Dyreplageri: Når filmheltene myrder de nuttede kæledyr – og hvad det betyder

Den klassiske helt er ifølge manuskriptforfatter Blake Snyder kendetegnet ved, at de ’redder katten’. Men der findes også opsigtsvækkende eksempler på, at film- og tv-karakterne slår dyrene ihjel. Og så ved vi, det står slemt til! Her er de mest interessante tilfælde.
Dyreplageri: Når filmheltene myrder de nuttede kæledyr – og hvad det betyder

De fleste har nok fældet en tåre, når helten i film- og tv-serier får bugt med det onde, redder den miavende killing i et brændende træ og vinder sin udkårnes hjerte til sidst.

»At få folk til at kunne lide hovedpersonen i en historie er det vigtigste element i at trække publikum med ind i en fortælling«, skrev den amerikanske manuskriptforfatter Blake Snyder i bogen ’Save the Cat’ fra 2005.

Blake Snyder fik idéen til sin bog fra filmen ’Alien’, hvor Ripley (Sigourney Weaver) redder katten Jones. Udtrykket save the cat går i al sin enkelhed ud på at skabe sympatiske træk i sin hovedkarakter – såsom at lade personen redde en kat eller noget tilsvarende heroisk. Formår man det, har man også skabt en karakter, der tryllebinder publikum.

Og dog. For findes der en save the cat-kategori, må der også eksistere en kill the cat-kategori – særligt i denne antiheltens tidsalder.

Igennem film- og tv-historien har der været utallige eksempler på fejlbarlige antihelte, og i flere tilfælde er ideen om at vise skurkagtigheden ved at slå et dyr ihjel blevet taget ganske bogstaveligt. For vi kan da ikke holde med folk, der er onde ved de små søde dyr, kan vi?

Her er ni eksempler på, hvordan film har brugt kill the cat-tricket på snedig og meget forskellig vis.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ’Inside Llewyn Davis’ (2013)

Hvis nogen har taget save the cat/kill the cat-konceptet bogstaveligt, må det være Coen-brødrene i ’Inside Llewyn Davis’.

Vi møder Llewyn (Oscar Isaac) i 1960’ernes New York, lige inden folkemusikken er ved at få sit gennembrud. Ved filmens begyndelse overnatter den omvandrende, fattige folkemusiker Llewyn på en sofa hos nogle venner, men låser sig ude sammen med deres kat. I resten af filmen forsøger han at aflevere den tilbage uden held, og, som en talisman, kommer katten til at følge ham i hans op- og nedture.

Én teori er, at katten er Llewyns alter ego: Omstrejfende, hvileløs, fortabt og alene. »Llewyn is the cat«, siger en karakter i filmen på et tidspunkt ved en fejl. En anden teori er, at katten er en reinkarnation af Llewyns afdøde musikpartner, Mike, som vi finder ud af har begået selvmord og sendt Llewyn ud i en kunstnerisk og emotionel krise.

Llewyn har en arrogant og opgivende holdning til alt, hvad han møder. Han gør pigen Jean (Carey Mulligan) gravid, men tager ikke det store ansvar. Han er pirrelig, træt og uengageret og mere optaget af at genoptage karrieren end at bearbejde sorgen over sin ven. Men på sin vis har Llewyn også det sympatiske save the cat-træk i sig, da han holder katten tæt ind til sig.

Man kan drage en parallel mellem Llewyn og katten. Vi erfarer, at kattens navn er Ulysses (Odysseus). Odysseus kan udledes af det græske verbum odussomai, som har betydningen at ’være vred, at hade, at beklage og begræde’, og det er netop de følelser, vi finder i Llewyn.

Katten løber væk under en roadtrip til Chicago og efter en fejlslagen audition for en musikmogul i branchen, indser Llewyn, at hans solokarriere ikke tager fart. Derfor vender han bilen om og kører mod sit hjem. Men i samme sekund indtræder kill the cat-momentet, da katten dukker op på vejen, og Llewyn rammer den. I folketroen forbindes katte som bekendt med uheld, og man kan argumentere for, at det uagtsomme manddrab på dyret cementerer, at Llewyns liv har ramt et absolut lavpunkt.

Filmen blev forbigået ved de store prisuddelinger i USA, og flere eksperter påpegede, kun halvt i spøg, at filmen havde haft en langt bedre chance, hvis Llewyn ikke havde slået sin kat ihjel.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’Breaking Bad’ (2008-2013)

En rigtig helt ville aldrig gøre en flue fortræd, vel? Som et symbol på dyrkelsen af antihelten forholder det sig anderledes for Walter White (Bryan Cranston) og hans sidekick, Jesse Pinkman (Aaron Paul). I ’Breaking Bad’ er fluen ikke bare et lille irritationsmoment, der skal dø, men et symbol på Walter Whites gradvise nedsmeltning.

