‘Uffes Alternativ’

‘Uffes Alternativ’

To ting står klart, når man har set ’Uffes Alternativ’. For det første at Uffe Elbæk vitterligt både taler og agerer ret forskelligt fra den klassiske folketingspolitiker. For det andet, at han alligevel deler en særlig egenskab med mange andre profiler med gennemslagskraft: Som Morten Messerschmidt, Inger Støjberg eller Zenia Stampe vækker han næsten altid stærke følelser i folk.

De to afsnit af ’Uffes Alternativ’ viser et bredt spektrum af mulige Elbæk-reaktioner: De politiske kommentatorer kan ikke undertrykke deres foragt over for Elbæks tåbelige projekt, hans vælgere begejstres af den godmodige rundkredspolitik, og politiske modstandere irriteres tydeligt (som Helle Thorning-Schmidt, der syrligt konstaterer, at hun da »også har en indre hippie, der gerne vil gå i spraglet tøj og have kødfri dage«.)

Fra tiden som kulturminister fornemmer man kulden i rummet, da Elbæk nervøst smilende fortæller lederne af landets store kulturinstitutioner, at nok ved de en masse om det med kunst og kultur, men nu skal vi »åbne vinduerne ud til verden, for de vil os det godt«.

De fem år, de to instruktører Jeppe Søgaard Nielsen og Christian Holten Bonke har fulgt Uffe Elbæk, har været usædvanligt begivenhedsrige for den århusianske kulturelle initiativtager og kaospilot: Han beslutter i 2010 at stille op til Folketinget for De Radikale, bliver både valgt ind og udpeget til kulturminister, går af som kulturminister, forlader De Radikale, stifter Alternativet, som både bliver opstillingsberettiget og stormer ind i Folketingsvalget med ni mandater i sommeren 2015. Filmen er med hele vejen og skildrer således et lille stykke af den nyere danske politiske danmarkshistorie.

Det er i sig selv interessant at følge med i indlagte valgkampe og dramaer, og som tilskuer kan man også varme sig ved en del bagklogskabsbelyst godten sig over de mange, der igen og igen dømmer Uffe ude – Hans Engell deklarerer efter afgangen som kulturminister med politiske kommentatorers vanlige selvsikkerhed, at Uffe Elbæk ikke har nogen fremtid og er politisk stendød.

Som film betragtet er ’Uffes Alternativ’ meget lidt alternativ. Den holdes i klassisk dokumentar-reportage-æstetik og byder ikke på store afsløringer. Sekvensen, hvor en embedsmand fra Kulturministeriet giver Uffe Elbæk lidt for gode råd efter et samråd, blev allerede lækket i sommer. Og den i aviserne op til premieren omtalte sag med folketingskandidaten Uzma Ahmed, der under valgkampen sættes i stram snor af partiledelsen, virker meget som politics-as-usual.

Filmens portræt af Elbæk kommer dog ikke helt ind under huden på manden, som muligvis ikke vil eller bare ikke forstår traditionel politik. Han forbliver en uklar figur bag de mange fine ord om, at vi skal være anderledes og rare ved hinanden. Så er der faktisk mere på spil i en scene med Alternativets andre, uprøvede spidskandidater, der pludselig indser, hvor uoverskueligt store personlige omkostninger det har at skulle gå fra borger med holdninger til politisk personlighed.

Filmen havde måske vundet ved at skildre en bredere skare af personer i det nye alternative parti.


Kort sagt:
Det er et underholdende gensyn med de seneste fem års politiske danmarkshistorie, ‘Uffes Alternativ’ får fortalt gennem historien om tilblivelsen af Uffe Elbæks nye lysegrønne parti. Men filmen byder ikke på mange overraskelser og kommer desværre ikke tæt nok på sin hovedperson eller de interessante bipersoner.

Læs også: Instruktørerne bag Elbæk-film: »Vi er stadig i tvivl, om Uffe er genial eller en tosse«

Dokumentarfilm. Instruktion: Jeppe Søgaard Nielsen og Christian Holten Bonke. Spilletid: To afsnit á 45 min.. Premiere: Kan ses på DR2 28. september kl. 20.45 og 5. oktober kl. 20.00.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af