Store Oscar-nosser: De mest progressive vindervalg nogensinde

Store Oscar-nosser: De mest progressive vindervalg nogensinde

Hvis man ser på den lange liste over film, der har vundet hovedprisen for bedste film i Akademiets snart hundrede år lange historie, kan man nemt få det indtryk, at institutionen befinder sig i en virkelighedsfjern parallelvirkelighed, hvor kunstnerisk kvalitet er en sekundær anledning til at blive fremhævet.

Kigger man lidt dybere i annalerne, finder man dog rigtig mange eksempler på, at Akademiet gennem tiden har præmieret visionære filmiske præstationer inden for snart sagt alle filmmediets underområder.

Vi ser her på 10 af de mest edgy vindere i Oscarhistorien.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Lose Yourself’, bedste sang (’8 Mile’), 2002

Eminem gad ikke selv dukke op til Oscar-ceremonien i 2003, fordi han var overbevist om, at Akademiet ville vælge U2’s bovlamme bombastby-numbers-sag ’The Hands That Built America’ fra ’Gangs of New York’, men ikke alene omfavnede Akademiet Eminem frem for U2, de omfavnede på samme tid (sort) hiphopkultur over en klassisk (hvid) rocktradition. Det var sågar første gang nogensinde en hiphop-sang overhovedet var blevet nomineret i Oscar-sammenhæng (!).

Nå ja, og endnu vigtigere: De belønnede i ’Lose Yourself’ en fremragende sang (måske Eminems bedste?) over en tredjerangsvare fra et noget devalueret b(r)and.

Tre år senere vandt en anden hiphop-sang (Three 6 Mafias ’It’s Hard Out Here for a Pimp’ fra filmen ’Hustle & Flow’) også en Oscar, denne gang i en overraskende sejr over Dolly Partons bidrag til ’Transamerica’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’Her’, bedste originalmanuskript (Spike Jonze), 2013

Den klare forhåndsfavorit i feltet for originalmanuskript i 2014 var en af de senere års store Oscarkæledægger, David O. Russells ’American Hustle’. Især fordi Russell endnu aldrig havde vundet den Oscar, han så åbenlyst anglede efter.

Akademiet valgte dog med udsøgt sans for at belønne det originale frem for det kulørte at give hæderen til Spike Jonze for hans manuskript til ’Her’, en dybt betagende og rørende meditation over en nær-fremtid, hvor kærligheden til en app (eller et operativsystem) kan fungere som en (tilsyneladende) fuldgod erstatning for den ’ægte vare’.

’Her’ stiller en masse interessante og presserende spørgsmål, men den gør det på en måde, så historien og de følelser, den vækker, aldrig kompromitteres eller tilsidesættes. Jo, ’Her’ lever i kraft af sin fotografering og sit fantastiske produktionsdesign (som også burde have vundet en Oscar) og en perfekt casting af Joaquin Phoenix (imod type og, ikke mindst, i mærkbar kontrast til hans forrige rolle som den følelseshæmmede Freddie Quell i ’The Master’) og Scarletts Johanssons stemme (!).

Der ligger en egen indbygget triumf i, at ’The Great Pretender’, aka David O. Russell – manden, der har taget patent på en særlig overfladisk, salgbar appropriering af indiefilmens ’quirky’ realisme – endnu ikke kan kalde sig for Oscarvinder…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Alien’, bedste visuelle effekter, 1979

Er det filmhistoriens mest sindsoprivende øjeblik? Det er i hvert fald en temmelig god kandidat. Jeg tænker naturligvis på scenen, hvor en mandlig astronaut (spillet af John Hurt) ’føder’ en fremmed organisme gennem maven, alt imens han er naglet fast til et bord.

Scenen blev til ved hjælp af en dedikeret indsats fra den schweiziske kunstner H.R. Giger, der var inspireret af et Francis Bacon-maleri fra 1944. Skuespillernes reaktion er ganske virkelig. De var ikke informeret om, hvad der præcis skulle ske. Det sprøjtende blod og øvrige væsker var ikke en del af den ’officielle plan’, som skuespillerne kendte den. Skuespillerinden Veronica Cartwright gik efter sigende i en ganske reel paniktilstand. Ridley Scott fik i den grad den ønskede effekt.

Der bliver ofte fokuseret på ’fødselsscenen’ i forbindelse med ’Alien’s banebrydende effekter, men man bør ikke overse den mindst lige så skræmmende ’facehugger’-organisme (også udviklet af Giger) eller de dusinvis af andre brillante detaljer, som holdet bag effekterne udviklede til Scotts mesterværk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Sunrise’, bedste film, 1928

Tyske F.W. Murnaus ekspressionistiske stumfilmklassiker bliver ofte omtalt som en af de bedste film i historien, så det var kun passende, at Akademiet ved sin allerførste uddeling gav hovedprisen – som dengang ikke hed ’bedste film’, men det lidt mere komplekse ’enestående kunstneriske produktion’ – til en film, der var med til at sætte helt nye standarder for mediet i forhold til ikke bare produktionsdesign og fotografering, men også i forhold til måden, hvorpå en film kan fortælle sin historie.

