Kan ’The Daily Show’ overhovedet fungere uden Jon Stewart? Det var det store spørgsmål i kølvandet på Stewarts annoncering af, at han ville forlade ’The Daily Show’ efter 16 år som vært. Stewart overlod programmet til John Oliver i tre måneder i 2013 for at instruere filmen ’Rosewater’, men denne gang var det altså et permanent farvel.
’The Daily Show’ har haft mange talentfulde korrespondenter, der i tidens løb er kommet og gået, men Stewart har været det faste anker, lige siden han i 1999 overtog fra Craig Kilborn, hvis halvsløje regeringstid varede halvandet år. Stewart personificerede ’The Daily Show’ og formede det til en velsmurt satirisk maskine, der med kløgt og snilde guidede seerne gennem dagens politiske nyheder.
Hvordan erstatter man så et ikon som Jon Stewart? Det hurtige svar er: Det kan man ikke. Men man kan bevæge sig i en lidt anden retning og forsøge at skabe et setup, der taler til afløserens styrker. Det virker i hvert fald som Comedy Centrals strategi med valget af Trevor Noah som ny mand i værtsstolen.
Lad jer ikke bedrage af den charmerende facade
Noah, der har optrådt som korrespondent i programmet, var ikke Comedy Centrals førstevalg. Og det er næppe en overdrivelse at sige, at den sydafrikanske standupper på forhånd var lidt af en outsider til værtsrollen.
Noget tyder dog på, at tingene alligevel så småt begynder at flaske sig. Noah viser flere og flere eksempler på sin skarpsindighed og er samtidig godt hjulpet af at komme til i en tid, hvor de politiske vittigheder nærmest skriver sig selv. Han fik i den grad sat tonen i sin første udsendelse:
»Jon Stewart var mere end en late night-vært, han var ofte vores stemme, vores tilflugt, og på mange måder vores politiske far. Og det er mærkeligt, for far er gået, og nu føles det, som at familien har en ny stedfar. Og han er sort, hvilket ikke er ideelt«.
Trevor Noah og Jon Stewart har faktisk et par ting til fælles. Begge har en fortid som stand-up-komikere, og begge overtog ’The Daily Show’ i begyndelsen af en amerikansk præsidentvalgkamp.
Noahs erfaring med stand-up har styrket hans komiske timing, og det er tydeligt, at han, ligesom Stewart, har funny bones. Noahs stil er dog anderledes. Han virker afslappet, smilende og oprigtigt glad for at være til stede. Denne overskudsagtige fremtoning står til tider i kontrast til Jon Stewart, der var bedst, når hans komik var båret af en frustration og foragt mod magthavernes håbløsheder.
Man skal dog ikke lade sig narre af Trevor Noahs afvæbnende udstråling, for han kan være lige så kontant og spydig som sin forgænger. Den amerikanske præsidentvalgkamp er enhver politisk komikers våde drøm, gaven der bliver ved med at give, og Trevor Noah tager imod med åbne arme. Det går især hårdt ud over de republikanske kandidater anført af Donald Trump og Ben Carson, der bliver revet rundt i manegen.
Trevor Noah har efterhånden perfektioneret sin parodi af Ben Carsons afdæmpede, nærmest søvnige udtalelser og mimik. Parodien går lige så rent ind, som når Jon Stewart taler med en feminin sydstatsaccent for at efterligne Lindsey Graham. Noah får dog også substansen med, som når han analyserer, hvordan en af Ben Carsons rådgivere har kritiseret Carson for ikke at være tilstrækkeligt informeret i udenrigspolitiske spørgsmål.
Segmentet er en hårdtslående kritik af en underkvalificeret præsidentkandidat (Carson foreslår at give en del af Egypten til palæstinenserne, tilsyneladende uden at egypterne vil opdage det) og en glimrende dissekering af Carsons spin i forsøget på at minimere skaden ved at tage afstand fra rådgiveren.
Mindre fokus på mediekritik
En af de store forandringer på ’The Daily Show’ under ledelse af Trevor Noah er, at programmet indeholder langt mindre kritik af andre mediers nyhedsdækning.
