Ellen Brennan flyver.
Iklædt en specialsyet dragt kaster hun sig ud fra bjergskråningerne og svæver over trætoppene med over 200 kilometer i timen, før hun udløser sin faldskærm og sigter efter et sikkert sted at lande. Hun ligner en no-tech-udgave af Falcon fra Marvel-filmene og udfordrer skæbnen som en moderne Ikarus i speedmotion.
Den amerikanske kvinde er en af de dygtigste eksponenter for ekstremsporten wingsuit basejumping, og hendes velkalkulerede flirt med grænserne for menneskets formåen har danske Kristoffer Hegnsvad lavet den premiereaktuelle film ’Looking for Exits’ om.
Over en spilletid på præcis en time er vi takket være et hjelmkamera blind passager på Brennans flyveture, mens tempoet skrues ned, når hun på bjergskråningerne fortæller om sit radikale livsvalg.
’Conversations with a wingsuit artist’ lyder undertitlen, der indikerer, at der er andet på spil end en simpel adrenalinjagende ekstremsportsfilm.
Kristoffer Hegnsvad, hvorfor hopper man ud fra et bjerg i flere kilometers højde helt frivilligt?
»Alle svar på det spørgsmål er for banale til at yde springet retfærdighed. Men jeg tror en forståelse for det er lettere via omveje: Hvorfor stiller en musiker sig op på en scene? Eller hvorfor tager man nogensinde et instrument i hænderne?
Jeg synes, Ellens meget konkrete beslutning – om at springe eller ikke springe – som hun foretager hver dag, var et fascinerede, meget visuelt billede på de valg, vi alle sammen tager hver dag. At turde gøre noget. Normalt springer Ellen, uden nogen ser hende. Så anerkendelsen er ikke svaret. Hun får et sus ud af det, men det er ikke svaret i sig selv, det er mere et spørgsmål om, hvor hun føler, hun udtrykker sig selv bedst«.
Du stod på bjergskråningen og kiggede på. Fik du lyst til at hoppe med?
»Ja og nej. Den første gang jeg stod ved et exit-point – de steder hvor Ellen springer fra – var i 2500 meters højde. Jeg var bange for bare at stå på kanten. Ikke højdeskræk, men den naturlige frygt, der banker rundt i kroppen. Jeg kunne godt mærke, at jeg i løbet af filmen vænnede mig til klippekanten, til afgrunden, men jeg fik ikke lyst til at springe.
Jeg kan i mig selv godt finde en forståelse for at prøve det, ligesom jeg kan have lyst til at prøve alle mulige andre ting i livet, få erfaringen med, mærke noget endnu mere intenst, men jeg følte ikke det behov for at springe, som jeg tror, Ellen Brennan føler.
Men jeg tror også, det er, fordi jeg får den følelse af at skabe ved at skrive eller lave film, som Ellen får ved at springe. Når hun taler om at flyve, er det tydeligt, at det er hendes kreative rum. Det er der, hun skaber sig selv. Og hvis man er et reflekterende menneske, som Ellen er, så tror jeg, det er den følelse, man springer efter. Derfor man flyver. Selvfølgelig findes der folk, der springer ud uden større refleksion, adrenalinjunkies, men Ellen hører ikke til dem«.
Ellen langer ud efter det konventionelle liv, som hun har fornægtet. Hvad synes du om det?
»Jeg synes ikke, det er så simpelt, som at hun fornægter det konventionelle liv. Hun har taget en aktiv beslutning om, at hun vil have noget mere ud af livet end det vante arbejdsliv eller den hjemmegående husmor, hun er vokset op med. Hun vil basalt set have lov til at leve det liv, hvor hun føler, hun er fri – bevidst om alle de filosofiske forbehold, der er i den sætning. Jeg synes ikke, hun er anderledes end en musiker, der står på, at det er i musikken, hun lever sandt. Ellen Brennans kunstneriske udtryk virker bare mere ekstremt end et klaver«.
Bidrager din film til en mytologisering af dumdristighed?
»Jeg håber, at man efter at have set ’Looking for Exits’ gør sig nogle overvejelser om sit eget liv. Jeg tror ikke, jeg bidrager til dumdristighed, hvad end det betyder. Ellen Brennan er i hvert fald ikke dumdristig, hvis hun var, så ville hun ikke være i live i dag. Hun lever et mere risikabelt liv end de fleste, ja, men hun er ikke dumdristig. Hun er ikke en tumpet fyr, der kører for hurtigt i en brandert. Hun har gennem lang tids øvelse perfektioneret en evne til at vurdere højrisikosituationer – og noget af det mest imponerede at overvære er, når hun står på klippekanten, men vælger ikke at springe«.
Hvordan mødte du hende?
»Fotograf og fellow rogue Peter Alsted var ude at surfe i Costa Rica, og i ventetiden mellem bølgerne faldt han i snak med en surfer, der levede af at sy wingsuits (en mulig film i sig selv?), blandt andet til den her kvinde, der boede i de franske alper og nærmest var en kunstner. Det var så Ellen Brennan. Hun har ellers ikke søgt stor medieopmærksomhed, men gennem ham fik Peter et kort videoklip af et spring, og det flippede vi over, men på det tidspunkt fuldstændigt uden tanke for, at det skulle blive en film.
Men jeg blev ved med at vende tilbage til det meget konkretfilosofiske billede af hende, der står på en klippeafsats. Så til sidst bad jeg Peter om at finde frem til surferen fra Costa Rica, og gennem ham fik vi etableret kontakt, og jeg begyndte at skype med hende for at fornemme, om hun havde kapacitet og lyst til den type film, vi ønskede at lave. Hun viste sig at være både charmerende og intelligent, og særligt hendes egen skepsis over for de Youtube-ekstremsportsvideoer, der kom fra dele af miljøet, var for mig meget betryggende. Og så pakkede vi ellers telt, vandresko og kameraudstyr og tog til Alperne«.