Det er interessant, at Murnaus film blev et enormt flop i de amerikanske biografer, men at Akademiet valgte at præmiere den alligevel (i øvrigt sammen med William Wellmans krigsdrama ’Wings’). Hermed understregede Akademiet ved først givne lejlighed, at kommerciel og kunstnerisk succes er to vidt forskellige størrelser.

Om man helt kan sige at have fastholdt den skelnen ved enhver senere lejlighed, er nok mere tvivlsomt, men det hænder jo stadig, at selv indtjeningsmæssige lilleputter slår gigantsucceser – tænk bare på ’The Hurt Locker’ vs. ’Avatar’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Barry Lyndon’, bedste fotografering (John Alcott), 1975

Sommetider går Akademiet ikke af vejen for at præmiere særlige bedrifter i film, der ellers ikke ligefrem slår benene væk under det brede publikum.

’Barry Lyndon’ er på mange måder én af mesterinstruktøren Stanley Kubricks mest vanskelige film (med sit ikke just ophidsende fortælletempo og plot), men i Oscarsammenhæng snuppede den fire statuetter, dog ingen af dem til Kubrick selv (selvom han var nomineret som både producer, instruktør og manuskriptforfatter på filmen).

Det blev til fire ’tekniske’ priser, hvoraf man særligt bør hæfte sig ved udmærkelsen for John Alcotts mageløst opfindsomme (og banebrydende) fotografering. For at kunne optage filmen ved hjælp af naturligt lys anvendte Alcott en helt særlig teknik: Man anskaffede nogle særlige linser fra rumfartsorganisationen NASA, som var blevet anvendt til at fotografere månelandinger!

Disse var i stand til at give indendørsscenerne – kun oplyst med stearinlys – en helt særlig kvalitet, der på forbløffende vis fik dem til at tage sig ud som bevægelige malerier fra 1800-tallet med en helt særlig tekstur og glød.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Pulp Fiction’, bedste originalmanuskript, 1994

Det kan godt være, at Akademiet generelt havde nogle særdeles sløje år i 80’erne og 90’erne, men de var åbenbart i stand til at se værdien i det filmiske nybrud (eller omarrangering af eksisterende byggeklodser, alt efter temperament), som Quentin Tarantino og Roger Avarys manuskript til ’Pulp Fiction’ udgjorde. For nok vandt ’Forrest Gump’ for bedste film det år (*host, host*), men ingen kunne røre Tarantinos gennembrudsfilm på papiret.

Til Akademiets yderligere ros skal det siges, at man det år også fandt plads i nomineringsfeltet til Krzysztof Kieslowskis manuskript til sidste del af ’Trefarver-trilogien’, ’Rød’. Det er ellers notorisk vanskeligt for fremmedsprogede film at bryde ind i forfatterkategorierne, hvilket ud fra en kvalitativ vurdering kan undre nok så meget.

Ved at honorere Tarantinos manuskript med dialoger om cheeseburgere og likvideringsmonologer med inspiration fra Biblen åbnede Akademiet for alvor for en ny (indie-baseret) generation af filmskabere, der første gang vandt omverdenens respekt med Steven Soderberghs Guldpalme-triumf med ’Sex, Lies & Videotape’ fem år forinden. Både kommercielt og branchemæssigt rykkede ’Pulp Fiction’ dog hegnspælene et godt stykke længere.

Den alternative filmkunst var blevet comme il faut hos Akademiet, og en hel industri tog notits…

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. ’Bullitt’ og ’The French Connection’, bedste klipning, hhv. 1968 og 1971

Veleksekverede actionsekvenser har i de senere år oftere og oftere resulteret i Oscars for bedste klipning, også til film, der ellers ikke har budt sig til i bedste film-kapløbet (se for eksempel ’The Bourne Ultimatum’, der vandt – måske lige så meget, fordi Akademiet har det med at forveksle superhurtig klipning med inspireret brug af klipning?).

Gode biljagter er for mange indbegrebet af en god actionfilm. Der er bare noget ved biljagter… måske fordi bilkørsel for mange er forbundet med noget dybt dagligdags, som vi til tider ville ønske, vi kunne omsætte til et euforisk sus?

