’Looking for Exits’: Hårrejsende billeddigt om basejumper inspirerer og provokerer
Du står op, du går i seng. Du står op, du går i seng. Dagene mudrer sammen, mens du sætter flueben ved samfundets tjekliste: Får job, partner og børn. Men er du lykkelig?
’Looking for Exits’ dykker ned i det mest nagende first world problem af alle: Tomheden. Følelsen af, at der burde være mere, selv om du på papiret har det hele. De fleste af os affinder os med den plan, verden har lagt for os, men basejumperen Ellen Brennan siger fra i en dumdristig svævetur fra tomhed til meningsfyldthed.
3, 2, 1. Hun tæller ned på kanten af en klippetop, inden hun med et frejdigt »see ya« folder vingerne ud og springer ind i skyerne. Hun har forladt hverdagens trummerum for at jagte suset som basejumper i de franske alper, hvor den livsfarlige disciplin er lovlig – selv om de lokale landmænd påstår, at også deres køer springer ud fra klipperne på grund af de adrenalinhungrende turister.
Kristoffer Hegnsvads dokumentar lader os mærke sensationen fra første parket, når vi ser basejumperen Brennans styrtdyk mellem bjergskråningerne i overvældende POV-billeder. Man forstår, hvorfor en basejumpers karriere kun varer seks år i gennemsnit grundet dødsfald og alvorlige skader. Og man forstår, hvorfor de gør det alligevel.
Brennan fortæller hudløst ærligt om sin flyvende flugt fra trivialiteten, og hendes bredside til det forbandede ’normale’ både inspirerer og provokerer. Skal man partout lege kispus med døden for at nyde sit liv? Forklejner hun ikke hverdagens stilfærdige magi, de små glimt af skønhed, der fylder tilværelsen med værdi?
Måske, men hendes rastløse jagt på indhold i de højere luftlag er fascinerende, både i sig selv og i kontrast til dit og mit liv i samfundets jordbundne cirkler. Ikke mindst, fordi Kristoffer Hegnsvad tilføjer et lyrisk strejf af melankoli i billederne af bjergtoppe, der blidt omfavnes af det svævende skytæppe. I disse himmelske højder er der langt til landjordens virkelighed – til supermarkeder, karriereræs og bilkøer.
Selv om Hegnsvad maler flere besnærende billeder af både Brennan og den barske natur, lykkes instruktøren dog kun delvist med at dosere filmens små kapitler og samle dem til et fuldbyrdet hele. Et intermezzo med arrigt klaverspil og to basejumpere på vandretur i bjergene føles malplaceret, mens interviewene med Brennan ofte trækker i langdrag og svækker magien. Hun kommenterer ivrigt på sit eget væsen, vejer sine valg og fordømmer det liv, hun forlod, men ofte bekræfter hun blot, hvad vi allerede havde tænkt os til.
Hendes luftbårne leg med døden er ikke desto mindre en inciterende fuckfinger til det moderne livs monotoni – for vi føler vel alle en trang til at hoppe ud fra en klippe et par gange om ugen?