’Carol’

Hvis der er én instruktør, kvinder i Hollywood vil slå ihjel for at arbejde sammen med, er det Todd Haynes. Siden sit foruroligende mesterværk ‘Safe’ fra 1995 – om en ung husmor, hvis fysiske og mentale helbred svigter, efterhånden som hun bliver mere og mere overfølsom over for omverdenen – har han nemlig dedikeret sin karriere til at udvikle og forfine den Hollywood-mangelvare, der går under navnet ’stærke kvindelige karakterer’.

Og ikke den slags, der kun betragtes som stærke, fordi de i bund og grund opfører sig som he-mænd. Nej, Haynes’ karakterer er gjort af et andet, skarlagenrødt stof og det, at de er stærke, gør dem ikke mindre kvindelige. Tværtom. På overfladen er de faktisk nærmest overdrevet feminine med deres røde læber, lakerede negle, smarte frisurer, smykker og perfekt-pressede gevandter.

Men bag den glansfulde facade gemmer der sig altid en kærlighedshungrende husmor, der er ved at kede sig ihjel i forstaden og kvæles i forventninger om, hvordan man er den perfekte hustru, mor og socialite.

Det har vi lært både fra ’Safe’, ’Far From Heaven’ og ’Mildred Pierce’. Og ‘Carol’ er ingen undtagelse. Her har titelkarakteren det bare lidt ekstra hårdt. Hun er nemlig både ramt af husmor-ennui og gift med en besidderisk mand, der ikke synes, det er så fedt, at hun er lesbisk og mor til en lille datter, som hun elsker overalt på jorden, men risikerer at miste, hvis hendes hemmelighed kommer ud.

Filmen er baseret på Patricia Highsmiths roman fra 1952, ‘The Price of Salt’, og skildrer den forbudte kærlighedsaffære mellem den æterisk smukke, tillokkende Carol Aird (Cate Blanchett) og den væsentligt yngre, men mindst lige så bedårende butiksassistent og aspirerende fotograf Therese Belivet (Rooney Mara).

’Carol’ er en klassisk rammefortælling, og da filmen åbner, sidder de to elskende på en restaurant. Stemningen er følelsesladet, og selvom der ikke bliver sagt ret meget med ord, fornemmer man hurtigt, at Carol og Therese står ved en skillevej. Men inden man når at høre udfaldet, spoler Haynes tiden tilbage til den skæbnesvangre dag i december, hvor deres blikke mødtes første gang.

Med en uhørt sans for detaljen gør Haynes 50’erne nærværende, og hver eneste indstilling er smukt komponeret og belagt med den skinnende top coat, der giver hans film deres særlige (om end Douglas Sirk-citerende) skær. Ikke én øjenvippe sidder forkert, og ikke én finger kan sættes hverken på fotograferingen, skuespillet eller Carter Burwells fantastiske score. Så hvorfor er den der ikke? Kemien altså.

Det er meningen, at ‘Carol’ skal ose af kærlighed. Den slags, der får os til at glemme alt om skilsmisserod, tid, sted og seksuel orientering. Men det er, som om de mange stjålne blikke og overdrevent betydningsladede berøringer mellem Carol og Therese aldrig for alvor akkumulerer og bliver til noget mere substantielt – heller ikke i sexscenen. Og så kan man som bekendt være nok så smuk, klog, velmenende og veldrejet. Hvis gnisten udebliver, eller ikke i det mindste smitter, så er det en deal-breaker.

---

Kort sagt:
Enten er den der, eller også er den der ikke: Gnisten, der giver dig lyst til at ’se, hvor tingene bærer hen’. Det gælder for mødet mellem mennesker, men det gælder i den grad også for mødet mellem tilskuer og film, og Haynes’ ‘Carol’ er en af dens slags filmiske perfektioner, som jeg til min egen overraskelse og rædsel ikke udviklede store følelser for.