Hmm, nu skal vi ikke tage dybere fat på biljagtens psykosociale fascinationskraft, men bare konstatere, at Akademiet allerede i 1968 ikke kunne lade være med at belønne ’Bullitt’ og dens skræmmende intense biljagter i San Franciscos lige så drabelige terræner for sin klipning. Det var som et varsel om fremtiden.

Og tre år efter gik klipningshæderen til ’The French Connection’, et beskidt stykke ordensmagt-realisme, hvor biljagtsekvenserne er the cherry on top. Men i ’The French Connection’ er suset fra de hvinende dæk kombineret med en fantastisk fornemmelse for at skabe en fortællerytme (som jo i høj grad bør tilskrives klipningen), hvor karakterernes indre uro og den afmagt- og almagtsfølelse, de inkarnerer, formidles forbilledligt i billedsidens rytmiske dans.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. ’Days of Heaven’, bedste fotografering (Néstor Almendros), 1978

Vi har allerede prist Akademiet for dets klarsynede forvaltning af hæderen for bedste fotografering i 1970’erne med prisen til ’Barry Lyndon’ i 1975.

Lad os lige nævne et par andre fremsynede eksempler: Sven Nykvist vandt i 1973 for sit imponerende arbejde på Ingmar Bergmans næstsidste mesterværk, ’Hvisken og råb’ (Nykvist vandt igen for Bergmans sidste mesterværk, ’Fanny og Alexander’, i 1983), men priserne til ’Cabaret’ (1972), ’Close Encounters of the Third Kind’ (1977) og ’Apocalypse Now’ (1979) er også godt sete valg med respekt for en nysgerrig afsondring af mediets muligheder.

Alligevel vil jeg gerne fremhæve valget af ’Days of Heaven’, Terrence Malicks dybt betagende film om et par (spillet af Richard Gere og Brooke Adams), der må gå så grueligt meget igennem som daglejere og siden outlaws på flugt fra ordensmagten (et mønster, der trækker paralleller tilbage til Malicks første film, ’Badlands’, hvor Sissy Spacek/Martin Sheen gennemgår noget nær samme livskurve).

Cubanskfødte Almendros udnytter på fantastisk suggestiv vis det naturlige lys i den såkaldte ’magiske time’, hvor lyset får en utydelig, men mageløs lyserød-orange tone. Det indgyder scenerne på landstedet i Texas, hvor størstedelen af filmen foregår, med en ganske enkelt hjerteskærende prægnans. Almendros’ fotografering af filmens centrale ildebrandscene er et kup, og det samme er hans banebrydende brug af steadicam-metodologi i flere af markscenerne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. ’La Strada’, bedste fremmedsprogede film, 1956

Indførelsen af en kategori for bedste fremmedsprogede film i forbindelse med 1956-uddelingen var i sig selv et ’edgy’ valg. At man oven i købet ramte så rigtigt ved at udpege Federico Fellinis ’La Strada’ i kategoriens første årgang, er desto mere beundringsværdigt.

’La Strada’, den bedste film fra Fellinis neo-realistisk inspirerede, tidlige repertoire, blev efterfølgende en stor succes også i amerikanske biografer og er ofte blevet fremhævet som en de første filmsucceser, der vandt et stort publikum takket være undertitler. Dermed pionerede filmen brugen af undertekster (og det kan Akademiet altså tage sin del af æren for).

’La Strada’ var ydermere et fremragende valg, al den stund at Fellini den dag i dag står opført som den filmskaber, der har vundet Oscaren for bedste fremmedsprogede film flest gange (fire), for han vandt også for filmene ’Le Notti de Cabiria’ (1957), ’8½’ (1963) og ’Amarcord’ (1974).

For en god ordens skyld: Ingmar Bergman og Vittorio de Sica har vundet tre gange hver.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. ’2001: A Space Odyssey’, bedste visuelle effekter, 1968

Vi var tidligere inde på ’Alien’s banebrydende effekter, men kongen i den sammenhæng er nu uden tvivl ’2001: A Space Odyssey’, hvis effekter var resultatet af et årelangt, kompromisløst arbejde på at tilstræbe en totalrealisme i sci-fi-regi. Kubrick tog selv flittigt del i udviklingen sammen med forlæggets futuristisk-visionære forfatter, Arthur C. Clarke.

Miniature-modeller fremstår som scenestjælende tableauer af mageløs skønhed, brugen af front projection-effekt-teknikker, hvor separate baggrunde og forgrunde sættes sammen i det samme billede, og brugen af såkaldt slit-scan-animation, hvorved Kubrick fremstillede forvrængede, udtrukne billeder af psykedelisk karakter, er blot tre af de effekter, der resulterede i en af Oscarhistoriens mest velfortjente statuetter.

Hold Oscar Night i Empire Bio med Soundvenue og forpremiere på ‘Room’ – læs mere og køb billet HER.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af