Kommentar: Disse tre pointer kan lukke munden på enhver Star Wars-hader

Niki Vraast-Thomsen, filmekspert og ‘Star Wars’-elsker (han ejer et Star Wars-RISK-spil), forsøger at overbevise alle skeptikerne om, hvorfor George Lucas' rumopera er et popkunstnerisk superfænomen. Køber man ikke hans tre argumenter, giver han op.
Kommentar: Disse tre pointer kan lukke munden på enhver Star Wars-hader

Selvfølgelig er det ok at hade ’Star Wars’. Men man kan ikke være ligeglad. Jeg har mødt folk, som tager afstand fra ’Star Wars’, enten fordi de elsker indie- og kunstfilm og bebrejder ’Star Wars’ for opfindelsen af den moderne blockbuster, eller fordi de synes, at alt sådan noget rumhalløj er idiotisk (for eksempel min mor, som mindes en frygtelig biograftur, hvor hun kedede sig, imens en fjoget grøn dukke snakkede om magi).

Andre kan bare godt lide at være modsat, når hypen er størst.

Her er tre pointer, som ’Star Wars’-haderne som regel ikke selv har tænkt på eller er klar over. De tager udgangspunkt i den originale film fra 1977. Herefter er diskussionen lukket (nå ja, man har jo lov at håbe). ’Star Wars’ er et popkunstnerisk superfænomen, som man ikke kan komme udenom.

1. Star Wars er verdensmester i world building

For alle, der er interesserede i storytelling og skabelsen af verdener med historier, er der en simpel replikudveksling i ’Star Wars’, som får hårene til at rejse sig. Det er Luke, der spørger ind til Obi-Wans fortællinger om fortiden: »You fought in the Clone Wars?«.

Hvis replikken havde været »You fought in the wars?« havde jeg nok ikke 25 år senere fået foræret en Clone Wars-udgave af det klassiske RISK-spil. Referencen til denne særlige, navngivne krig, som George Lucas på det tidspunkt ikke havde andet end løse noter på, er med til at gøre Star Wars-universet meget større i rum og tid.

Det er et af de bedste eksempler på brugen af storyworld-begrebet distant hills, altså at man i verdensopbygningen skal sørge for at skabe symbolske eller bogstavelige bjerge i horisonten, så der altid er mulighed for at komme andre steder hen og fortælle nye eventyr.

2. Holdet bag Star Wars er filmhistoriens måske vildeste dream team

Aldrig før eller siden er det lykkedes en filmproduktion at samle så store kunstnere, der toppede kreativt netop på det tidspunkt.

Ralph McQuarries fantasifyldte og overjordiske designs og illustrationer fik dyb indflydelse på filmens udseende, og nogle af hans tegninger er blevet direkte oversat til lærredet. Joe Johnston revolutionerede brugen af miniaturemodeller, og John Dykstra, som havde stået i lære som effektmager hos Douglas Trumbull (’Rumrejsen år 2001’), byggede verdens første computerstyrede motion control-kamera. ’Star Wars’ blev hans svendestykke.

Ben Burtts lyddesign betyder, at vi i dag øjeblikkeligt genkender lyden af en blaster, en TIE-fighter, et lyssværd, en wookie og Darth Vaders åndedræt. Brølet fra imperiets TIE-fightere blev lavet ved at strække og blande lyden af bil på våd motorvej og en elefants trutten.

Komponist John Williams lavede et symfonisk score med ledemotiver efter Wagnersk opskrift – noget helt andet end samtidens primitive elektrolyde i sci-fi-film, der lød gammeldags fem minutter efter premieren. Den storslåede musik under introteksten i ’Star Wars’ var John Williams’ første af hans store anthems, som også tæller temaerne til ’Indiana Jones’ og ’Superman’.

Man kan mene, hvad man vil om George Lucas, men at samle denne flok som hjælpere til at realisere sit sære rumeventyr er bare brillant instruktør- og producerarbejde.

3. Star Wars har en af de dramaturgisk mest effektive slutninger i filmhistorien

Om vi som publikum oplever en films slutning som tilfredsstillende afhænger meget af, om vi kan føle hovedpersonernes og historiens mål blive fuldført.

Manuskriptforfatter Michael Arndt, der er medforfatter på ’Star Wars: The Force Awakens’, taler om, at hvis alle hovedplots kan forløses straks efter det dramatiske klimaks – afgørelsens øjeblik – så kan filmen opnå The Insanely Great Ending, der henfører publikum i ekstase.

I ’Star Wars’ forløses de tre store historiestrenge – det indre, ydre og filosofiske mål – inden for halvanden manuskriptside og kun 22 sekunders filmtid. På toppen af den dramatiske kurve har Han Solo egoistisk forladt oprørerne, selvom de desperat har brug for hjælp. Nu er oprørernes base få sekunder fra at blive knust af Dødsstjernen, og Darth Vader har Luke på sigtekornet. Alt håb er ude. Men så…

Han Solo vender tilbage, skyder TIE-fighterne ned og sender Darth Vader hvirvlende ud i rummet. Han overvinder selviskheden og bliver en helt. Selv en scoundrel kan opnå moralsk frelse, og således opnås det filosofiske mål. Luke overvinder sin egen tvivl, lukker øjnene og stoler på kraften. Det er hans skæbne, og det indre mål er opnået. Torpedoerne suser ned i udstødningsrøret og er på vej mod hovedreaktoren. Dødsstjernen pulveriseres, og historien ydre mål er nået.

Det er et af de vildeste halve minutter i filmhistorien, og man har knap rykket sig tilbage i sædet, før der er præmieoverrækkelse og rulletekster. Sådan lukker man en film.

Læs også: Vores store anmeldelse af ‘The Force Awakens’

Læs også: De seks ‘Star Wars’-film rangeret fra den værste til den bedste

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af