’Tale of Tales’
Lige så godt filmmediet er til at agere transparent virkelighedsspejl, lige så velegnet er det til at udforske det fantastiske. Det har været helt tydeligt allerede fra fødslen, hvor mediet på én gang blev brugt til at dokumentere hverdagshændelser såsom blade, der blafrer i vinden, og til at sende publikum ud i magiske universer, hvor det er muligt for måner at få raketter lige i øjet.
Én instruktør, der favner både det virkelighedstro og -udvidende er den italienske instruktør Matteo Garrone, der siden han blæste Cannes og alverdens kritikere omkuld med den hampre mafiafilm ‘Gomorrah’ tilbage i 2008 for alvor har skiftet ham. Glem alt om ætsende socialrealisme og sølle samfundsofrer – Garrones nye film er befolket af orker, hekse og søuhyrer.
’Tale of Tales’ er baseret på en gammel eventyrsamling skrevet af Giambattista Basile i det 17. århundrede, og i filmen sammenflettes tre fortællinger, der hver især kaster lys over dybt menneskelige følelser og svagheder. Én handler om en dronning (Salma Hayek), der undergår en yderst alternativ fertilitetsbehandling, der resulterer i tvillinger (fra to forskellige maver), en anden om en stangliderlig konge (Vincent Cassel), der knalder en heks med en engels stemme, og den sidste om en far (Toby Jones), der elsker en overdimensioneret loppe højere end sin egen datter.
Som i alle gode eventyr transcenderer fortællingerne tiden, de er skrevet i, og selvom scenarierne er groteske, så tackler de universelle temaer som barnløshed og forfængelighed, der stadig vækker genklang den dag i dag – i en tid, hvor kvinder opfordres til at tælle æg og rask væk bliver stemplet som unfuckable, efter de fylder 35.
Eventyr har til alle tider været en moraliserende størrelse, men ‘Tale of Tales’ dykker ned i det grusomme og mørke i mennesket i en grad, der gør, at den føles milevidt fra de fabler, Basiles tekster sidenhen har inspireret. En kvinde lader sig flå levende i håbet om at blive smukkere, og en mor banker en dreng synder og sammen og forsøger at fodre ham til en kæmpemæssig flagermus, fordi hun er bange for at blive efterladt.
Med det in mente kan det måske virke lidt underligt at kalde ‘Tale of Tales’ en familiefilm, men den er et fantastisk alternativ til Marvels metervarer, og hvis børnene kan tåle at høre ‘Brødrene Løvehjerte’, så kan de vel også godt klare at se Garrones balstyriske antologieventyr uden at få ar på sjælen.
Det er ikke alle handlingstråde, der er lige spændende, og især i anden halvdel mister filmen momentum, men hele vejen igennem er skuespillet eminent, og den ligner ikke noget andet, der ruller over lærredet lige nu.
Kort sagt:
Med socialrealistiske værker som ‘Gomorrah’ og ‘Reality’ på cv’et var Garrone nok den sidste person, man ville have troet kunne finde på at instruere et vaskeægte eventyr. Men ‘Tale of Tales’ er en fremragende filmatisering af Basiles balstyriske fabler, der emmer af lige dele mørke og magi.