Instruktør af storfilm med Nikolaj Coster-Waldau undskylder for ’hvidvask’

Flere instruktører er i den seneste tid kommet under beskydning for at se stort på etnisk diversitet. Først undskyldte Cameron Crowe for castingen af Emma Stone som indfødt hawaiianer i ’Aloha’, senere blev både Ridley Scott og Roland Emmerich anklaget for ’hvidvask’ i henholdsvis ’The Martian’ og ’Stonewall’.

Alligevel er det opsigtsvækkende, at Alex Proyas (‘I, Robot’, ‘Dark City’) nu følger Crowes eksempel og fælder hård dom over sine castingvalg i ‘Gods of Egypt’ – af den simple årsag, at storfilmen om vrede, egyptiske guder endnu ikke har fået biografpremiere.

Guderne spilles af danske Nikolaj Coster-Waldau og skotske Gerard Butler, to mænd uden åbenlyse egyptiske aner.

»Det er en kompliceret proces at caste en film, men vi skulle helt afgjort have søgt større diversitet i vores castingvalg«, udtaler Proyas i en pressemeddelelse. »Jeg undskylder oprigtigt over for alle, der føler sig krænket af vores beslutninger«.

‘Gods of Egypt’ rammer de danske biografer den 25. februar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af