’Legend’
Den virkelige historie om Swinging Londons enæggede forbryderbrødre Reggie og Ronnie Kray burde være filmisk guld på fad.
Tvillingerne sad tungt på den engelske hovedstads organiserede kriminalitet i 60’erne, og med en glamourøs dækgesjæft som natklubkonger blev de til Scotland Yards store fortrydelse en regulær del af popkulturen: Dødsensfarlige og farligt charmerende festede de med Frank Sinatra, blev fotograferet af David Bailey og parodieret af Monty Python.
»The Beatles og The Rolling Stones herskede over popmusikken, Carnaby Street over modeverdenen… og jeg og min bror herskede over London. Vi var fucking urørlige«, skrev Ronnie Kray i selvbiografien ’My Story’.
Desværre er Brian Helgelands homogent betitlede, stilforvirrede ’Legend’ dog langt fra det ’Goodfellas’-beslægtede gangsterepos om tvillingernes herredømme, man kunne have håbet på.
Således har Helgeland, som ellers i en ikke så fjern fortid pennede mesterværket ’L.A. Confidential’, af uransagelige årsager glaseret Kray-bissernes filmiske genopstandelse med et sukkersødt kærlighedsdrama, fuldendt med en stupidt simplificerende voice-over leveret af Reggies sweetheart Frances (Emily Browning som naivt dukkehoved).
Unge Frances og casanovaen Reggie (Tom Hardy) mødes og forelsker sig over et par scener i Londons East End, der tonalt synes at høre bedre hjemme i en romantisk komedie end en krimi. Men livet som tredjehjul til de notoriske brødre er ikke lutter lagkage, og snart popper Frances piller, mens Reggie og ravende psykotiske Ronnie (Hardy igen) småskændes om, hvorvidt ultravold fremmer forretningen, og amerikanske spaghettigangstere (ført an af genrefavoritten Chazz Palmiteri) øjner muligheden for at forvandle London til et britisk Las Vegas.
’Legend’ er bedst, når den dropper melodramaet og fokuserer på brødrenes eksplosive rise to fame og interne ’Mus og Mænd’-dynamik – smarte Reggie er hjernen bag familieforetagenet og damernes ven, store Ronnie utilregnelig afstumpet og åbent homoseksuel (sidstnævnte en sjældenhed for tidsperioden).
Effekten er dog mere syret fascinerende end fuldt ud vellykket, når Hardy går i clinch med sig selv, og Ronnie reduceres for ofte til paranoid comic relief med kartoffel-tyk snøvlen bag falskt gebis. Skønt anken forekommer absurd, mangler der slet og ret den kemi mellem Hardy og Hardy, der skal få os til at tro på tvillingernes ubrydelige bånd, når lokummet brænder.
Man ønsker gentagende gange, at en Guy Ritchie have sat sin mørkere, ’Snatch’-satiriske signatur på løjerne. I stedet serverer Helgeland en rodet omgang Ritchie-light, der hverken i rap krydsklipning eller action matcher det klokkeklare forbillede, når han er bedst.
Og når Duffy tilmed crooner retro-smart på tvillingernes natklub, bliver man for alvor i tvivl, om instruktøren ikke blot er endnu en Kray-fanboy, akkurat så duperet af brødrenes kriminelle ’coolness’ som de tabloidmedier, der engang gjorde dem til stjerner.
Kort sagt:
Med den Oscar-vindende manuskriptforfatter på ’L.A. Confidential’ i instruktørstolen og kamæleonen Tom Hardy i en dobbeltrolle som virkelighedens gangsterbrødre Ray og Ronnie Kray genopfinder ’Legend’ veloplagt Londons blodtilsølede swinging sixties. Men en rasende spændende fortælling drukner i påklistret pladderromantik og selvfed effektmasturbation.