Hollywoods største mysterium: Hvad gik der galt for Adam Sandler?

Man kan sige, hvad man vil, men Adam Sandler er et stort navn i Hollywood. Til dato er han krediteret på over 50 filmproduktioner. Han markerede sig særligt stærkt i 90’erne, hvor han slog bredt igennem med ’Billy Madison’ (1995), ’Happy Gilmore’ (1996) og ’The Waterboy’ (1998).

Men i modsætning til mange af sine komikerkollegaer har han faktisk også et talent som dramaskuespiller, og han har udmærket sig i blandt andet ’Punch-Drunk Love’ (2002), ’Spanglish’ (2004), ’Reign Over Me’ (2007) og ’Funny People’ (2009).

Til gengæld lader det til, at han ikke rigtigt gider udnytte sit talent, og særligt hans seneste film er blevet haglet ned af kritikerne. Ikke desto mindre har de kostet kassen – og en række af dem har trods dårlige anmeldelser formået at skrabe millioner af dollars sammen.

Så hvad skete der for Adam Sandler, der efterhånden må regnes som et af Hollywoods største mysterier? Har han givet op, eller er det kritikerne, der har opgivet ham? Hvorfor spilder han sit talent på film, der konstant bliver skudt ned af enhver med bare semigod filmsmag? Og er han en færdig mand i branchen?

Fase 1: Den gyldne æra

Adam Sandler debuterede som skuespiller med en lille rolle i ‘Cosby & co.’ i 1987 og fik efterfølgende en række mindre roller i forskellige, mere eller mindre uinteressante produktioner.

Men i 1990 skete der noget. Han fik et job hos det populære ‘Saturday Night Live’, og det var da også her, han mødte David Spade, Chris Rock og Rob Schneider, som alle senere hen har haft betydelige roller for hans produktionsselskab Happy Madison.

I 1995 blev Adam Sandler imidlertid fyret fra ‘Saturday Night Live’ sammen med Chris Farley (‘Tommyboy’, ‘Black Sheep’, ‘Beverly Hills Ninja’). Fyringen viste sig dog at komme Hollywood til gode, for samme år var Sandler klar med ‘Billy Madison’, der i dag står som et centralt komedieværk i 90’erne.

90’erne står som en slags gylden æra af Adam Sandler-flicks. Han var klassens klovn, der fik os alle til at grine, når han hallucinerede eller gik amok. Han kunne slippe af sted med det, fordi han gjorde det i retfærdighedens tjeneste. Selv som en grov forvokset teenager i ‘Billy Madison’ kunne han vinde publikums sympati, for under den grove overflade gemte der sig en elskeligt naiv knægt.

I ‘Happy Gilmore’ blev han kun mere elskværdig, da han besejrede golfrivalen Shooter McGavin for at redde sin bedstemors hus, og i ‘The Waterboy’ fik han modet til at give bøllerne tæsk på banen. Derudover formåede han også at give os nogle fantastiske one-liners. Tag bare:

Billy Madison

 

 

Happy Gilmore

 

 

 

The Waterboy

 

 

For slet ikke at glemme Farmer Fran:

 

 

Okay, filmplottene er rimelig ens. Adam Sandler er underdog, oftest med et navn, der ender på y (Billy Madison, Happy Gilmore, Bobby Boucher), og så havde hans kærester altid initialerne V.V. (Veronica Vaughn, Virginia Venit, Vicki Vallencourt). Men filmene afspejlede deres tid – en komedieæra med excentriske og ekstreme personligheder i centrum (tag bare ’Ace Ventura’-filmene, ’Dum og dummere’, ’Wayne’s World’, ‘The Cable Guy’ og Kramer fra ’Seinfeld’).

I ’99 blev teenageren dog voksen, da han i ‘Big Daddy’ blev værge for en forældreløs dreng. Og her ville man have håbet, at Adam Sandler endegyldigt havde sagt farvel til den evige teenager. Men sådan skulle det ikke ligefrem gå.

