Tv-serierne på landets største kanaler har længe haft samme polerede studie-look, samme tematikker, samme trætte detektiver og døde kvinder. Man tager sig selv i at dagdrømme om noget nyt og friskt. Hvad med en serie om klamydia, kærestesorger og højre-swipes på Tinder, som også eksperimenterer med filmsproget, for eksempel?
I USA har webserien fået en opblomstring de seneste år med perler som ‘Broad City’ og ‘High Maintenance’, og nu begynder flere unge filmkunstnere med dansk pas at prøve kræfter med formatet i serier som ‘Anton 90’ og ‘Teenland’. Og ligesom de amerikanske forbilleder skider de hul i filmuddannelsernes højt besungne dogmer.
»Det fede ved webserier er, at dem, der fungerer allerbedst, gør alt det, man altid får at vide, man ikke må«, siger instruktøren bag ‘Anton 90’, Martin Skovbjerg.
DR3-serien er et kroneksempel på webseriens uregerlighed. Den følger Anton (Allan Hyde), en følsom gut i midt-20’erne, der famler i blinde i ødelandet mellem ubeslutsomhed og uendelig valgfrihed, mens han navigerer mellem datinglivets fristelser, med alt hvad det indebærer af druk, sex og hjertekvaler. Det lyder ligetil, men er det ikke på grund af et overraskende greb: Vi ser aldrig Anton. Serien er udelukkende optaget i point of view-skud fra hovedpersonens synsvinkel.
Næsten alle fortilfælde i filmhistorien fortæller os, at grebet er kunstnerisk harakiri, og netop derfor var det et ufravigeligt krav for den uprøvede instruktør Martin Skovbjerg, der tidligere har været bedst kendt som DJ Er Du Dum Eller Hvad og en tredjedel af AV AV AV.
»Man lærer kun ved at kaste sig ud i noget, man ikke rigtigt ved, hvad er. Jeg har aldrig været skolet, det er autodidakt det hele. Det kan være en fordel nogle gange. I det her format følte jeg, at jeg havde en masse frihed til at lave det, jeg gerne ville, og jeg tror ikke, jeg ville have gjort det uden muligheden for at prøve nogle vanvittige ting af«, siger han.
»Det hele ligner lidt sig selv for tiden i dansk film og tv. Der er ikke rigtigt nogen, der forsøger at stikke ud. Der er rigtigt mange helgarderingsshows lige nu, og det er ikke det, vi kommer til at vinde på«.
En årsag til, at Skovbjerg og co. lykkes, hvor så mange andre har fejlet, er, at den manglende ydre identifikation opvejes af filmmagernes levende brug af sociale medier som dynamisk arena for dramaet. Vi genkender den skizofreni, der ligger i at jonglere tre Facebook-samtaler, en Instagram-tråd og en Tinder-profil på samme tid. Vi genkender det digitale rollespil.
Derfor er ‘Anton 90’ muligvis den første danske kvalitetsserie til Tinder-generationen, og noget tyder på, at webserien netop er den platform, hvor segmentet i transitzonen mellem ungdom og voksenliv omsider skal blive hørt.
»Der mangler helt klart noget i den her stil, og jeg håber, at det kommer nu«, siger Skovbjerg. »Ofte har man indtryk af, at ungdomsserierne er lavet af voksne, der taler ned til de unge. Det føler man også lidt med en serie som ‘Sjit Happens’«.
En kattevideo, der bliver til en russisk roman
Manuskriptforfatter Mads Grage blev netop fyret fra ‘Sjit Happens’, fordi han slagtede showet i producenternes nærhed: »Det er pinligt at lave en serie om unge folk på Nørrebro, som unge folk på Nørrebro ikke gider at se«, lød hans bidende ord.
Nu arbejder han selv på et projekt rettet mod samme segment, en stærkt selvbiografisk webserie om en ung mand, der forsøger at begrave hjertesorgen fra et forlist forhold i en kødrand af Tinder-dates (den endnu unavngivne serie får premiere senere på året).
Grage har længe været ved at gå til i film- og tv-branchens rigide regelrytteri, men fraværet af store økonomiske interessenter i webserieformatet har endelig givet ham den frihed, han har higet efter.
»Hver eneste gang jeg har været på en etableret produktion, så har jeg syntes, at alle var idioter og lavede film helt forkert. Der er så meget vanetænkning og ‘nej-hat-hed’, som er fuldstændigt umuligt at arbejde med«.
»Mine producere startede med at sige, at jeg kun måtte have to locations og to karakterer ud over hovedpersonen per afsnit. Til det svarede jeg: Hvorfor det? Locations og karakterer er gratis, og alle arbejder gratis, så hvorfor må jeg ikke have 100, hvis jeg kan nå det? Så længe jeg ikke vil lave et helikopterskud, og jeg har penge til en sandwich til frokost, så kan jeg lave lige, hvad jeg vil«.
