang bang bang’, men i virkeligheden bliver folk ofte slået bevidstløse eller ihjel af et enkelt slag. Vold og død er meget pludseligere og meget hurtigere overstået, end det normalt vises på film«.
Respekten for virkeligheden
Nedtoningen af dramaet gjaldt hele vejen rundt. To af hovedrolleindehaverne, Keira Knightley og Jason Clarke, blev bedt om at underspille i filmens mest følelsesladede stunder, hvor virkelighedens walkie-talkie-samtaler mellem ekspeditionslederen Rob Hall og konen Jan satte følelserne på spidsen.
»’Hold tårerne tilbage’, sagde jeg til Keira. ‘Hvis de så kommer af sig selv, er det okay’. Og det gjorde det. Med Jason lavede vi først en optagelse, hvor han græd, men der stoppede jeg ham med det samme. I forhold til hans karakter virkede det utroværdigt«, siger Baltasar Kormákur.
»Jeg ville ikke lave en film om folk, som siger, at de er på Mount Everest, fordi deres far plejede at slå dem. Undervejs mødte jeg flere af filmens personer i virkeligheden, og jeg fik lov til at lytte til de oprindelige radiooptagelser. Når de pårørende giver én adgang til sådan noget intimt og meget personligt materiale, så kan man ikke få sig selv til at presse det ned i et klichéfyldt Hollywood-drama. Der er en disciplin at behandle sådan noget autentisk stof med respekt og omhu, som jeg godt kan lide, og som jeg synes er en mangelvare i filmverden nu til dags«, siger instruktøren.
»Jeg kan for eksempel ikke lide det, som dokumentarfilm er blevet til. Tag for eksempel ’Senna’, som godt nok er en underholdende dokumentar, men den franske kører blev gjort til et monster, mens Ayrton Senna blev fremstillet som det brasilianske folks eneste håb. Hvad med Pélé? Han var en 10.000 gange større personlighed end Senna«.
Jake Gyllenhaal i ‘Everest’
De væsentligste udendørsoptagelse til ’Everest’ fandt sted i alperne, hvor Kormákur og co. tilbragte seks uger i minus 30 grader, og blandt skuespillerne, der måtte udstå de fysisk krævende strabadser, var et af Hollwoods helt store stjerneskud, Jake Gyllenhaal – denne gang i en uvant birolle.
»Jeg tror, det er godt for Jake, at han ikke skal bære alle de film, han spiller med i. Han kom med en anderledes energi, og jeg tror endda, at han nåede at blive bedre, efter jeg hyrede ham til rollen, for han fik lavet ’Nightcrawler’ og flere andre fantastiske film, inden optagelserne til ’Everest’ gik i gang. Han har været on fire«.
Nej tak til ‘Fast & Furious’
Lige som ‘Everest’ er veteranen Robert Zemeckis’ kommende 3D-drama ‘The Walk’, der handler om franskmanden Phillipe Petits ekstravagante linegang mellem World Trade Center-tårnene i 1974, en autentisk fortælling om thrill-seekers – om mennesker, der søger adrenalinkicks med livet som indsats.
Men hvorfor overhovedet risikere livet for en sag, der dybest set er unødvendig?
»Personligt har jeg sværere ved at forstå folk, der lever et liv i en kælder eller foran en computer uden at lave noget udfordrende gennem hele deres liv«, siger instruktøren, der også selv tog en chance med ‘Everest’.
»Filmen faldt fra hinanden flere gange undervejs, og jeg blev tilbudt at instruere ’Fast & Furious 7’, som kunne have indbragt mig tre gange så mange penge som ’Everest’ – måske endda mere. Men jeg takkede nej. Godt nok ville det være et oplagt træk efter ’Contraband’ og ’2 Guns’, men det ville også være en omvej længere væk fra det udgangspunkt, jeg stadig brænder for. Jeg vil være ikke være ham ’Fast & Furious 7’-fyren lige pludselig«, siger han og griner.
Baltasar Kormákur.
»Nogle stiller spørgsmålet: ’Hvorfor vil man bestige Mount Everest?’ Men jeg føler, det er forkert at spørge sådan. Det er ligesom at spørge ’hvad er meningen med livet?’. Det er et eksistentielt behov for at teste sig selv i naturen og forstå, hvem man er. Måske endda et meget selvisk behov. Men det handler om at udleve sine drømme«, siger instruktøren.
Det gør Kormákur selv, og han har mange projekter på tegnebrættet, blandt andet en thriller med Cate Blanchett sat i mellemøsten, en islandsk vikingefilm og et projekt, han ikke må udtale sig om, men som han med barnlig begejstring kalder »mindblowing«.
Spurgt ind til sin kommende thriller-tv-serie, ’Trapped’, hvis remake-rettigheder for nyligt blev solgt til det prestigefyldte Hollywood-selskab The Weinstein Company, bryder Baltasar Kormákur pludselig ind, mens han læner sig frem.
»Alt er jo selvisk. At lave film er fucking selvisk. Jeg er væk fra min familie nu og har været det gennem de sidste to år på grund af den her film. Gør jeg det, fordi vi har brug for pengene? Nej! Jeg gør det, fordi jeg vil leve mit liv og opfylde mine drømme«.
Læs også: Anmeldelse af ‘Everest’