Fase 2: Filmroller som badebillet til Hawaii

Omkring årtusindskiftet rettede Sandler sit fokus på romantiske komedier med netop ’Big Daddy’ i 1999, ’Mr. Deeds’ i 2002, ’Anger Management’ i 2003 og ’50 First Dates’ i 2004, hvor hans overgang til at blive en selvstændig voksen viser sig at være lidt af en kamp. Både som faderfiguren Sonny Koufax i ‘Big Daddy’, men også som den evige single, Henry Roth, i ’50 First Dates’.

Det var dog også i denne periode, at hans produktionsselskab Happy Madison begyndte at udgive en række film, der alle fik temmelig dårlige anmeldelser. Tag bare ‘The Animal’, ‘Joe Dirt’, ‘The Hot Chick’, ‘Deuce Bigalow’, ‘The Benchwarmers’, ‘I Now Pronounce You Chuck and Larry’, ‘Paul Blart’ og ‘Grown Ups’ – listen er lang!

Alle film har haft jævnt store budgetter. ’The Hot Chick’ kostede 34 millioner dollars, ’Deuce Bigalow’ 22, ’The Benchwarmers’ 33. Men ’I Now Pronounce You Chuck and Larry’ og ’Grown Ups’ er i deres helt egen liga budgetter på henholdsvis 85 og 80 millioner dollars.

Hvordan kan fem gamle drengerøve, der tilbringer en weekend sammen med deres familier, koste 80 millioner dollars? For 80 millioner dollars kan du få den første ’Mission: Impossible’ med spioner, våben, kampscener, eksplosioner, Jean Reno, Angelina Jolies far og Tom Cruise.

Hvad får man så ud af ’Grown Ups’? Altså ud over Adam Sandler, Chris Rock, Kevin James, David Spade og Rob Schneider som tamme drengerøve?

Man får fat jokes:

 

Man får plat humor:

 

 

 

Og man får flere fat jokes:

 

Eller hvad med ‘I Now Pronounce You Chuck and Larry’? Den indkasserede over 186 millioner dollars, så det må være en fantastisk film! Eller er det? Hvad får man egentlig for pengene?

Man får lov til at se Nick Swardson som mega-queer:

 

Man får Jessica Biels skinnende kavalergang:

 

 

Man får homofobiske jokes:

Og Rob Schneider som asiat?

Og ja, så får man også hele smøren om, at homoseksuelle også kan være brandmænd og leve et normalt liv. Som vi alle vidste i 2007.

Generelt er humoren bare flad og kedelig, og i stedet for at søge grænser som Seth Rogen-/Jonah Hill-konstellationen, så betror Adam Sandler sig til de gode gamle prutte-jokes og den klassiske falde-på-halen-komik.

Er Adam Sandler faldet af på den? Ikke hvis man ser på nogle af de andre film, han medvirkede i over samme periode: ’Punch-Drunk Love’ (der gav ham en Golden Globe-nominering!), ’Spanglish’, ’Reign Over Me’ og ’Funny People’. Fire gode dramaer, hvor Sandler leverer en fornuftig præstation. Desværre lader det til, at pengene er hans største motivationsfaktor, hvilket er ærgerligt al den stund, at hans gode roller har været i film uden den samme økonomiske succes. ‘Punch-Drunk Love’ havde et relativt lille budget på 25 millioner dollars, men indkasserede en halv million dollars mindre. Judd Apatows ‘Funny People’ lavede også færre penge, end den kostede.

Adam Sandler har da også indrømmet i et interview med Jimmy Kimmel, at hans film i bund og grund er betalte ferier. Han forklarer, at det er noget, han har gjort sig i siden ’50 First Dates’:

»Det var skrevet et andet sted (filmens location, red.). Jeg sagde: ‘Forestil jer, hvis vi gjorde det på Hawaii, og hvor fantastisk filmen ville blive.’ Og de sagde: ‘Ja, det er en meget kunstnerisk idé.’ Jeg har gjort det lige siden«.