Tidligere har du lavet en dokumentar om senegalesisk brydning. Hvad er det egentlig med dig og mærkelig sport?
»Ha! Jeg synes ikke, nogle af de to film handler om sport – og hvis det er sport, er de rigtignok mærkelige. ’Looking for Exits’ er en eksistentiel film om længsel og udlevelse. Jeg er ikke interesseret i sport som sport, men de kraftige visuelle udtryk i en kombination med en anden fortælling. Jeg betragter Ellens måde at flyve på som en kunstform – og den poesi forsøger jeg at mime i filmen«.
Du er meget optaget af Werner Herzog (den tyske mester bag film som ’Fitzcarraldo’ og ’Grizzly Man’, red.). Hvordan mærker man det i dine film?
»Jeg skriver på en bog om Werner Herzog, men jeg ved ikke, om det forplanter sig til filmene. Men grunden til, at jeg skriver om Herzog, er vel, at han på en måde er den instruktør (udover Godards seneste), der har formået at tage erfaringerne fra de europæiske nybølger og gøre dem tidssvarende, især i sine dokumentarfilm. ’Looking for Exits’ er bevidst bygget op med en dramaturgi, der ikke bevæger sig mod et klart forløsende klimaks og er villig til at skifte stil undervejs (fra artilm til reportage til interview til action), og det er selvfølgelig noget, Herzog har excelleret i«.
Du har engang interviewet ham. Spurgte du ham, om han ville lægge voiceover til dine film (i ’Laamb’ lægger Jørgen Leth stemme til)?
»Nej, jeg spurgte ham ikke. Jeg var så professionel, at jeg ikke turde! Angående Leth viste jeg ham ’Laamb’ på et tidspunkt, hvor filmen var næsten færdigklippet, men stadig helt rå, og jeg selv var ved at være helt tyndslidt og tvivlende, og det var en gave, at han sagde: Hey, det er sgu godt. Først derefter indtalte han voiceover, det gav bare så fint mening med en film, der havde en blanding af sport og voodoo. Men det vigtigste for mig i den proces var, at han så noget godt, da jeg selv tvivlede«.
Men du var vel fristet af at spørge Herzog?
»Ja, jeg var fristet. Nu skal jeg være sammen med ham de næste fem dage i München, så måske… Nej, jeg tror, vi skal videre i livet. Mod andre film«.
Du er til daglig journalist og redaktør af Politikens Film & TV-tillæg. Hvilket spørgsmål ville du stille dig selv, hvis du skulle interviewe dig op til premieren på ’Looking for Exits’?
»Hmmm… om jeg selv synes, al den teoretiske og skriftlige viden kan omsættes til praksis? Om det er problematisk at være på den filmkritiske side og også udøvende kunstner?«
Og hvad ville du svare?
»I ’Oldboy’ bliver en mand bliver holdt fanget i 15 år og kan kun se tv. Da han så kommer ud, går der kort tid, og han kommer i sin første slåskamp med 3-4 mænd, og filmen går i slowmotion, mens han spørger sig selv (sådan cirka citeret): Kan alle de års kungfufilm omsættes til praksis? Og så tæsker han dem alle sammen.
Jeg ville ønske, flere kritikere, akademikere og filmjournalister lavede film, ligesom jeg ville ønske, at flere instruktører, fotografer, lyddesignere og klippere skrev filmkritik. Det ville være en rigere (film)verden. På en underlig (lille lands)-måde er det mest respektabelt at gøre én ting, og vi glemmer, at der var engang, hvor grænserne ikke var så hårdt trukket op. Det er ikke kun filmkritik vs. filminstruktører: Jeg ville – ligesom Ellen Brennan siger i ’Looking for Exits’ – tro, at lidt mindre hårde identitetsafgrænsninger er et gode. Man behøver ikke kun være én ting, man kan være mange«.
Som kritiker – hvor mange stjerner ville du så selv give din film?
»Fem. Jeg er jo ydmyg«.
Hvorfor – giv mig din minianmeldelse?
»Her er en kunstnerisk dokumentarfilm, der har fundet en ekstremt besnærende visuel metafor for de følelser, vi normalt ikke kan billedliggøre: Længsel, frihedsfølelse og afvejningen af konsekvenser. Og som uden at docere, uden en forudindtaget forklaring viser et liv på kanten af afgrunden, der sender dig ud af biografen med spørgsmål til måden, du lever dit eget på.
Sådan cirka… Altså jeg ville give lydsiden mere ros endda, men det har vi ikke helt tradition for i minianmeldelser jo«.
Har Ellen påvirket måden, du lever dit eget liv på?
Ellen Brennan har helt sikkert været et inspirerende møde. ’Looking for Exits’ har den fortælleform og struktur, den har, netop for at ære det møde. For mig har hun været det mest åbenlyse eksempel på, at det er vigtigt ikke at reducere livsvalg, der er fremmede for én selv, til noget logisk og trygt.
De fleste dokumentarfilm eller biografiske portrætter følger en kausallogisk forklaringsmodel, der i sidste ende skal tillade publikum eller os selv at ånde lettet op og sige: Nå, det er den her hændelse eller den her ting, der har gjort, at hun gør, som hun gør. Så kan vi gå rolige ud af biografen eller lukke bogen trygge ved, at hun passer ned i den genkendelige forklaringskasse eller den her etablerede biografiske fortælling.
Og i den proces glemmer man reelt at se og være til stede i det utilpasset sande. Og i bytte for tryghed og genkendelighed og bekræftelse af vores eget livssyn har vi mistet det individuelt smukke.
Læs også: Anmeldelse af ‘Looking for Exits’