Har du været sejlende stiv til firmaets julefrokost, kan det give gode historier og nyt fællesskab i mange år fremover, selvom det var pinligt for dig i øjeblikket. Men sker det igen, er det pludselig svært at finde en grimasse, der kan passe. Det flygtigt pinlige bliver patologisk og akavet. For hvad er dit problem egentlig?
Sådan er det også med Oscar her dagen derpå. Oscar har været uartig, og han ved det godt. Han ved det faktisk så godt, at hele hans show i går handlede om, hvor uartig han har været.
Det var en prisuddelingernes walk of shame. Godt nok tilsat en afvæbnende charme og nuanceret humor fra den skarpsindige vært Chris Rock, der både gik til filmindustriens white privilege-elite og til de selvgode skuespillere, som primært bruger den sociologiske diskussion til at mele deres egen kage (Jada Pinkett-Smith). Men der er stadig tale om en skamfuld blotten sig for omverden.
Det, vi var vidne til, var et show i opsigtsvækkende strid med sig selv, på én gang selvhøjtideligt understregende sin egen betydning og blottende sine fatale strukturelle svagheder. Vi er så fede, at I gerne vil være en del af vores selskab, men for fanden: Undskyld!
Kroniske jokkere i spinaten
Det havde været mærkeligt, hvis Oscar ikke havde adresseret #OscarsSoWhite-problematikken i går. Og hatten af for, at man ikke sparede sig selv. Men at tematikken greb ud i hvert eneste hjørne af showet, føltes næsten lige så mærkeligt overforsigtigt. Selv det så neutrale, simpelt sentimentale in memoriam-indslag blev pakket ind i Beatles’ borgerrettighedsnummer ’Blackbird’. Og man glemte undervejs næsten dem, det hele handlede om, nemlig de nominerede.
Oscar erkendte med gårsdagens show for hele verden, at man havde jokket i spinaten, men problemet er, at Oscar er kroniske jokkere i kronisk spinat. Det bringer showet i øjeblikkelig implosionsfare. I år var angrebet nemlig betændt, men stadig så friskt, at den humorbelagte kritik affødte en følelse af samhørighed på tværs af de etniske grupperinger – en følelse af, at vi klarer os igennem denne krise sammen, at vi alle har gode intentioner, at vi vil hinanden, os selv og ikke mindst Oscar det bedste. Vi kan se det sjove i det skrækkelige, fordi vi sammen prøver at forbedre os.
Hyggekritikken er slut
Men hvad sker der så næste år, hvis antallet af ikke-hvide nomineringer igen nærmer sig nulpunktet? Hvilket ikke er helt usandsynligt, for på trods af akademiets nye tiltag for at ændre sammensætningen tager sådanne forandringer tid.
Næste år kan Oscar ikke længere hyggekritisere sig ud af problemerne, som Chris Rock gjorde det så glimrende i år. Morskaben vil fortage sig. Hvem griner flere år i træk af jokes om, at Oscar er hvidere end Tilda Swinton på en isbleg vinterdag?
2017 bliver således et skæbnesår. Oscar har ingen ønsker om at gøre besk efterkritik til underholdning i bedste sendetid år efter år. De vil gerne tilbage til den verden, de kender, bare i en mere farvestrålende udgave. Oscar står i en identitetskrise, og lige nu er der fremgang at spore, fordi psykologsessionen og de selvkritiske metarefleksioner virker. Fra næste år skal showet kunne stå – og gå – på egne ben.
Læs også: Vores anmeldelse af Oscar-showet 2016
Læs også: De vildeste what-the-fuck-moments fra Oscar-showet
Læs også: De største overraskelser fra årets Oscar-priser
Læs også: Se højdepunkterne fra Oscar-showet