Fluen er, ifølge Walter, et symbol på contamination, en forurening af det meth-laboratorium, som Walter og Jesse arbejder i. Men i virkeligheden er der tale om en forurening af Walter Whites sind, som igennem serien bliver mere og mere paranoidt og grebet af sit eget illusoriske one man show uden omtanke for sin familie eller omverden.

Fluen vækker kill the cat-trækkene i Walter White, der gradvist udvikler sig til en antihelt med storhedsvanvid, og som nærmest psykotisk jagter fluen, som var den et monster. Blake Snyder skriver i ’Save the cat’, at »hvis din helt er semi-ond, så gør hans modstander endnu værre«.

Men i ’Breaking Bad’ ligger kompleksiteten i, at vores helt og skurk er én og samme person. Den er et eksempel på, at vores helt bliver mere og mere uelskelig, mens bikaraktererne gradvist bliver mere sympatiske. Walter White forsøger både bevidst og ubevidst at overføre sine kill the cat-træk til Jesse, der i al sin naivitet og godtroenhed går med på Walters rablende ideer. Walter får overbevist Jesse om, at fluen skal dø, og i sidste ende er det Jesse, der som Walters marionetdukke slår dyret ihjel.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’Zappa’ (1983)

I Bille Augusts klassiker må en fugl, en skovsnegl og en fisk lade livet. Filmen følger de tre 14-årige hovedpersoner, Sten, Bjørn og Mulle, der både kæmper med de voksnes omsorgssvigt og deres indbyrdes krakelerende venskab.

Sten (Peter Reichhardt) lider under problemer i hjemmet og har adskillige kill the cat-ingredienser, både figurativt og bogstaveligt. Han er dominerende og manipulerende og føler ingen empati for andre levende væsener, om det så er dyr eller mennesker. Sten får Mulle (Morten Hoff) til at æde en levende skovsnegl og dræber med vilje Mulles fugl for at understrege sin position som den dominerende i gruppen. Fuglen er i mytologien et symbol på frihed, livsglæde og længsel, og Sten kvaser derfor dyret, fordi den repræsenterer en glæde i Mulle, som Sten enten ikke forstår eller er misundelig på.

Alle tre drenge har bogstavelige kill the cat-træk. Bjørn (Adam Tønsberg) bliver så frustreret på Sten, at han slår det eneste dyr ihjel, som Sten holder i live: Nemlig rovfisken Zappa.

En fisk kan både repræsentere det moderlige og livgivende eller det uhyggelige, mørke, slimede og klaustrofobiske. Filmen er opkaldt efter Stens fisk, formentlig fordi den symboliserer to forskellige ting: Stens syge forhold til levende væsener, da han fodrer fisken med levende madding, eller at Sten rent faktisk kan værne om noget levende.

Sten er en karakter, der ikke er nem at holde af. Måske forstår vi Bjørn, måske har vi ondt af Mulle, men vi har pokkers svært ved at heppe på Sten. Alligevel står Sten tilbage som én af de stærkeste karakterer i filmen, fordi hans træk er så tilpas usympatiske, at vi hader ham nok til at huske ham.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Løvejagten’ (1907)

To løver, en hest og et får lader livet for åben skærm i stumfilmklassikeren ’Løvejagten’. Og her er ikke tale om special effects, men om vaskeægte nedslagtninger af levende dyr.

I 1906 stifter gøgleren og entreprenøren Ole Olsen Nordisk Film og skaffer sig en levende isbjørn, som han beordrer skudt ned på en isbelagt sø, mens det bliver filmet. Filmen får titlen ’Isbjørnejagten’, bliver en international kassesucces og lægger grund til filmselskabets logo. Desværre er ’Isbjørnejagten’ gået tabt, men det er opfølgeren, ’Løvejagten’, til gengæld ikke.

Året efter køber Ole to gamle, sultne løver fra en zoologisk have i Hamborg, som han får gennet ud på en ø i Roskilde Fjord. Ole får filmens instruktør samt en amatørskuespiller til at agere jægere på jagt efter vilde dyr i ’den afrikanske jungle’, som egentlig bare er en dansk bøgeskov.

