1. Will Smith som rapper
I slutningen af 80’erne og starten af 90’erne var Will Smith indbegrebet af cool. ’Rap Fyr i L.A.’ katapulterede den kække gadedreng til uanede højder, og inden da havde han sammen med Jazzy Jeff sluppet et par ret habile album (med et track som ‘Brand New Funk’ fra 1988).
Samarbejdet varede indtil 1993, men i 1997 fik Smith så den gyldne idé at gå solo med titelnummeret til ’Men In Black’-filmen som startskud. Hans to 90’er-album ’Big Willie Style’ (1997) og ’Willennium’ (1999) var gigantiske succeser, og selv om numre som ’Miami’ og ’Gettin’ Jiggy With It’ da var meget sjove, var singler som ’Wild Wild West’ og Smiths genfortolkning af Bill Withers ’Just the Two of Us’ mildest talt tåkrummende. Der var meget hurtigt gået flere kilo cool af Smith, som måske samtidig heller ikke var Guds gave til rappen, når alt kom til alt.
Hans to album i 00’erne (’Born to Reign’ i 2002 og ’Lost and Found’ i 2005) var kommercielle fiaskoer sammenlignet med 90’er-seancen, og Smith lagde retmæssigt rapkarrieren på hylden. Men hey: Han er i øjeblikket rent faktisk i gang med at relancere sin rap-karriere. Det tegner ikke godt…
2. Den fuldfede femser-skilning
90’erne havde et hav af modemissere, og i film- og tv-verdenen var én af dem altdominerende: Midterskilningen eller måske bedre kendt som Nick Carter eller David Beckham-frisuren.
Mens James van der Beeks kiksede, midterfriserede manke blev teenagesymbol i tv-hittet ‘Dawson’s Creek’, blev både Hollywoods førsteelskere, eventyrere og menigmænd tildelt den flødebløde frisure, og hver gang var det et stensikkert hit, som man kun kunne drømme om, at man havde tykt nok hår til at plagiere.
Det er svært at sige, om vi ligefrem foretrækker den aktuelle man bun, men heldigvis modstod midterskilningen ikke tidens tand. Seneste markante filmeksempel er således fra 2008, hvor Brendan Fraser stædigt fastholdt frisuren i den tredje ‘Mumien’-film, ‘Drage-kejserens grav’.
3. Minidisc
Minidisc’en var en revolution, da den kom i 1992. Alle skulle have et fedt anlæg eller en Minidisc Walkman, der kunne afspille det nye format, der både var i bedre kvalitet, kunne indeholde mere musik, var mere stabilt og mere handy end den klodsede cd.
Men Minidisc’ens succes var en stakket frist. Alle havde lige lånt i huset for at få råd til en cd-afspiller, der fyldte det samme som en ramme øl, så de var ikke klar til at skifte format endnu engang. Det er et nogenlunde sjovt/charmerende stunt at udgive vore dages albums på kassettebånd, for det fandtes der rent faktisk en hel del, der havde afspillere til – for eksempel alle biler.
Men kære musikbranche, lad for himlens skyld være med at gå full hipster-retard og udgive noget på Minidisc i dette årtusinde.
4. ’Gøngehøvdingen’
Det er højeste mode at genoplive gamle serier i USA, ligesom danske serier bliver genindspillet på amerikansk i ét væk.
Men please, please, please: Lad ’Gøngehøvdingen’ ligge! Da vi var børn, var det ganske vist fantastisk nervepirrende at se Søren Pilmarks danske krigshelt Svend Gønge svinge sig i en lysekrone, men ved gensyn må vi nok erkende, at der er mere egnsteater i Thy end The Shakespeare Company over DR-serien: Dansk folkekomedie møder overpompøst kostumedrama og actioneffekter, der får Anna & Lotte til at ligne ’The Avengers’.
Til gengæld møder man en perlerække af danske skuespillere i et karrierevalg, der i bakspejlets ulideligt klare lys tilgodeser dem med svag langtidshukommelse: Fra Kirsten Lehfeldt som den (dengang skide uhyggelige) Kulsoen til Per Pallesen som det overkække sidekick Ib.
Introen ovenfor siger i virkeligheden det meste. Kan Nic Pizzolatto mon se muligheder? ’True Gøngehøvding’?
5. Old-school multiplayer
I løbet af halvfemserne begyndte behovet for at spille flere sammen og mod hinanden at stige. Det gav gaming en helt ny social dimension, hvilket vi stadig nyder godt af i dag. Slut var de tider, hvor det at spille mod hinanden ville sige at slå en modstanders rekord.
Men dengang krævede det link-kabler, infrarød port eller et deletastatur for at kunne spille flere på én gang. Hvad der var bomben dengang, er røv og nøgler i dag. Men heldigvis har internettet sat en stopper for det, så vi kan pløkke røven af hinanden i ’Star Wars: Battlefront’, uden overhovedet at være i samme rum.
6. Raprock
Raprock og nu-metal var ikke altid noget lort. Rage Against the Machine, Faith No More og soundtracket til 1993-filmen ’Judgment Night’ var stærke sager, men i slutningen af årtiet gik det galt. Limp Bizkit var frontløbere i den næsten selvparodierende anden bølge af raprock, mens navne som Kid Rock og Bloodhound Gang heller ikke gjorde noget godt for nogen.
