‘Daredevil’ sæson 2: En bleg skygge af første sæson

‘Daredevil’ sæson 2: En bleg skygge af første sæson

Med Wilson Fisk bag tremmer er alt igen almindelig uro og uorden i New Yorks Hell’s Kitchen. Men da en marinesoldat henretter de lokale bandekriminelle én efter én, må den retspraktiserende Matt Murdoch igen smide stokken og hæmningerne og iklæde sig sine helteklæder som retfærdighedens blinde tjener: den maskerede superhelt Daredevil.

Så langt så godt – skulle man tro. Men anden sæson af ‘Daredevil’ er en unødigt rodet affære, der starter for langsomt og ender i det rene kaos. Mens den næsten lige så langsommelige første sæson brugte sine mellemspil til fornemt at iscenesætte sine nøglefigurer, famler denne sæson længe i blinde – no pun intended – før dramaet udfoldes.

Matt Murdochs ekskæreste Elektra (Yung) er med til at ændre gearingen og tilsætte noget ekstra til fortællingen, men det er portrættet af den traumatiserede marinesoldat Frank Castle (Bernthal) aka The Punisher, der prioriteres. Ligesom Murdoch er han et bistert og fåmælt enigma, der holder kortene og følelserne tæt ind til kroppen. Han reagerer kun udad med sin AK, men er ellers et tørt bekendtskab. Scenerne mellem dem lider under, at deres eneste modsætningsforhold er teoretisk: at slå ihjel eller ikke at slå ihjel.

For ligesom de fleste superhelte er Daredevil som karakterstudie betragtet en rimeligt kedelig størrelse: et retskaffent moralsk kompas med duelighedstegn og gode manerer. Han har brug for en megaloman superskurk, der er larger than life, ligesom Batman har brug for Jokeren og Superman for Lex Luthor.

De bedste momenter i første sæson kom netop fra Vincent D’Onofrios fremragende Wilson Fisk, og han mangler i fortsættelsen. Som med Jokeren eller Luthor fornemmede man under hele forløbet, at superhelten stod ansigt til ansigt med en skurk med ærmerne fulde af esser, og samtidig fulgte man Fisks egne problemer med at kontrollere de kriminelle faktioner i Hell’s Kitchen, mens man så hans menneskelighed i romancen med galleriejeren Vanessa. Spillet mellem Murdoch som den gode katolik og Fisk som den galt afmarcherede forretningsmand fik det bedste frem i serien, og D’Onofrios superskurk nåede med sit Brando-agtige kæmpekorpus i glimt at berøre et Kurtz-lignende monstrum, der er de allerfærreste skurke forundt.

Anden sæson er mørkere, blodigere og opererer med et drama på en større skala, der ikke er begrænset til Hell’s Kitchen, men det har paradoksalt nok den konsekvens, at dramaet føles mindre vedkommende. Hvor første sæson glimrede med følsomme flashbacks, der i flere tilfælde tilføjede nuancer til personportrætterne, sylter anden sæson de små fortællinger og undviger helt det øjeblik, som hele dramaet roterer omkring: mordet på Frank Castles familie.

Castingen er ellers upåklagelig. Bernthal, der spiller Castle, er lige så gribende med minimalistiske midler som i gennembrudsrollen fra ‘The Walking Dead’ eller sin fine præstation i ‘Show Me A Hero’, og Yung håndterer fornemt det omskiftelige i Elektra, der i én scene er nådesløst uopnåelig og i den næste spinkel og sårbar. Men replikkerne er lige så retningsløse som plottet i det hele taget – tæl f.eks. antallet af gange, replikker som “Er det en trussel?” dukker op – og man kan ikke undgå at tillægge udskiftningerne på holdet bag serien det meste af ansvaret. Drew Goddard og Steven DeKnight var ved roret i første sæson, og de udstak en kurs, der mindede mere om de fleste klassiske tegneseriehæfter end Christopher Nolans mørke superheltedramatik. Det nærmede sig nogle gange det fjollede, men det gjorde også det hele mindre tungt og patosfyldt – en vægtig egenskab, når ens hovedkarakterer er blottet for selvironi.

Med serierne ‘Daredevil’ og ‘Jessica Jones’ har Netflix udforsket en gren af superheltegenren, der ikke passer ind i formatet hos de store AAA-blockbusters. Serierne er eksplosionsforladte superheltekrimier i det smadrede og uimponerende Hell’s Kitchen, der føles så langt fra biograflærredets hæsblæsende eskapisme, at man ikke altid er sikker på, at der er tale om superhelte.

Men anden sæson af ‘Daredevil’ snubler i nogle af de samme tråde, som første sæson formåede at smide. Man sidder tilbage med en fornemmelse af, at det ikke er rustningen med horn, men derimod Matt Murdochs tamme, aflagte bandana, der ville være det bedste outfit for denne anderledes og potentielt anderledes interessante superhelt.


Kort sagt:
Jon Bernthal og Élodie Yung glimrer som The Punisher og Elektra, men anden sæson af ‘Daredevil’ savner både nuancer i personportrætterne og en skurk i Wilson Fisk-ligaen.

Anmeldelsen er baseret på hele anden sæson.

Tv-serie. Hovedforfattere: Douglas Petrie og Marco Ramirez. Medvirkende: Charlie Cox, Deborah Ann Wolf, Elden Henson, Jon Bernthal, Élodie Yung. Spilletid: 13 afsnit á 55 min.. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af