Jon Stewart var kendt for sine høje journalistiske standarder og hans vedvarende kritik af de etablerede nyhedsmediers selvmodsigelser og hykleri. Det gik især ud over den evige fjende FOX News, som han kækt navngav Bullshit Mountain. Dette skift i fokus bygger dog på en bevidst beslutning fra Noahs side:
»Jon havde den ret, fordi han selv havde opnået et særligt niveau af journalistisk integritet. Hvem er jeg til at kritisere medierne, når jeg ikke føler, at jeg har bygget et tilpas fundament? Det ville jeg ikke gøre«, har Trevor Noah sagt i et interview med podcasten Pop Culture Happy Hour om det anderledes fokus.
Det er umiddelbart en ydmyg tilgang – og forståelig. Som seer kan man dog frygte, at man kommer til at savner Stewarts skarpe observationer, der ofte fungerede som en modvægt til den (i dele af USA) gængse diskurs. Forhåbentligt kommer andre mediers nyhedsdækning med tiden til at fylde mere, efterhånden som Noah føler, at han sidder fastere i sædet.
Fin ironi
Trods den mediemæssige berøringsangst har Trevor Noah i sin første tid som vært heldigvis demonstreret, at han ikke er bange for at udfordre andre autoriteter – og hele den amerikanske selvforståelse filtreret gennem hans sydafrikanske blik.
Desuden besidder han en fint ironisk blik, som omkring politiets brok over den såkaldte ’Ferguson effekt’, hvor flere civile er begyndt at filme politifolk, mens de er i tjeneste.
»Politiet prøver bare at fremsætte en pointe. Folk behandler dem uretfærdigt, på grund af hvem de er, og hvordan de ser ud. Folk følger dem rundt med kameraer og ser alt, hvad de foretager sig, med en mistanke om at de bryder loven. Politiet er bange for at stige ud af bilen af frygt for, at nogle vil tage en telefon og på brutal vis filme dem. Hvem kan forestille sig, hvordan det må føles?«
Tilflytterens perspektiv
I en af Comedy Centrals reklamer for den nye vært blev der lavet sjov med, at stolen er den samme, men at røven, der sidder i den, er ny.
Der er dog sket mere med ’The Daily Show’ end ankomsten af en ny bagdel. Trevor Noah formår i glimt på fortræffelig vis at udnytte sin baggrund – han blev født i Sydafrika af en afrikansk mor og europæisk far – og sætte sit unikke aftryk på de emner, der bliver dækket.
Det gælder både, når han som nytilflytter iagttager amerikanerne og frit kommenterer på nogle af de mere bizarre elementer i deres politiske system, men også når han siger ting, som Jon Stewart aldrig ville gøre.
Noahs sammenligning af Donald Trump med forskellige afrikanske præsidenter og diktatorer er et markant eksempel på et emne, hvor Jon Stewart formentlig ville være blevet kritiseret eller ligefrem anklaget for racisme, hvis han havde været afsenderen.
Noah indleder segmentet med at sige, at i 2008 valgte USA sin første sorte præsident, men at det nu er tid til, at USA skal vælge sin første afrikanske præsident. Herefter viser han originalt, hvordan Donald Trumps udtalelser har de samme xenofobiske og selvforherligende kendetegn som udtalelser fra blandt andre Idi Amin, Robert Mugabe og Muammar Gaddafi.
Skarp konkurrence om de samme vittigheder
Seth Meyers, Stephen Colbert, Larry Wilmore og John Oliver laver alle politisk nyhedssatire. Konkurrencesituationen understreger vigtigheden af, at kvaliteten af Trevor Noahs argumenter og iagttagelser er høj, for ellers risikerer han at komme til kort i dysten med de andre værter, hvis segmenter ofte kredser om de samme emner.
Mange talkshows dækkede eksempelvis den første demokratiske debat, hvor kandidaten Lincoln Chafee forsvarede sin stemme for at give de amerikanske banker mere magt ved at sige, at det var hans første afstemning, og at han netop havde mistet sin far.
Trevor Noah brugte udtalelsen til at illustrere, at Chafee havde en forfærdelig aften og sammenlignede ham med et barn, der havde tabt sin is. Meyers forklarede først konteksten for Chafees stemme og lavede derefter en vittighed om, at fjender af USA frit kan angribe, første dag Chafee er præsident, for der vil han formentlig være uforberedt.
Og Colbert valgte derimod at vise en længere udgave af udtalelsen, hvorefter han med en barnlig stemme imiterede Chafee og derved demonstrerede det absurde i hans forklaring.
Humor er som bekendt en smagssag, og ovennævte eksempel er taget ud af et sammenhængende segment. Men det illustrerer, hvordan flere af late night-værterne laver vittigheder om de nøjagtigt samme ting. Her bliver det vigtigt for Noah, at han formår at differentiere sig gennem både en overraskende vinkling og kvaliteten af vittighederne.