De dårlige takter blev ført direkte ind i 00’erne, hvor bands som Linkin Park (det rædselsfulde fællesalbum med Jay Z – WTF!) og Crazy Town (med ’Butterfly’) blandt andet lagde genren i graven – samtidig med, at den steg på hitlisterne.
Vi vil dog give Fred Durst én ting: ’N 2 Gether Now’ fra Limp Bizkits 1999-album ’Significant Other’ holder stadig 100 procent – men det har nok noget at gøre med, at Method Man rapper og DJ Premier har produceret.
7. Eftermiddags-dåselatter
Vi har brugt uendeligt mange efterskoletidstimer foran flimmerkassen med komedieserier, som dengang var mere afhængighedsskabende end crack cocaine.
Hold nu op, hvor var Zach sej i ’Fede fritimer’, og gid man selv turde sidde omvendt på stolen i skolen som ham. Hvor var The Olsen Twins cute-sjove i ’Full House’, altså da kun overgået af de frejdige afroamerikanske tvillinger i ’Sister-’Sister. Det sorte Amerika åbnede sig for lille kridhvide Forstadsdanmark med ’Super Mr. Cooper’, ’Sinbad’, ’Family Matters’ og selvfølgelig Will Smith i ’Rap fyr i L.A.’ og den anden bad boy, Martin Lawrence, i ’Martin’.
Noget mere hegemonisk hvidt var det i ’Ti tommelfingre’, ’Alletiders barnepige’, ’Step by Step’. Og det var alt sammen – alt sammen – vanvittigt godt og sjovt og sejt og sødt, og dåselatteren rørte os ikke en tøddel. Dengang.
8. Hjemmesidedesign
90’ernes hjemmesidedesign var gjort af et særligt stof. Hjemmesidedesign er måske så meget sagt. Nærmere en digital Jørgen Klevin på LSD. Hvad der var det absolutte shit i 90’erne, er svært ikke at grine af i 2015. Hvis du havde en hjemmeside var det bydende nødvendigt, at du plastrede den til i farver, GIFs og wordart (for ikke at tale om MIDI-filer, der spillede i baggrunden). Og selvom det bød på væsentligt mere forskellighed og også nogle ganske kunstfærdige websites (Cameronsworld.net er seriøst stor kunst), så gjorde det det også umuligt at finde rundt. I dag har begreber som logisk opbygning og brugervenlighed heldigvis fundet vej til nettet.
9. »Ikke flere film på dit Blockbuster-kort, din røvguitar«
Åh, fornemmelsen af at gå ned i sin lokale videobutik og gennemtrawle hylderne på jagt efter en Van Damme-film, man endnu ikke havde set.
Der var en særlig taktil fornemmelse ved at gå på opdagelse efter sin film og sætte sine fede fingre på samtlige covers, men vi savner det nu ikke. Ofte var de mest populære film udlejet, og så var der det med at skulle tilbage og aflevere dem inden for et døgn, med mindre man lejede tre film på én gang og derfor fik 48 timer. I starten skulle man også leje selve VHS-maskinen, før den slags blev allemandseje, forbandet besværligt.
Værst af alt var det dog endelig at have fundet ’Walker Texas Ranger 3: Deadly Reunion’ på hylden, og så få at vide, at man ikke havde flere film tilbage på sit kort, fordi ens amøber af nogle forældre ikke havde fyldt det op.
Men hvad har røvguitar med det hele at gøre? Tja, var det ikke sådan noget, man sagde i 90’erne?
10. Boybands og girl groups
Kommer der nogensinde en tid, hvor vi kan tage boybands og girl groups seriøst igen? One Direction gælder ikke i denne her sammenhæng…
90’erne var overlæsset begge dele, men det er især de mandlige ækvivalenter, som kan være svære at forholde sig til i nutiden: Take That, Backstreet Boys, Westlife, *NSYNC – hitlister og teenage-værelser var plastret til, men den gennemtænkte image-fordeling af medlemmerne føles i den grad også uddateret.
Når noget af musikken stadig holder i dag, har det også en del med nostalgi at gøre. Det her fyldte så meget dengang man (eller nogle af os) var ung(e).
Det var dog på ingen måde elendigt det hele, men det er specielt en række girl groups (i nogle tilfælde mest en række singler), der har stået tidens tand. Destiny’s Child, En Vouge i starten af 90’erne, All Saints og selvfølgelig Spice Girls, som på en eller anden måde aldrig rigtigt er gået af mode.
Det er måske det, man tidligere og lidt udvandet kaldte ‘guilty pleasures’ i manglende erkendelse af, at det altså var helt okay at kunne lide denne her skamløse pop på sine ældre dage.