Set med moderne briller er vores helte, de to hvide jægere, ikke just sympatiske. Undervejs i filmen beordrer de deres afrikanske tjener ned på knæ for at kravle snusende hen ad jorden som et dyr på jagt efter løvespor. Inden de to løvers død havde jægerne skræmt den ene ud i Roskilde Fjord ved at skyde efter dens poter, men først efter det glubske dyr havde nået at æde en levende hest og et får, som filmholdet godt var klar over befandt sig ude på øen.

Filmen sendte chokbølger igennem publikum og skabte ramaskrig i Danmark, hvor en dyreværnsorganisation fik meldt Ole Olsen til myndighederne. Etisk acceptabel bliver ’Løvejagten’ nok aldrig, men filmen er stadig Nordisk Films største succes til dato.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Dum og dummere’ (1994)

Man kunne argumentere for, at ’Dumb and Dumber’ ikke hører til på listen, da det er en slapstick-komedie, og da hovedpersonernes handlinger er skrevet ud fra, at deres intelligenskvotienter placerer sig et sted langt under gennemsnittet.

Men filmen taler til vores egen indre idiot, og kill the cat-elementet viser sig ved, at vores hovedpersoner gør vanvittige ting uden at reflektere over det eller påtage sig skyld. Lloyd (Jim Carrey) og Harry (Jeff Daniels) er både uintelligente, grove og uden situationsfornemmelse. Man både griner og himler med øjnene, når de to hovedpersoner giver en død fugl til en blind dreng – med forsæt.

’Dumb and Dumber’ er et eksempel på, hvordan usympatiske karaktertræk styrker komedien. Da Lloyd og Harry plaffer en sjælden sneugle ned for øjnene af et helt selskab, opfatter de ikke, at de selv har forårsaget problemet. Kan vi stadig lide dem? Ja, egentlig. I modsætning til kill the cat-karakterer, der dræber i ren ondskab, har vi her at gøre med en anden type karakterer, som vi kan tilgive næsten alt, fordi de ikke kan gøre for deres fejl og mangler.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Blinkende lygter’ (2000)

Torkild (Søren Pilmark) er reelt hovedpersonen i ’Blinkende lygter’, mens den skydegale Arne (Mads Mikkelsen) kan kategoriseres som én af de bærende roller samt filmens absolutte kill the cat-karakter. Som en del af en kriminel bande er han ikke Guds bedste barn, han har ikke meget mellem ørene og er samtidig dybt utilregnelig. En af Arnes yndlingsbeskæftigelser er at pløkke dyr ned, fordi det giver ham en indre ro, når han skal af med sine frustrationer. Drabene på dyr er med til at cementere ham som gruppens mest kyniske voldsmand, selvom det peger i en anden retning, at han har et særligt blødt punkt for ’Matador’.

I Indien er koen hellig, men det er den ikke for Arne, som både skyder et par køer og et egern på sin vej. Egernet er bare i vejen, og derfor skal det nedlægges. Arne slæber altid rundt på en vadsæk fuld af skydevåben, og på et tidspunkt bliver han så rasende over Torkilds dominans i gruppen, at han går ud og skyder en ko på klods hold.

Jægeren Alfred (Ole Thestrup) bliver vred, da det er hans ko, men da Alfred øjner Arnes fede skydevåben, finder de en fælles interesse og nedskyder resten af køerne. Bare for sjov.

Vi kan både grine af og væmmes ved Arne. På sin vis kan Arne sammenlignes med Sten i ’Zappa’, selvom de kommer fra vidt forskellige miljøer. De har begge indre dæmoner at kæmpe med og en decideret mangel på empati for levende væsener. Da de ikke just formår at håndtere vreden på en konstruktiv måde, reagerer de på dyr, der ikke yder modstand.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Breakfast at Tiffany’s’ (1961)

Holly Golightly (Audrey Hepburn) dræber ikke et dyr i ’Breakfast at Tiffany’s’, men hun gør noget, som de fleste dyreelskere nok ville finde utilgiveligt: Smider sin kat ud af en taxa, smækker døren i og kører fra den, mens den løber forladt og forvirret rundt i den silende regn i New Yorks barske gader.

I mytologien er katten enten et tilbedt gudesymbol eller forhadt heksesymbol. Den kan også være et symbol på underverdenen eller underbevidstheden. Og hvis man kigger på underbevidstheden, er det ikke en tilfældighed, at vores hovedkarakter har en kat, der blot går under navnet ’kat’, fordi hun nægter at navngive den.

