’Better Call Saul’ sæson 2
Alle, der har set ’Breaking Bad’, husker scenen, hvor Walter White sprænger en storskrydende aktiehajs sportsbil i luften. Det er et nøglepunkt i seriens spæde fase – et øjeblik, der med frigørende vildskab slår fast, at man ikke skal fucke med den kræftramte kemilærer.
Da den omvandrende øresnegl vender tilbage i første afsnit af spin off-serien ’Better Call Saul’s anden sæson, frygter man, at showrunner Vince Gilligan satser på gensynsglæden, akkurat som han gjorde i første sæsons indledning, hvor Tuco Salamanca og co. dukkede op i blodfattige nik til moderserien. Men aktiehajens genkomst er et strålende eksempel på, at serien om svindleradvokaten Jimmy McGill aka Saul Goodman er vokset fra sine børnesygdomme.
Hvor Walter White detonerede i rent raseri, bruger den moralsk fleksible McGill sin sølvtunge til at frarøve slipsefyren en klækkelig sum – alene for fuskeriets rus. Det er præcis her, ’Better Call Saul’ finder sin eksistensberettigelse som andet end ’Breaking Bad’ light: Når McGill bliver til Goodman og planter attachémappen på snedig afstand af den fromme moral.
Det er dog stadig den dualistiske brydekamp mellem retskaffenhed og småkriminelt lurendrejeri, der udgør kernen i anden sæsons to første afsnit. McGill betræder dydens smalle sti, da han tager imod et jobtilbud fra firmaet Davis & Mane og sætter sig til rette på et nysseligt kontor med pejs og læderstol, men kan han dy sig for at røre kontakten med ordene »do not turn off«? Selvfølgelig ikke.
På den måde forlænger de indledende afsnit følelsen af stilhed før stormen, hvilket er frustrerende med første sæsons følelsesmæssige nyreslag af en cliffhanger in mente. Til gengæld akkumuleres spændingen, fordi det luskede alter egos forestående triumf utvivlsomt vil ledsages af et dramatisk brag.
Samtidig byder afsnittene på rigelig ferm håndværk til at stimulere tålmodigheden. Vince Gilligan er seriemediets suspensemester, en begavet fortæller, der fænger med både ord og billeder og sammen med sine instruktører skaber scener så helstøbte som kortfilm – tag for eksempel Mike Ehrmantrauts kontante skoling af en lidet snarrådig it-geek gone drug dealer.
Spænding og sort humor mødes igen og igen under Albuquerqes bagende ørkensol, og det er sjældent mindre end underholdende – selv om gavtyven Goodman gerne må titte hovedet endegyldigt frem i løbet af sæsonen.
Kort sagt:
’Better Call Saul’ holder niveauet fra første sæsons sidste halvdel ved at fokusere på McGill aka Goodmans lurendrejerier frem for at kopiere formlen fra den mesterlige moderserie, ’Breaking Bad’. Det ligger i luften, at advokatens indre brydekamp får et eksplosivt klimaks – lad det komme snart.
Anmeldelsen er baseret på sæsonens to første afsnit.