Grage beskriver sit fiktionaliserede selv som en mand, der ser op til Hank Moody fra ‘Californication’, men har mere til fælles med Woody Allen og ved, at det er »fucking russisk roulette, om pikken kan komme op at stå, fordi han er så ulykkelig indeni«. Webserien er altså ikke bare en langstrakt fuckfinger til konventionerne, den vil også sige noget ægte og personligt om at være ung på godt og ondt.
»Ude i byen var det sgu ikke kosher at sige, at man lavede ‘Sjit Happens’. Jeg vil lave noget, der er shareable og har en sketchagtig kvalitet, men også har noget rørende, noget dybde, noget ægte nedenunder. Tænk, hvis der var nogle, der blev gift på grund af min serie. Det ville være smukt. Eller bare fik god sex. Og helst også nogle andre end mig«.
Andet vindue til noget vigtigere
Den komprimerede episodelængde (fem minutter i ‘Teenland’, otte i ‘Anton 90’) stiller krav til filmmagerne om at samle små, afsluttede historier til en færdig fortælling. På den ene side skal de enkelte dele fungere i egen ret, på den anden skal de indgå i et organisk hele, fordi brugerne ofte sluger serierne i ét væk. Hvis de altså ikke fanges af andre gratis fristelser på internettets tag-selv-bord.
»Man skal hele tiden have for øje, at folk kan klikke væk«, siger Mads Grage. »Man skal være spændende for at holde dem til ilden, og hver gang man er spændende, er man også en smule uægte. Så det er svært at bevare autenticiteten og den der insisteren på det, der er vigtigt. Og så bliver du tilmed dømt til alles skue med hits og likes og alt muligt, så det er en enormt transparent og ubarmhjertig distributionsform«.
Målet for Grage? »At min serie er en kattevideo, der udvikler sig til en russisk roman!«.
Som den etablerede tv-branches uvorne lillebror er webserien et fristed, hvor talenter kan eksperimentere, fejle og frigøre sig, men formatet fungerer i mange tilfælde også som en rugekasse for unge filmmagere med spillefilmdrømme.
Martin Skovbjerg udvikler allerede flere projekter i spillefilmlængde, mens Marie Grahtø er i færd med at lave sin webserie ‘Teenland’ som spillefilm under titlen ‘Teenage Jesus’. Spørgsmålet er, om de vordende spillefilminstruktører i mødet med industriens pengetænkning kan bevare den vitalitet, der gennemsyrer deres webserier?
Grahtøs ‘Teenland’, der fungerede som hendes afgangsfilm fra Super16-uddannelsen, er en stiliseret, symbolsk ladet superheltefabel om teenageangst og selvrealisering uden antydningen af den grå realisme, der ofte præger dansk film.
»Jeg ville gerne lave serien som et eksperiment, der skulle løses på et mere intuitivt plan og ikke med tusind whiteboards, post-its og ordet ‘plot’ i hver eneste sætning. Mere noget med øer af energi, kontraster og billeder. Helt ærligt så forventer jeg mindre frihed i den etablerede branche. Desværre. De kloge siger, at det er præmissen, når man laver film professionelt«.
Lad webserierne inspirere
Det kan Mads Grage skrive under på: Da han arbejdede på TV 2-serien ‘Dicte’, fik han en reprimande, fordi han havde lavet 46 og ikke 45 sceneoverskrifter! Men webseriens sprællevende spontanitet kan tjene som en saltvandsindsprøjtning til dansk film som helhed.
»Talentfuldhed er noget, vi gerne vil tro er medfødt«, siger Grage. »Gu er det ej! Det er fucking træning, det er arbejde, og det er noget med at blive ved og blive ved og blive ved.
Jeg tror, at det største problem ved at være et ungt talent er, at du skal lave noget, der er meget talentfuldt, før folk anerkender det. Alle vil jo gerne være den næste Terrence Malick (‘The Thin Red Line’, ‘The Tree of Life’, red.), og så render de rundt og prøver at være det i en skov i Danmark. Med webserien kan man få noget begejstring ind i det. I stedet for at lave dyre kortfilm, der alligevel altid bliver lort, så skal vi lade folk øve sig og lave noget med energi og fortællelyst«.
Spørgsmålet er, hvad der sker, når webseriens frontfigurer kolliderer med den etablerede branche. Blegner de i horden af formler, regler og rutiner?
»Jeg tror, der er fede ting på vej«, siger Marie Grahtø. »Anderledes film, end vi normalt ser i Danmark. Der står en del unge, dygtige filmskabere, som er sultne efter at kappe navlestrengen til dogmearvens fortærskede socialrealisme. Et nødvendigt opgør, hvis der filmsprogligt skal ske en udvikling i dansk film«.
Læs også: Kommentar: DR’s dramaserier har tre livstruende problemer
Læs også: Manden bag ’Fetter’: »Ingen kiggede over skulderen, når der blev bandet eller sniffet coke«