’Concussion’: Will Smith fører an i ensidig offensiv mod NFL
Det er næsten en bedrift, at ’Concussion’ midt i sin nedsabling af amerikansk underholdningskultur alligevel formår at være selvfedt patriotisk.
Man tænker jo, at den blotlægger en betændt byld i det kapitalistiske forbrugersamfund, når den knalder NFL i at dække over alvorlige hovedskader i amerikansk fodbold og tilmed insinuerer, at det hujende publikum er bedøvende ligeglade, om der spilles hasard med menneskeliv, så længe flimmerkassen emmer af dyrisk vildskab.
Måske er problemet, at postulatet om vores passive medskyld ikke vejer tungt nok, fordi gengivelserne af den amerikanske kontaktsport forklejner magien og beskuer de konstante kollisioner med videnskabens distancerede blik. Fascinationen omtales, men formidles ikke helhjertet. For når arkivmaterialet fra NFL akkompagneres af dundrende knaldeffekter på lydsiden, ligner spillerne bare fuldvoksne lømler, der knalder kasketterne sammen med store følger for tankeapparatet.
Det er også sådan Will Smiths nigeriansk fødte neuropatalog ser sporten; som uforstående fremmedlegeme i den amerikanske overflodskultur. Da den tidligere NFL-center Mike Webster (David Morse) lander på hans operationsbord, ignorerer han den eksalterede fandyrkelse og sprætter hans kranie op med en banebrydende opdagelse som resultat: NFL-spillerne er nærved dømt til psykiske lidelser som følge af de utallige hjernerystelser.
Men milliarderne er så mange i den fanatisk dyrkede kontaktsport, at Smiths renhjertede tilflytter lægger sig for had hos NFL, der selvfølgelig har hele neurovidenskaben i lommen. Og hermed søsættes den arketypiske fortælling om Davids kamp mod Goliath.
Will Smith gør, hvad han kan med tyk afrikansk accent, opspilede polypper og tårer i øjenkrogen, men det er svært ikke at fornemme drømmen om gyldne statuetter bag de bombastiske monologer. At han ikke fandt vej til det fine selskab i årets Oscar-show skyldes måske, at han lades i stikken af manuskriptet, der udpensler det åbenlyse og anbringer ham i en candyfloss-romance af den slags, der kun findes på hvide lærreder. Særligt en diskotekscene, hvor Smiths alvorsmand lærer at flytte lemmerne til klubrytmer, kunne og burde have fået kniven.
I takt med at NFL-organisationen – dette monstrøse billede på amerikansk underholdningskultur – og anonyme fans i telefonrøret intensiverer truslerne, skulle man tro, at afrikanerens illusion om det himmelske USA ville lide et knæk, men tværtimod vedbliver stars and stripes at blafre i horisonten. Neuropatologens dybeste drøm er at være en true american, men efter to timer i det moralske morads under NFL’s fængende facade, burde han, som vi, være i tvivl om, hvad det egentlig betyder.
’Concussion’ er en vigtig film, men den insisterer for hårdt på at være det. Strygerne klager, følelserne skæres ud med skalpel, mens skurkene er gemene og helten god, som dagen er lang. Den kunne med fordel have skelet til årets Oscar-vinder, ’Spotlight’, der tacklede et ligeledes gravalvorligt emne med stoisk mådehold. For nuancerne fordufter som regel i indignationens vold.
Kort sagt:
Will Smith og co. spiller på alle cylindre i en ensidig storoffensiv mod den bundkorrupte NFL-organisation, der længe har dækket over hovedskader i amerikansk fodbold. At ’Concussion’ kasserer nuancerne er forudsigeligt, men at den bevarer patriotismen til den bitre ende er utilgiveligt.