Fase 3: Skamløs product placement

Hvor ’Billy Madison’, ’Happy Gilmore’ og ’The Waterboy’ var film i tidsånden, er ’Grown Ups’, ’Jack and Jill’, ’That’s My Boy’ og ’Grown Ups 2’ bare dårligt skrevne film, der forsøger at indkassere på tyndbenet, men salgbar humor.

Det lader til, at Adam Sandler har droppet al kunstnerisk integritet til fordel for et par lettjente millioner. Men hvor kommer pengene fra – hvem betaler de store budgetter? Tager man et nærmere kig på netop ’Grown Ups’, ’Jack and Jill’, ’That’s My Boy’ og ’Grown Ups 2’, er de proppet med product placement.

Product placement behøver ikke være nogen dårlig ting. Det kan være produkter, vi alle bruger i vores dagligdag, så de er bare med til at afspejle virkeligheden. Og det er heller ikke noget nyt, at Adam Sandler har gjort brug af product placement. I ’Happy Gilmore’ var det eksempelvis Subway:

I ‘Mr. Deeds’ var det Wendys:

‘Big Daddy’ havde McDonalds:

 

 

Og ‘Little Nicky’ havde Popeyes Chicken:

 

 

Det lader til, at Adam Sandler har en ting for fastfood. Ja, selv i et interview om at være far finder han plads til at fortælle, hvor meget hans børn elsker In-N-Out Burger.

Problemet med brugen af product placement i Adam Sandlers film er, at han aktivt fremhæver produkterne i sine replikker. Ikke nok med, at man bare lige kan ane et logo – han skal også fortælle os, hvor gode produkterne er. Det er ikke bare velbetalt product placement, men film bygget op om reklamer.

I ’Grown Ups’ har gruppen købt en spand KFC-kylling, inden de skal sprede deres baskettræners aske. Hvem vælger at købe junkfood inden sådan en ceremoni? Og hvordan kan KFC overhovedet have interesse i, at deres produkter bliver sat i forbindelse med døde mennesker?

Eller hvad med ’Grown Ups 2’, hvor drengerøvene beslutter sig for at ose i en Kmart. Siden hvornår er fuldvoksne mænd begyndt at ose i et supermarked?

I øvrigt illustrerer klippet tydeligt, hvilken slags humor vi har med at gøre, og hvilken tilgang de har haft til materialet: Man får fyldt skræmmende mange skaldepande-jokes ind på blot et par minutter i Kmart.

’Jack and Jill’ overgår dog alle de andre. Filmen repræsenterer den mest afskyelige måde at bruge product placement på, og der er heller ingen tvivl om, at samtlige medvirkende har gjort det for en lettjent mønt. Selv Al Pacino medvirker i filmen som en slags maskot for Dunkin’ Donuts:

Fase 4: Sandler som årets værste skuespiller – og skuespillerinde

Det kan godt være, at Adam Sandler er elsket af de store bosser i Hollywood, fordi hans film høster mønt. Lige så hadet er han af de fleste kritikere. Se bare på et par af anmeldelserne af hans seneste storfilm, ‘Pixels’, der havde premiere i år:

Screencrush:
»Adam Sandler ser lige så deprimeret ud som en filmkritiker, der skal anmelde Adam Sandler-komedier«.

Mashable:
»Pixels er en sikker vinder […] Hvad kan overhovedet gå galt? Tre ord: Adam F#%&ing Sandler«.

Soundvenue:
»Men hvis man nu er inkarneret Sandler-fan, er ’Pixels’ så god? Det er helt sikkert ikke den værste, nyere Sandler-film. Men for mig svarer det til at rangere de bedste og værste tømmermænd fremkommet ved at drikke Rød Aalborg«.

Og det er ikke kun ‘Pixels’, der har fået hård kritik af anmelderne. Slår man hans film op på filmkritikersitet rottentomatoes.com, der med sit friskhedsbarometer viser, hvor gode anmeldelser en film har fået, vil man se, at hans film generelt scorer meget lavt.

