Oscar-showet 2016
Det er så typisk Oscar…
Det meste af aftenen formår man at finde en tålelig balance i forhold til den altdominerende elefant i rummet, mangfoldighedsdebatten (aka #OscarsSoWhite), og så spolerer man det halvvejs for sig selv ved at være dels ufølsom over for en anden minoritet (end sorte) og dels ved at prøve lidt for hårdt at være ’inkluderende’.
Førstnævnte skete i form af Chris Rocks meget lidt morsomme joke om asiatiske børn og sidstnævnte ved at lade showet tone ud til Public Enemys ’Fight the Power’! Jamen, come on…
Manden, der havde fået til hovedopgave at få omtalte elefant til at smadre porcelænet i butikken, Chris Rock, virkede liiiidt rusten. Hver gang Rock padlede en smule efter ordene – hvilket i hans tilfælde vil sige, at de undgår at falde som præcist eksekverede piskesmæld – tog han sin venstre arm op til højre side af hovedet. Et tegn på nervøsitet?
Heldigvis havde Rocks vittigheder tilpas meget bid til, at de ikke udelukkende afhang af afleveringen for at ramme nogen eller noget. Det var forfriskende at se ham gå mindst lige så meget i kødet på sine sorte kolleger som til den hvide branche i første del af monologen, hvor han langede gevaldigt ud efter Will og Jada Pinkett Smith, de to mest prominente boykottere af årets show.
Hans bemærkning om, at ’OscarsSoWhite’-lignende kontroverser ikke fik taletid før i tiden, fordi det var vanskeligt at gå op i Oscarvinderen for bedste korte dokumentarfilm, når ens bedstemor hang og dinglede i træerne, var ydermere et velkomment nyrestød til den ofte tandløse humor, der afleveres på filmbranchens big night.
I det hele taget lykkedes årets show med at være mere skarpt og veloplagt end længe set, blandt andet fordi man vendte tilbage til en god gammel traver, der er blevet nedtonet i de senere år: At presenterne rent faktisk får fri snor til at engagere i legesyg banter (blandt andet så vi Ryan Gosling og Russell Crowe i nogenlunde veloplagt lune). Sasha Baron Cohen (der refererede til ’Idris Elbow’) og Louis C.K. (der uddelte prisen for kortdokumentar til en gruppe filmskabere, der er permanent fattige: »This Oscar is going home in a Honda Civic!«) leverede vittige indslag.
Et Oscarshow er i sagens natur en hit-and-miss-forestilling, men det var, som om fejlprocenten var bragt væsentligt ned i forhold til de senere år på en aften, hvor mange måske slappede desto mere af, så snart de fik færten af, at mangfoldighedsdebatten mere gav anledning til moro end skyldbetynget tungsind.
Rock og hans team bragte også en Oscar-nyklassiker velkomment til live: Filmmontagen a la Billy Crystal (hvor værten sættes ind i årets nominerede film) var en sjov måde at problematisere manglen på sorte skuespillere i bedste film-feltet på. Især fungerede klippene med SNL-komikeren Leslie Jones som bjørnen oven på Leo i ’The Revenant’ og Chris Rock som astronauten i ’The Martian’ (NASA gad ikke bruge penge på en strandet sort mand i rummet!) ret godt. Et Rock-trademark er interviews med biografgængere (den brugte han også, sidst han var vært), og denne gang fik han et fint segment ud af at høre, hvad de lokale i Compton fik ud af de mest kridhvide film blandt årets filmudvalg.
En knap så velkommen nyere opfindelse i Oscarregi er interaktionsdelen med salen (a la Ellen DeGeneres og pizzaerne fra forrige år). Rocks forsøg på at samle penge sammen til sine børns spejdersmåkagesalg var om ikke kikset (no pun intended), så i hvert fald hverken særlig sjovt eller originalt.
Ellers var det en aften, hvor det var en fornøjelse at blive bekræftet i, at crewet på ’Mad Max: Fury Road’ ikke alene har skabt det største filmiske festfyrværkeri blandt dette års nominerede film, men at selvsamme crew lignede en herlig samling originaler, der for størstedelens vedkommende så ud til at have hængt ud med typer som Vivienne Westwood og Sid Vicious i slut-70ernes London. Filmens kvindelige kostumedesigner sportede fx en læderjakke med et ’Fury Road’-dødningehoved som ryglogo! Stærkt.
Vi blev måske nok snydt for det ultimative sentimentale øjeblik, da Sylvester Stallone overraskende tabte til Mark Rylance (bedste mandlige birolle), men til gengæld fik vi da 87-årige Ennio Morricone op på scenen til en kærkommen stående applaus.
Og så kan man mene, hvad man vil om politiske standpunkter i skuespillertakketaler, men Leonardo DiCaprio afleverede sin svada om det globale klima med en retorisk sikkerhed og elegance, som aftvang respekt. Brie Larson virkede ligeledes aldeles cool, calm and collected, da hun modtog sin hovedrollepris. Det var egentlig helt forfriskende for en gangs skyld at blive sparet for tårer og bævende stemmer.
Alt i alt var der tale om det måske bedste Oscarshow i 10’erne (det siger ikke så meget, men alligevel…), men lad mig alligevel slutte af med et påtrængende surt opstød:
Det var skandaløst at se bedste sang-kategorien reduceret til et tremandsfelt af optrædende, når der nu rettelig var fem nominerede. Ikke alene var det usportsligt (foruden syngende ironisk, at det netop var en transkønnet sangerinde – Anohni, tidligere Antony Hegarty – der blandt andet var blevet frasorteret!), men The Weeknd, Sam Smith og Lady Gaga burde på forhånd have nægtet at optræde i solidaritet med deres kasserede kolleger, og vinderen kunne da i mindste have adresseret urimeligheden i sin takketale (!).
Sam Smith – der vandt for den svageste Bondsang i min levetid (og det siger ikke så lidt!) – sang sin ’Writing’s on the Wall’ så pauvert, at han næppe var kommet videre til anden runde i en omgang dansk X-Factor. Til gengæld kunne han stolt opfylde Ian McKellens gamle ønske om som den første åbent homoseksuelle mand at modtage en Oscar. Han overså dog, at manuskriptforfatteren på ’Milk’ (Dustin Lance Black) kom først, og på den måde endte et potentielt rørende øjeblik temmelig akavet.
Prisen for bedste sang blev et glimrende billede på alt det bedste og alt det værste ved Oscar. Og derfor var alt alligevel på skønneste uskønne vis helt, som det plejer.
Læs også: De vildeste what-the-fuck-moments fra Oscar-showet
Læs også: Se højdepunkterne fra Oscar-showet
Læs også: Oscar var på Walk of Shame i højt humør – den går ikke næste år