’Louder Than Bombs’

Joachim Triers ’Reprise’ og ’Oslo 31. august’ er små film, der bare vokser sig større og større for hvert gensyn. Livskloge, humoristiske, melankolske. For en hel generation af især unge filminteresserede er nordmanden blevet yndlingsinstruktør nummer ét – billedet på, at man kan lave dybfølte og intellektuelle film med et personligt filmsprog, uden at det bliver alvorstungt prætentiøst.

Triers første film på engelsk er også livsklog, humoristisk og melankolsk. En lille film, der virker tilfreds med at være lille, og som derfor heller ikke vokser sig lige så stor som de forrige.

Mens instruktøren og hans faste medforfatter Eskil Vogt dyrkede et smalt – og derfor dybt – fokus på ganske få hovedpersoner i de norske film, sætter de denne gang hele fire karakterer i scene. Resterne af en kernefamilie i New York forsøger at komme sig over et tab. For tre år siden begik stjernefotografen Isabelle (Isabelle Huppert) selvmord og efterlod sin mand, læreren Gene (Gabriel Byrne), og deres to sønner, Jonah (Jesse Eisenberg) og Conrad (Devin Druid), med et hul i hjertet. Jonah er lige blevet far, men vender tilbage til barndomshjemmet for at rydde op i morens arkiver forud for en retrospektiv udstilling. Conrad er en mørkklædt, computerspillende teenager, som Gene så desperat forsøger at nå ind til, at han stalker ham på gaden. I ét af filmens bedste påfund opretter Gene en computeravatar og leder efter ham i timevis i sønnens foretrukne spil – kun for at blive slået beslutsomt ihjel i samme øjeblik, de to fantasy-figurer står ansigt til ansigt.

Trier arbejder igen med forbilledligt billedlig opfindsomhed, som også kommer til udtryk i en vital montagesekvens, hvor Conrads ord vækkes til live med florlet elegance. I et klassisk Trier-træk flettes adskillige fortælleniveauer sig desuden ubesværet ind og ud af hinanden, og her er både drømme, fantasier og flashbacks, hvor også Isabelle bliver vakt til live som en væsentlig karakter.

Men hurtigt står det klart, at det er historien om Conrad, der er filmens åbenbaring. Man er hurtig til at dømme ham ude som apatisk usympatisk teenager, men langsomt viser det sig, at han gemmer på et forbløffende rigt følelsesliv bag den tillukkede facade.

Det er smukt at se, hvordan Conrads sorg slår over i kreativitet og livsmod, og gennem forskellige fortællesynsvinkler på de samme begivenheder illustrerer filmen flot, hvordan verden ser ud fra en sårbar teenagers perspektiv.

Her er en ung knægt, der er blevet voksen for hurtigt, men hvis traume også får ham til at stole på sine egne følelser. Han er i familie med Philip fra ’Reprise’ og Anders fra ’Oslo, 31. august’, lige så nuanceret skildret af Trier, Voigt og talentfulde Devin Druid, der tidligere har gjort sig bemærket i ’Louie’ og ’Olive Kitteridge’. Knap så skarpt står Jonah og Gene, der på hver deres måde bilder sig selv ind, at de har fod på tingene. For dem begge viser morens spøgelse at være mere præsent, end de havde troet.

Joachim Trier er sluppet flot fra sin første amerikanske film. ’Louder Than Bombs’ er afdæmpet og fintfølende. Næste gang må han gerne skrue op for armbevægelserne.