’Mens vi presser citronen’
Kan man stege frikadeller på en Weber-grill? Hedder det ’musselmalet’ eller ’musemalet’? Er en dessert stadig en dessert, hvis den er sukkerfri og baseret på skyr? Og var det egentlig Piet Hein eller Poul Henningsen, der lagde initialer til PH-lampen?
DR’s nye komedieserie ’Mens vi presser citronen’ kommer omkring alle de store spørgsmål i livet og stiller skarpt på parforholdet omkring de 40. Den cirkler om tre par, deres børn og deres månedlige madklub. I første afsnit afslører Sigrid (Lærke Winther) midt i madklubbens tranebær-/fetafrikadeller, at hendes mand Peter har forladt hende og sønnen Buster til fordel for en svensk fotomodel/ph.d./jazzsangerinde på 26 år.
Hele pakken, med andre ord: Klog, krea, smuk og ung. Sigrid hopper ud på terrassen og tænder en smøg mellem retterne og lader nyheden bundfælde sig i forsamlingen. Bag hende lukker selskabet symbolsk døren. For cigaretrøgen, men lige så meget for ikke at blive smittet med denne rædsomme nye sygdom: Skilsmisse, der ikke blot truer med at smadre madklubben (»hvem skal vi vælge? Søren eller Sigrid?«), men også de to resterende pars facader, der er nænsomt bygget op om (instagram-)billedet på det gode liv.
Det hele var nemlig ellers så godt. Børnene havde det »bare så fedt sammen«, der blev smidt onkelagtige vittigheder hen over opvasken, og mågestellet var intakt i murermestervillaen. Men skårene i Sigrids ægteskab slår revner langt ind i de to resterende vennepars forhold. For når først én holder et realiteternes uperfekte spejl op, så er det svært ikke at genkende en flig af sit eget parforholds fejl og mangler dér i ridserne.
Og netop skildringen af det sørgeligt uperfekte er en øvelse, som ’Mens vi presser citronen’ skildrer… nogenlunde. Som en bouillonterning kogt på marvbenene af ’Lykkevej’ og en noget mindre sjov version af ’Ditte og Louise’ er den nye DR-satsning et bud på en dansk serie skåret over cirka samme læst som nyere amerikanske successerier som fx dramadyen ’Togetherness’. Vel at mærke nøje tilpasset sindbilledet på danske børnefamilier i den kreative klasse. Serien tager altså hverdagsdramaet og tilsætter lidt ekstra telelinse på udfordringerne, hvorefter der krydres med rigeligt vittige bemærkninger for resten. Og skylles efter med grappa og birkesaft.
’Mens vi presser citronen’ bliver bare aldrig sådan rigtigt sjov. Heller ikke når den rigtigt prøver. For parodien på det sukkerforskrækkede segment bliver mærkeligt søgt: »Må man få en øl?«, spørger Sigrid, hvis mand lige er skredet. »Nej helst ikke, det er jo onsdag«, svarer en stramtandet palæo-Lise (Lisbeth Wulff, der med serien også DR-debuterer som manuskriptforfatter), som i øvrigt dyrker masser af sex med sin mand Kim (Rasmus Botoft), men til gengæld lider graverende afsavn på forståelsesfronten.
Også karakteren Søren (Peter Gantzler) er lige en tand mere karikeret end nødvendigt som liderlig sexdepraveret tøffeltype. Man krummer man tæer, når han – så snart Sigrids skilsmisse er offentliggjort – for næsen af sin hustru Lotte (Ellen Hillingsø) kalder selskabets nyslåede single for en MILF og på dansk småslesk beskriver, hvordan det betyder »en mor jeg gerne vil bolle«. Med streg under jeg og uden blot et gran af ironi.
Så. Det er ikke Emmy-materiale, der her er præsteret. Men ikke desto mindre et solidt debutforsøg fra Lisbeth Wulffs hånd. Og fordi man genkender sig selv i Arne Jacobsen-lamperne og de indrammede grafiske prints og ikke mindst boeuf bourguignionen, er det hele underligt dragende på den udramatiske måde.
Anmeldt på baggrund af de to første afsnit.