Små-akavede interviews
Det er meget forskelligt, hvor godt værterne håndterer talkshowformatets faste interviewsegmenter. Jon Stewart kunne have en tendens til at virke en smule uengageret, når gæster kom forbi for at promovere en ny film eller bog, mens han var i sit rette element, når gæsten var i studiet for at diskutere politik.
Trevor Noah virker endnu ikke helt hærdet i disciplinen, hvilket blandt andet ses i interviewet med republikaneren Chris Christie. Noah udfordrer Christie på hans immigrationspolitik, men samtalen og argumenterne kradser kun i overfladen. Måske skyldes det, at det var Noahs første uge, og at han ville fremstå som en flink og indbydende vært. Mod slutningen af interviewet mistede Noah tilsyneladende dampen og spurgte blandt andet om, hvordan Christie vil forbedre sine tal i meningsmålingerne. Svaret lød: »Kom på den første uge af ’The Daily Show med Trevor Noah’, baby«.
Kendisinterviewet kan i et late night-program ofte virke som en umotiveret anstrengelse, som værten bare skal igennem så gnidningsfrit som muligt. Man får indtryk af, at Trevor Noah deler denne opfattelse. Det er svært at spå, om Noah virker små-akavet og utilpas i interviewsituationen, fordi han er ny i værtsrollen, eller fordi det simpelthen ikke ligger til ham.
Jon Stewart kendte trods alt mange i branchen og fik ofte besøg af venner og folk, han var interesseret i at tale med, hvilket som regel bidrager til samtalens kvalitet. Men i det mindste er det et område, hvor Noah har rigelig tid til at forbedre sig – og det er i sidste ende ikke her, hans succes eller fiasko vil blive afgjort.
Det store generationsskifte
Trevor Noah er kun 31 år gammel og er således mere end 20 år yngre end sin forgænger. Alene den store aldersforskel vil formentlig gøre Noah nemmere at forholde sig til for et yngre publikum, men der er også indholdsmæssige eksempler fra programmet, der peger i retning af, at man vil have fat i en yngre målgruppe.
Noah er autentisk, når han refererer til popkultur og eksempelvis laver sjov med Kanye Wests støtte til Ben Carson eller erklærer, at Drakes dans i ’Hotline Bling’ bringer flovhed over alle mennesker af blandet racebaggrund. Noah virker oprigtigt fremme i skoen, mens Stewarts henvisninger til popkultur ofte blev serveret med en mængde ironisk distance.
Noah forsøger desuden at engagere sit publikum gennem sociale medier. Da den republikanske præsidentkandidat Ted Cruz lavede en valgvideo for nyligt, besluttede Trevor Noah at gå all in på parodi-vognen ved at opfordre seerne til at sammenklippe deres egne versioner af valgvideoen og efterfølgende dele dem med hashtagget #CruzYourOwnAdventure. Det har resulteret i nogle både sjove og kreative bud fra seerne.
Dyk i seertal, men grund til optimisme
Det var forventeligt, at der ville komme et dyk i seertallene efter Jon Stewart stop. Trevor Noahs første måned som vært på ’The Daily Show’ havde 37 procent færre seere sammenlignet med Stewarts sidste kvartal (med undtagelse af Stewarts afsluttende uge).
Alligevel er der grund til optimisme på Comedy Centrals vegne, for den nye vært har netop vist sig i stand til at appellere til en yngre målgruppe end Stewart. Programmet klarer sig samtidig særdeles godt på de digitale platforme.
Det er uvist, hvor længe indslusningsfasen vil vare, og hvilke højder ’The Daily Show’ kan nå med Trevor Noah som vært. Kodeordet bør være tålmodighed, for der er ikke nogen tvivl om, at Noah både besidder den kløgt og komiske timing, der er påkrævet for at kunne bearbejde politik på en informativ og underholdende måde.
Nu skal han bare vise, at han kan være konsistent over længere tid og levere kvalitetsindhold, der matcher eller overgår konkurrenternes. Samtidig skal han forsøge ikke at lade den ellers velmenende ydmyghed spænde ben for ham. Det er lettere sagt end gjort, men potentialet er til stede. Foreløbigt kan det absolut godt anbefales at hægte sig på ’The Daily Show with Trevor Noah’.
‘The Daily Show’ kan ses på Comedy Central Danmark.