11. Online-chat
Chat, man. Det var det vildeste i slut-90’erne. Hvis man havde lyst til at møde nye mennesker, så skulle man en tur ind i Netstationen eller Jubii Chat. Her kunne man oprette en avatar, gå ind i Højhuset eller Jubii-Skibet og så ellers bare chatte løs med vildtfremmede – lige som mor altid har sagt, man ikke må. Den gang var det helt vildt revolutionerende, men i dag er der heldigvis kommet langt bedre (og pænere) platforme for den slags, som samtidig tager højde for, at de fleste helst bare vil snakke med deres rigtige venner og ikke én, der sandsynligvis i virkeligheden hedder Preben fra Smørum Nedre. Well, både Netstationen og Jubii Chat findes endnu. Det er mest af alt bare underligt, særligt fordi konceptet slet ikke har ændret sig siden 90’erne. Tak, men nej tak. Facebook Messenger virker fint.
12. ’Baywatch’
Pamela Andersons frodige kurver presset ned i en rød svømmedragt tilsat laaaaangsom slowmotion og en finkornet strandside: Selve billedet af 90’erne for mangen en teenagedreng.
Serien om en håndfuld solbrune og veltrænede livreddere i Los Angeles blev både affyringsrampe og landingsbane for Pamela Anderson og David Hasselhof, der blev så nært beslægtet med ’Baywatch’ 90’er-kitsch, at de aldrig nåede længere i karrieren. Og faktisk er det bemærkelsesværdigt, hvor få stjerner serien fødte, selvom den tordnede derudaf i hele 11 sæsoner – Jason Momoa aka. Khal Drogo i ’Game of Thrones’ er én af de eneste.
’Baywatch’ var en slags ’Beverly Hills’ i småt tøj og med vaseline på linsen. Det fungerede ypperligt dengang, men min gud i himlen, hvad skal vi med den kommende spillefilmudgave, ’Baywatch the Movie’, hvor Dwayne ’The Rock’ Johnson, Zac Efron og ’True Detective’-skuespilleren Alexandra Daddario forsøger serien at genoplive fordums storhed? Nogle ting skal man bare lade ligge.
Titelsangen holder dog endnu.
13. Alle de fantastiske (og elendige) one-hit wonders
Der har selvfølgelig været one-hit wonders i alle årtier, siden musikken begyndte at blive udgivet, men der er nu et eller andet ved fænomenet, der føles knyttet specielt til 90’erne. Ellers var det bare fordi, at hitskabelonen dengang var lidt mere fri? Årtiet var i hvert fald fyldt til randen med skæve, skøre, kvalme og (nogle) stadigt fantastiske enlige svaler, der i dag kan nydes eller afskys med og/eller uden ironi.
One-hit wonders siger selvfølgelig også noget om, hvad der styrede mainstreamen i tiden, og man kan ikke komme udenom, at 90’erne måske er det årti, der har flest rådne æbler i genrekurven.
Men hey: Coronas ‘Rhythm of the Night’ er da stadig meget fed? Det samme er Biz Markies ‘Just a Friend’. Og Mark Morrisons ‘Return of the Mack’. Jennifer Paige kan dog godt blive i 90’erne… Og kan du huske 4 Non Blondes? New Radicals? Lou Bega? Åh…
14. Trailer-stemmen over alle trailerstemmer
»In a woooorld…«, brummede Don LaFontaine tit og ofte i de mere end 5.000 trailers, han nåede at lægge stemme til – og pompøs og skabelonskåret som han var, kunne vi ikke lade være med at holde af ham.
‘Thunder Throat’ og ‘The Voice of God’ var blandt den verdenskendte trailerstemmes kælenavne, og LaFontaines basfyldte røst lagde kimen til en helt ny måde at skære tv-reklamer og filmtrailers på – på godt og ondt.
For som komikeren Pablo Fransisco illustrerede i sin verdensberømte little tortilla boy-sketch, blev Fontaine med tiden lidt af en parodi på sig selv, og selvom et gensyn med hans mest fortærskede slaglinjer i trailers som ovenstående stadig vækker begejstring, begræder vi ikke ligefrem nutidens fravalg af bombastiske trailer voices.
»In a woooorld…« vil vi i dag kun høre i de herlige honest trailers.
15. Uforståelige SMS-forkortelser
Selvom sms’en først for alvor peakede op gennem 00’erne, så trådte den sine spæde første skridt i 90’erne. Og hvilken revolution det var. Fuck dig fax – her kommer sms’en, der med sine 140 tegn (eller 160 tegn i 7-bit) kunne levere beskeden direkte til modtageren fra telefon til telefon.
Men med introduktionen opstod der også et forfærdeligt nyt sprog, der mest af alt lignede, at det var Stevie Wonder bag tasterne. De 140 tegn at gøre godt med, betød nemlig, at kunsten at fatte sig i korthed blev en slags olympisk social disciplin. »j komr lit cnr. glædr mi t a c di.«, var daglig skrift for »jeg kommer lidt senere, jeg glæder mig til at se dig«.
Selvom der stadig lystigt bliver brugt forkortelser i sms- og chatbeskeder, så begrænser det sig trods alt til længere ord, der rent faktisk har brug for at blive forkortet. Tak Gud for ubegrænset sms og SwiftKey-tastatur.
Læs også: Kommentar: Alt var værre i gamle dage – tro mig
Tjek hele vores tema – 90’erne genoplivet – HER.