I Hollys verden er en kat en utæmmelig og vild ting, der ikke kan ejes. I virkeligheden er katten et symbol på Holly selv, der på en barnlig og krampagtig måde holder fast i, at hun ikke tilhører nogen. Det er ikke uden grund, at Holly hedder Golightly til efternavn, da hun holder fast i sin frihed og sin ret til at tage let på livet for enhver pris. Det eneste sted, hvor Holly føler sig hjemme, er i juvelerbutikken Tiffany’s, hvor alt skinner overfladisk, og hvor diamanterne ikke kan tale til hende.

Holly er en kompleks karakter, som til tider trænger til en syngende lussing. Da Holly smider sin kat ud på gaden, er hun i færd med at ’dræbe katten’, ikke bare i bogstavelig forstand, men også fordi hun er ved at miste sympatien hos sit publikum. Det bliver heldigvis for meget for vores egentlige helt, Paul Varjak (George Peppard), der giver Holly en opsang.

Sandheden ryster Holly i sin grundvold, og kattekatestrofen viser sig at være hendes rock bottom – og vendepunkt. Hun løber tilbage i gyden og finder sin våde kat, der har ventet trofast på hende.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Me, Myself and Irene’ (2000)

Endnu en ko må lade livet i ’Me, Myself and Irene’. Da filmen kom ud, var der stor debat i medierne om, hvorvidt den gjorde grin med den alvorlige lidelse ’personlighedsspaltning’.

Men vælger man at se filmen fra et save the cat/kill the cat-perspektiv, er ’Me, Myself and Irene’ et temmelig interessant eksempel. Her finder vi nemlig en moderne Dr. Jekyll og Mr. Hyde-historie.

»Helten og skurken bør matche hinanden i dygtighed og styrke, men skurken bør være mere magtfuld end helten, fordi han er villig til at gå til enhver længde for at vinde«, skriver Blake Snyder. Men Jim Carrey spiller både helten og skurken i rollen som Charlie/Hank. Charlie er et godt menneske, der pludseligt og uforvarende udvikler sig til den ondskabsfulde Hank, når han føler sig trådt på og udnyttet af andre.

Charlie har alle de klassiske save the cat-elementer i sig: Han er hjælpsom, sød og rar og gør, hvad han bliver bedt om. Hans alter ego, Hank, besidder til gengæld alle kill the cat-elementer: Han er ond, ubehagelig og usympatisk.

Da Charlie bliver bedt om at eskortere en såkaldt flygtning, Irene (Renée Zellweger), til New York, oplever hun begge sider af vores hovedkarakter. På vejen ser de en ko, der ligger på jorden og lider. Da Charlie ønsker at gøre en ende på dens lidelser, trækker han en pistol og skyder den i hovedet. Men det går ikke helt som forventet, da koen nægter at dø. Spørgsmålet er, om Charlie og Hank mødes her i ko-scenen.

For hovedpersonens valg om at skyde koen udspringer af et sympatisk ønske om at gøre en ende på dens lidelser, men da det ikke sker, griber karakteren til desperate og mere voldsomme metoder. Optrinnet med koen viser, hvordan dræb et dyr-scenen kan sige noget om karakterenes komplekse egenskaber, selv i en let komedie.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’House of Cards’ (2013-)

Nogle manuskriptforfattere bruger udtrykket pet the dog i stedet for save the cat. Og hvis der findes en karakter derude, som man nødigt vil lade klappe sin hund, så må det være Frank Underwood (Kevin Spacey), der både slipper af sted med mord på dyr og mennesker. »Du skal tage dig tid til at indramme heltens situation på en måde, der gør, at vi hepper på ham, uanset hvem han er, eller hvad han gør«, argumenterer Blake Snyder i ’Save the Cat’. Men det er særdeles svært at heppe på en karakter, der er så kynisk, beregnende og magtsyg som Frank. Alligevel fastholder Frank Underwood millioner af mennesker til skærmen.

Inden for de første 30 sekunder i allerførste afsnit bliver en hund kørt ned. Vi ser aldrig hunden, men hører den pibe af smerte. Frank sætter sig på knæ foran hunden og får os først til at tro, at han er i gang med et empatisk ’red katten’-øjeblik. I stedet taler han til kameraet om to slags smerte: Smerten, der gør én stærk og smerten, der er nytteløs.

Derefter kigger han koldt ind i kameraet med de kyniske ord »jeg har ikke tålmodighed til nytteløse ting« – og kvæler hunden. Hunden er i mytologien forbundet med trofasthed, jagt og vagtsomhed, men også urenhed og død. I ’House of Cards’ kan hunden ses som et symbol på det politiske, psykologiske og morderiske magtspil, som kommer til at udspille sig i Det Hvide Hus under Frank Underwoods snedige ledelse.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af