‘Billions’

Hvis tv-seriens fornemste pligt er at trække sin tilskuer helt med ned i sit univers, er det nemt at identificere en håndfuld faldgrubber, som den helst skal krybe udenom. Showtime-serien ‘Billions’ har fødderne solidt plantet i et par af dem, og det er en skam.

For i Bobby Axelrod, der spilles fornemt af ‘Homeland’-stjernen Damian Lewis, har serien den larger than life-figur, som moderne tv-drama hungrer efter. Axelrod er en karismatisk verdensstormer, som ejer en hedgefond, der huser New Yorks bedste aktiespekulanter. Virksomheden har helt åbenbart mere end en enkelt kriminel finanstransaktion i sin portefølje, men det forhold virker til at være underordnet. Underordnet, fordi det reelt ikke er muligt at dømme Axelrod i en retssal: Hans lommer er ikke til at tømme – de er derimod store nok til, at alle, der er i nærheden af ham, er i dem.

Milliardæren Axelrod er en ærkeamerikansk mandsmyte. Myten om mesterforbryderen, der bøjer mennesker efter sin vilje og tramper på dem, der sætter sig til modværge. Hans modstandere fra ordensmagten sammenligner deres bestræbelser på at indespærre ham med sherifferne, der leder efter Butch Cassidy i ‘Butch Cassidy and the Sundance Kid’. Axelrod er af samme skuffe som pistolmændene fra Den Vilde Vesten: Kæk, fræk og ikke sen til at stole på egne evner.

‘Billions’ roterer altså om myten om manden, der ikke bare har frækheden til at narre systemet, men ender med at eje systemet fra den absolutte bund til den absolutte top. Den historie er – dømt ud fra de to første afsnit af ’Billions’ – udforsket med flere nuancer i andre moderne amerikanske serier. Som portrættet af Nucky Thompson i ‘Boardwalk Empire’, der fornemt rodfæstes i sit mikrokosmos Atlantic City. Det er råddenskabens korrumperende promenade, der føles karikeret eller pastiche som forsiden på et postkort.

I ‘Billions’ tilføjer miljøet intet. De polerede kontorpladser i Axelrods hedgefond føles ikke som monomaniske spejlkabinetter, snarere som kontorarealer, som kontorarealer er flest: Sparsomt møblerede, monokromatiske båse bestående af rullestole og computerskærme.

Serien, som ‘Billions’ føles tættest beslægtet med, er ‘House of Cards’. Forskellen er, at ‘Billions’ ikke formår at dramatisere sit kernestof, så det føles dramatisk. I ‘House of Cards’ iscenesættes konkurrencen mellem de stridende politikere altid efter målbare parametre. Det er politik som sport: Den ene part er foran, den anden halser efter. Parametrene er til at forstå og dramaet derfor til at mærke. Uanset om det handler om at indhente stemmer eller ændre mediernes diskurs, er de dramatiske optrin strikket sammen således, at Frank Underwoods exceptionelle politiske tæft føles som noget håndgribeligt, ikke noget abstrakt.

Aktiespekulationen i ‘Billions’, derimod, føles som det rene hokus pokus. Det samme er tilfældet med dundertalerne fra HR-terapeuten Wendy (Maggie Siff), der som en anden corporate cheerleader skal forestille at manipulere Axelrods medarbejdere – usikre alfahanner, der trotter rundt som kastrerede jocks i jakkesæt – mens hun er prekært placeret i midten af seriens lidt forcerede trekantsdrama (Wendy er ansat af Axelrod, men er gift med Axelrods soon-to-be nemesis, statsanklageren Chuck Rhoades, der spilles af Paul Giamatti).

Serien er et veritabelt who-is-who af B-listers fra det amerikanske serielandskab, og det ender med at blokere en smule, når man vil trækkes helt med ned i seriens univers. Men det, der skurrer mest, ikke i øjnene, men i ørerne, er antallet af metaforer, der flettes ind i den ene, anden og tredje replik – ofte så flere metaforer er oppe at slås med hinanden i samme scene.

I én scene springer Giamatti hurtigt fra amerikansk fodbold til tyrefægtning, mens Lewis senere mindes om, at man ikke er nødt til at svømme fra hajen, man skal bare svømme fra ham, man er ude at dykke sammen med.

Der er tilsyneladende intet filter, når der kastes rundt med sprogbilleder. Stiles der efter David Mamet eller Aaron Sorkin, rammer forfatterne forbi. Det er en skam. Når man et sjældent øjeblik når helt ind under huden på seriens karakterer, trækkes man med det samme ud af illusionen igen.

Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.