I denne uge gør vi med temaet ’Danske serier – stagnation og nye strømninger’ status på dansk tv-fiktion. ’Norskov’-forfatter Dunja Gry Jensen har allerede givet sit besyv med, og de næste dage følger instruktør Christoffer Boe og tv-ekspert Ane Cortzen.
Men vi skal også til udlandet for at høre, om danske serier stadig har en stor stjerne. Og vi starter med en af USA’s førende tv-kritikere, Slates Willa Paskin, der anbefaler ’Borgen’ til alle, hun kommer i nærheden af.
Nogle gange kan danske tv-interesserede give hinanden det indtryk, at man i USA og England snakker om danske tv-serier konstant. Er det rigtigt?
»Haha, det gør vi absolut ikke. Jeg ville ønske, vi gjorde. Jeg synes i hvert fald, at de, der er blevet eksporteret til USA, har været gode. Og jeg ville ønske, at flere så dem. Der er så meget tv i USA, og de bliver ikke vist på de store kanaler, som de er blevet i England, så man skal selv opsøge dem. Det er nok for tv-nørderne, der ikke bare ser, hvad der nu lige lægger foran dem«.
Hvilke danske serier har du set?
»’Borgen’, ’Forbrydelsen’ og ’Broen’. Og så har jeg hørt meget godt om ’Arvingerne’«.
Hvad kan du lide ved dem?
»Jeg elsker ’Borgen’. Jeg kan kun lide ’Forbrydelsen’ og ’Broen’. Men det, jeg elsker ved ’Borgen’, er, at det er en ikke-voldelig, voksen serie om almindelige mennesker. Selvfølgelig er hun statsminister, men det er stadig normale mennesker, og det virker realistisk. Jeg savner ofte ikke-voldelige, ikke-creepy serier, som bare handler om voksne og magt og ægteskab – interessante modne problemer. ’Borgen’ skildrer det så ubesværet og interessant, og Sidse Babett Knudsen er så god. Det er en elskelig serie. Jeg har anbefalet den til utroligt mange, og alle elsker det. Hvordan kan man ikke elske det?«.
Og hvad med ’Forbrydelsen’ og ’Broen’?
»Det er interessante versioner af serier, vi har for mange af. Men de er mere psykologisk indsigtsfulde og ikke helt så grusomme – de er godt lavet, men ikke helt så unikke som ’Borgen’«.
Man kunne måske godt hævde, at de faktisk var inspirerede af amerikanske serier?
»Ja, jeg ved godt, at de bliver sat i sammenhæng med amerikanske mordmysterier og krimier, ligesom ’Borgen’ bliver sat i relation til ’The West Wing’. Men de er lidt højpandede, de udvikler sig langsommere og er mere seriøse omkring karakterudviklingen. Mange amerikanske serier, især network-serier, er mere optaget af at tilfredsstille annoncørerne end seerne, og der giver det en anden seriøsitet, at de danske serier er lavet med et højere folkeligt formål«.
Fordi de har mere tematisk på spil?
»Altså normalt er budskabsrytteri jo egentlig et tegn på, at serien er forfærdelig. Men jeg tror, danske shows er lidt mere subtile. Hvis amerikanere skulle lave en serie om, hvordan forældre behandler sorgen over tabet af en datter som i ’Forbrydelsen’, ville det blive ubærligt cheesy. Så det er måske jeres stil mod vores, der gør forskellen. Det handler ikke bare om plot, men også om at være investeret i karakterernes rejse«.
I Danmark er de her serier jo så mainstream, som noget kan være – næsten alle ser med. Men i USA er det vel en eksotisk størrelse?
»Ja, der er da en forskel, fordi det bare ikke er mainstream i USA. Der er noget med undertekster, der får ting til at virke mere classy, selvom de ikke er det. Man er nødt til at læse, mens man ser det, man kan ikke bare være på sin iPhone samtidig, og det kan jeg godt lide. Men der er da klart en patina af fremmedhed, som får det til at virke mere highbrow.
Altså, det er da klart, at de her serier er underholdende og ret let tilgængelige, og at de bruger nogle velkendte troper, som også er meget populære i amerikansk tv. Men i oversættelsen fra amerikansk til dansk bliver det mere sofistikeret, mindre teatralsk, lidt mere roligt og tænksomt. Ikke at der ikke er godt amerikansk tv, men det her er gode udgaver«.
Men er der også en tendens til, at man som amerikansk kritiker gerne vil se det som mere artsy, fordi man tilhører den lille elite, der har set det?
»At de ikke er så gode, som vi synes? Det er måske muligt. Overvurderer vi dem? Måske, måske. Men jeg synes altså, ’Borgen’ var fantastisk, og det er ikke af highbrow-årsager, men fordi det er en elementær nydelse og meget fornøjeligt af se.
Det er i sig selv usædvanligt for os her i USA at se en historie om et politisk system, hvor lederen kører på cykel til arbejde, bor i et normalt hus og har med andre politikere at gøre, der grundlæggende også er meget fornuftige. Det yderste højre i den serie er jo et fantasibillede i forhold til, hvordan det yderste højre er her«.
Og Birgitte Nyborg skubber ikke journalister ud foran tog!
»Haha, præcis! Der er noget betryggende ved at se, at politik kan være meget velfungerende. Der et fantasielement i det: Wow, man kan være så ordentlig og alligevel stryge til tops. Det sker bare ikke her. HBO har købt rettighederne til at remake ’Borgen’, og jeg har talt med dem om det, og problemet er, at den næsten er umulig at oversætte. Måske man kan forvandle karakteren til guvernøren af Wyoming, men vi har ikke noget tilsvarende i en så magtfuld position«.
Hvad med det visuelle – synes du, de danske serier på det plan kan leve op til de bedste amerikanske serier som ’Breaking Bad’ og ’True Detective’?
»Du spørger den forkerte, for jeg går helt ærligt mest op i plot og karakterer. De skandinaviske serier er måske lidt fladt filmet, men æstetisk har danskere og svenskere så mange lækre ting, lækre hjem, modsat os amerikanere, der fylder vores hjem med ting fra IKEA. Så der er en æstetisk appel i at se et land, der er ordentligt på den måde. At se folk på cyklen er i sig selv bare visuelt appellerende!«
Er du stadig sulten på hele nordic noir-universet?
»Jeg er mæt af mystiske mordgådeserier i hvert fald. Det er udmattende at udforske død i så mange shows, som vi ser for tiden«.
Tror du, at de danske serier har inspireret de amerikanske?
»Ikke direkte, men jeg ved, at Shonda Rhimes (den indflydelsesrige serieskaber bag ’Grey’s Anatomy’, ’Scandal’, ’How to Get Away with Murder’) for eksempel har set ’Borgen’. Ikke at hun bruger det direkte i sine serier«.
Vi bryster os ofte af, at vores serier har vundet de internationale Emmy-priser. Hvilken status har de for en amerikansk tv-kritiker?
»Helt ærligt så anede jeg ikke, at der fandtes internationale Emmy’er. Men jeg vil så sige, at jeg også synes, de amerikanske Emmy’er er åndssvage!«.
Læs også: DR’s dramaserier har tre livstruende problemer
Læs også: ‘Norskov’-forfatter gør status –»Både branchen og pressen er for dårlige til at give TV 2 credit«
TEMA: Danske serier – stagnation og nye strømninger