’Norskov’-forfatter gør status: »Både branchen og pressen er for dårlige til at give TV 2 credit«

’Norskov’-forfatter gør status: »Både branchen og pressen er for dårlige til at give TV 2 credit«

Laver Danmark stadig verdens bedste tv-serier?

I denne uge gør vi med temaet ’Danske serier – stagnation og nye strømninger’ status på dansk tv-fiktion. Instruktør Christoffer Boe, tv-ekspert Ane Cortzen og to førende amerikanske tv-kritikere giver deres besyv med udefra, men vi starter med ’Norskov’-hovedforfatter Dunja Gry Jensen, der er overraskende optimistisk, selvom hendes roste TV 2-serie blev lukket efter blot én sæson.

Hun håber stadig, at ‘Norskov’ sæson 2 har en chance, kommer TV 2 i forsvar og vil lave noget helt andet, hvis hun skulle søsætte en ny serie.

Hvad savnede du i det danske tv-serieudbud, da du satte dig for at lave ’Norskov’?
»Jeg savnede, at DR’s monopol blev udfordret lidt. DR har været og er et utroligt vigtigt sted for dansk tv-dramatik, de har skabt rammerne, som de kreative har kunnet udfolde sig i. Men jeg var glad for, at TV 2 havde ambitioner i retning af den mere seriøse voksendramatik. Og så var der også nogle mere formsprogsagtige ting, hvor jeg syntes, jeg kunne byde ind med noget andet«.

Hvad var det?
»Jeg savnede noget, der ikke var så effektivt fortalt. Der er jo masser af gode karakterer i dansk tv-fiktion, men de store danske serier har især været gode til en meget effektiv plotdrevet fremdrift. Jeg interesserer mig mere for noget, som går mod plottet – hvor der er plads til nogle flere afstikkere, plads til at blive lidt mere hængende i scenerne og lidt mere fordybelse.

Med ’Arvingerne’ udfordrede DR selvfølgelig sig selv på en meget fedt måde. Selvfølgelig kan man sige, at det stadig er super plotdrevet, og at den læner sig op af store navne, men den kom med noget nyt og interessant i forhold til smagen og formsproget. Så det er jeg måske mere i familie med«.

Norskov 6
‘Norskov’

Så ’Norskov’ kom med noget anderledes?
»Ja, i al ubeskedenhed var ’Norskov’ i mine øjne noget af det mest modige, der er lavet på dansk tv i lang tid.

Hvad var det nye ved ’Norskov’?
»Det er i sig selv nyt at lave noget, hvor der ikke er etablerede stjernenavne på rollelisten, og som foregår på jysk sprogtone. At vi lavede alt på location, havde man heller ikke set herhjemme før. Og så er plottet og dramaturgien mere åben, mere søgende og mindre effektiv. Vi prøvede også et mere artistisk formsprog i forhold til klipning og lydarbejde, som er mere komplekst, end folk er vant til – med et mere subjektivt lydbillede og mere associativ klipning. Måske blev det for meget nyt for TV 2 på én gang«.

Har dansk tv-fiktion tidligere spillet for sikkert?
»Det synes jeg godt, man kan sige. Men jeg kan da godt se det fra kanalernes synspunkt – man skal ramme en meget bred målgruppe«.

Men hvad siger det så om tilstanden og modet, at ’Norskov’ alligevel blev lukket efter en sæson?
»Jamen det var da helt enormt ærgerligt, ikke bare for mig, men for mange. For ’Norskov’ rammer selvfølgelig ikke alle, men den fik en utroligt god respons, og folk syntes, at det var forfriskende og fornyende, og at det lykkedes at skabe et troværdigt univers, der gav grobund for flere sæsoner.

Dunja Gry Jensen
Dunja Gry Jensen

Så det er da brandærgerligt, at man lagde det ned udelukkende på grund af seertal. Men det er nok også, fordi TV 2 ikke har den lange tradition inden for feltet, som DR har, og hvor en Ingolf Gabold kunne gå ud og sige, ’det er skide godt det her, folk skal bare lige vænne sig til det’. DR kan sige, at noget er godt, og så tror folk på det, for nu at karikere det lidt. Og jeg tror da også, ’Norskov’ var blevet endnu taget bedre imod, hvis den kørte på Danmarks Radio. De har nogle andre muskler, en kunstnerisk troværdighedsmuskel«.

Men fornyelsen har det stadig svært?
»Altså jeg synes faktisk ikke, at TV 2 har fået credit nok for at lave ’Norskov’ i første omgang. De fik ikke credit for modet til overhovedet at lave serien, for det var sgu ret vildt og sejt, at de gjorde det. Jeg følte ikke, der var nok, der anerkendte, hvor modigt det var af TV 2. Jeg synes, at både branchen og pressen er for dårlige til at give TV 2 credit for at have hævet ambitionsniveauet på fiktionen og give mere integritet til de kreative.

Bedre skilt end aldrig
‘Bedre skilt end aldrig’

Men billedet er ved at blive brudt lidt op. Der bliver lavet flere serier. Vi har en public service-pulje, der støtter andre kanaler end DR, TV 2 er kommet ind i kampen, og der er flere producenter, der er gode til at hente penge fra udlandet. Der er en lyst til at lave billigere serier for at kunne tage større chancer, og på komediefronten sker der også noget med serier som DR’s ’Ditte og Louise’ og TV 2’s ’Bedre skilt end aldrig’. Så der sker jo gode ting, hvor det så bare er en streg i regningen at lægge ’Norskov’ ned, fordi den ellers åbnede repertoiret for, hvad der kan lade sig gøre«.

Men du er faktisk optimistisk?
»Ja, men da kun hvis vi får lov at lave den sæson 2!«.

Er der stadig håb?
»Der er stadig håb, men mere kan jeg ikke sige«.

Hvad savner du ellers i de danske serier i dag?
»Jeg ville gerne lave noget mere genreorienteret – hvis jeg skulle lave en ny serie, ville jeg gerne lave noget overnaturligt, en spøgelseshistorie, noget okkult. Men det er selvfølgelig svært at få igennem, fordi det som udgangspunkt er smallere«.

Laver vi de bedste serier i verden?
»Hahaha. Øøøøh. Bobbob, det ved jeg sgu ikke. Men jeg er sikker på, at der bliver lavet rigtigt mange serier, der er dårligere end de danske. Altså, vi har jo altid kigget på de amerikanske og britiske serier, og det er da svært at påstå, at vi overgår de bedste af dem. Men der er noget skandinavisk med en virkelighedsforankring, som vi måske nogle gange synes er røvsyg, men som måske også giver en menneskelig dybde. Og så er der det med, at vores serier skal være så brede, som de skal være. Vi kan tænke i genrer på en måde, som er meget inkluderende«.

Hvilket så også kan være en ulempe?
»Ja, det ville være godt, hvis vi kunne frigøre os selv lidt fra det. Det kan være tungt, når alle skal kunne lide det samme«.

Læs også: Kommentar: DR’s dramaserier har tre livstruende problemer

Læs også: En fuckinger fra webserieundergrunden: »Tænk hvis nogen blev gift på grund af vores serie – eller bare fik god sex«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af