De fem største overraskelser og forbigåelser ved Oscar-priserne – og vores kommentarer

1. David slog Goliat

På en eller anden måde fik mange bookmakere, eksperter og filmfans overbevist sig selv om, at ’The Revenant’ var gigafavorit til årets Oscar for bedste film. Mange glemte helt, at feltet faktisk var blevet anset for helt åbent indtil for to uger siden, hvor ’The Revenant’ vandt den engelske BAFTA, og de fleste pludselig lod sig overbevise om, at det måtte gå Iñárritus vej.

De glemte dog, at Iñárrritu ikke havde vundet sidste år hos BAFTA med ’Birdman’, som han gjorde det hos Oscar, og at ’The Revenant’ har fået en langt hårdere modtagelse i USA end i England, hvor de toneangivende aviser overgav sig i langt højere grad. De glemmer også, at amerikanerne har haft kampagnen omkring ’The Revenant’ langt tættere inde på kroppen, og at mange af dem må formodes at have nået et mæthedspunkt, hvad angik historierne om, hvor hårdt det var at lave filmen.

Når jeg frelst og distanceret skriver ’de’, er det naturligvis, fordi jeg selv en times tid før showet var så snarrådig at skrive til en Oscar-fælle, at jeg ikke troede, ’The Revenant’ ville vinde. Og at jeg i vores seneste podcast argumenterede for, at ’Spotlight’ ville vinde.

Kan jeg være i mig selv? Undskyld, skal nok gå videre. Næsten. For hvorfor vandt ’Spotlight’ – der i starten af Awards Season blev regnet fra favorit, men siden, troede mange, blev overhalet inden om af både ’The Big Short’ og ’The Revenant’ – så egentlig? Det gjorde den først og fremmest, fordi det er en film, alle kan lide. Hvor god man synes, den er, kan variere, men ingen har passionerede følelser imod den.

Oscars komplicerede præferentielle stemmesystem tilgodeser film, som alle medlemmer placerer relativt højt på de prioriterede lister – som nr. 1-, 2-, 3-stykker. ’The Revenant’ har givetvis fået mange førstepladser, men også mange sidstepladser, og det har kostet den dyrt. Tom McCarthys David slog Goliat, og uanset hvad man måtte mene om de to film, var det forfriskende med en gedigen overraskelse i showets klimaks.

2. Snøft, Sly

Alle – næsten – havde troet, at Sylvester Stallone ville få en slags æres-Oscar for sin rolle i Rocky-filmen ’Creed’. Og mange glædede sig mere end noget andet til at se veteranen på scenen, hvor han i 1977 vandt med sit boksepassionsprojekt foran blandt andet ’Taxi Driver’.

Stallone leverer måske karrierens bedste præstation som aldrende boksetræner i ’Creed’, og han får nok ikke en ny chance. Synd og skam, og måske trak han det korteste strå på grund af en kritiseret tale ved Golden Globes, hvor han først, da kameraet var klippet væk, huskede at takke sin instruktør.

Men man kan heller ikke sige, at prisen til Mark Rylance for hans rolle som russisk spion i Spielbergs ’Bridge of Spies’ er uretfærdig. Rylance var i lang tid storfavorit, inden nostalgibarometeret begyndte at pege i retning af Sly, og ligesom med ’Spotlight’ var det altså den tidlige frontrunner, der tog stikket hjem.

Rylance er sympatisk dragende og underspillet i rollen som spionen, der knytter et særligt forhold til Tom Hanks godhjertede advokat under den kolde krig. Og de knaster, figuren besidder, skyldes manuskriptet, som den trefoldige gentagelse af replikken »would it help«? En replik, Rylance brugte smukt i sin takketale, hvor han fortalte, at han havde fået at vide, at han burde campaigne mere, hvortil han svarede: »Would it help«? Det var så åbenbart ikke nødvendigt.

Eneste trøst for The Italian Stallion er, at Arnold stadig rooter for ham:

3. ’Mad Max’ sweepede de tekniske

Folkene bag ’Star Wars: The Force Awakens’ havde nok håbet på at løbe afsted med en pris eller to i kategorier som bedste visuelle effekter, mens ’The Revenant’ formodedes at have en god chance i kategorier som lydmix og lydklip. Men nej. Akademiet elsker ’Mad Max: Fury Road’. Seks priser samlede filmen sammen og blev dermed topscorer på aftenen. Mest opsigtsvækkende løb instruktør George Millers hustru Margaret Sixel fuldt fortjent med prisen for bedste klipning.

De mange priser afspejler akademiets store beundring for veteraninstruktøren Millers arbejde. Men at Oscar-akademiet alt andet lige kun i et begrænset omfang vil nedværdige sig til at hylde rendyrkede actionfilm, viser sig i, at filmen kun fik disse teknisk orienterede priser. Dem, der havde håbet, at George Miller ville overraske og nuppe instruktørprisen, blev skuffede – her sejrede Oscar-duksen Iñárritu trods alt.

4. Gaga mærkede skriften på væggen

Lady Gaga leverede aftenens bedste sangperformance med den rørende ’Til It Happens to You’. Og det havde således været helt på sin plads, hvis hun – som de fleste havde forventet – også kunne kalde sig Oscar-vinder efter showets slutning.

Sådan skulle det ikke gå. Og ikke engang nr. 2 på favoritlisten, The Weeknd, kom til fadet (for ’Earned It’ fra ’Fifty Shades of Grey’, der nok i sig selv har diskvalificeret sangen). I stedet gik sejren til Sam Smiths Bond-sang ’Writing’s on the Wall’, der formentlig har haft den elementære fordel af at være den sang, de fleste kender. Sejren demonstrerer, at sangkategorien er svær at forudsige. Og at den bedste ikke altid vinder i Oscar-sammenhæng – i denne kategori eller nogen anden.

At Smith leverede en ret tåkrummende udgave af sin Bond-slager, indikerede i hvert fald tydeligt, at statuetten var endt i det forkerte skød.

5. De korte stikker af

Kortfilmkategorierne er traditionelt nogle af de sværeste at spå om, og også i år gik det helt forskelligt, fra hvad mange havde regnet med. ’Stutterer’ vandt bedste liveaction-kortfilm, ’Bear Story’ vandt for bedste animationskortfilm, og ’A Girl in the River’ vandt for bedste korte dokumentar.

Ingen af dem var favoritter, og personligt ærgrer jeg mig over, at Don Hertzfeldts visionære animationsfilm ’A World of Tomorrow’ gik tomhændet hjem. Men det var nu alligevel positivt, at der i årets Oscar-ræs både var gode overraskelser hos de korte og de lange.