‘Top Five’ er den bedst anmeldte på 86 procent, men det er ikke en Adam Sandler-film, og han optræder kun meget kort i filmen som sig selv. Ellers er det film som ‘Punch-Drunk Love’, ‘Funny People’, ‘Reign Over Me’, ‘The Wedding Singer’ – altså atypiske Sandler-film – der har en høj friskhed. ‘Happy Gilmore’ er undtagelsen som en godt anmeldt, typisk Sandler-film.

‘Pixels’

Ser man på nogle af hans værste film, står ‘Pixels’ med sine 17 procent langt fra som en bundskraber. Her er ‘Jack and Jill’ med tre procent den værste Happy Madison-produktion (med Adam Sandler) nogensinde. Og nedturen for ‘Jack and Jill’ fortsætter endnu. Til den 32. Golden Rasperry Award (en pris, der uddeles til årets værste film) vandt ‘Jack and Jill’ samtlige kategorier, og Adam Sandler vandt som den første både prisen som den værste skuespiller og den værste skuespillerinde.

Men de beske anmelderord lader dog ikke til at få Adam Sandler til at skifte spor, for som han har sagt i et interview med The Independent, laver han ikke film for at tilfredsstille kritikerne:

»Jeg kunne næsten skrive anmeldelserne for dem nu, men husk på at jeg ikke gik ind i branchen for at tilfredsstille kritikerne. Jeg gik ind i branchen for at få folk til at grine og have det sjovt med mine venner«.

Og venner er netop kodeordet, for hvis man sammenligner hans film, er de største roller typisk blevet givet til nogle af hans gamle ’SNL’-kollegaer. Hvor mange Adam Sandler-film er der ikke lige med Rob Schneider, Chris Rock og David Spade? Det er vist nemmere at tælle dem, hvor ingen af dem har været med.

Fase 5: Infantil på godt og ondt

Hvor Adam Sandler det seneste årti har skuffet anmelderne gang på gang, er sagen en anden for det yngre publikum. Han er især en populær skuespiller til Kids’ Choice Awards, der har tildelt ham adskillige priser i Favorite Movie Actor-kategorien: ‘Jack and Jill’, ‘Bedtime Stories’, ‘Click’, ’50 First Dates’, ‘Mr. Deeds’, ‘Big Daddy’, ‘The Waterboy’ og ‘The Wedding Singer’.

Det giver da også meget god mening, da børn som bekendt ikke har samme forståelse for ironi eller sarkasme som os andre. Og med den store mængde af prutter, fat jokes og ’glid i bananskrælden’-hændelser i Sandlers film, er der ingen tvivl om, at han rammer plet. Børnene forstår hans humor, og de synes, det er sjovt, når Kevin James går igennem sin pool i ‘Grown Ups’, eller når Adam Sandler er klædt ud som en kvinde i ‘Jack and Jill’.

‘Jack & Jill’

Man kan således heller ikke stemple Adam Sandler som en færdig mand i Hollywood. Han er vellidt af sine kollegaer (jf. hans optræden i ’Top Five’), børnene elsker ham, studierne elsker ham for hans evne til at skabe profit (med visse, nyere undtagelser), og så har Netflix i øvrigt bestilt fire film af ham, som skal vises eksklusivt på streamingtjenesten.

Sandler er ikke dømt ude – til gengæld er vi andre blevet voksne og har indset, at livet ikke kun er lutter lagkage (og prutter).

Adam Sandler laver ikke film til os, men til vores børn. En rolle, han burde tage meget mere seriøst. I stedet for at sælge junkfood til børn burde han inspirere alverdens børn til at finde modet til at stå imod de dumme bøller, som han gjorde det i ‘The Waterboy’ eller lære dem, at hårdt arbejde betaler sig, som han gjorde i ‘Billy Madison’. Ikke at han skal moralisere – men han har platformen til at skabe mere spændende og lærerige fortællinger i børnehøjde.