I 2010 så producer Jenni Konners det lille indie-drama ’Tiny Furniture’. Den var instrueret af en ung, talentfuld kvinde ved navn Lena Dunham, som selv spillede hovedrollen og havde castet sin egen familie og venner til rollerne omkring hende.
Konner blev besat af den 15 år yngre newyorker, som hun fandt modig og anderledes. Så hun var ikke i tvivl, da hun blev spurgt, om hun ville supervise en serie skabt af sit nye idol, og sådan mødtes Konner og Dunham på settet til ’Girls’. Siden har de været uadskillelige.
Mens alle kender Dunham som seriens frontfigur, og mange måske samtidig ved, at den er produceret af komediekongen Judd Apatow, kender de færreste Jenni Konner.
Men det er altså Konner, der skriver og udvikler serien med Dunham. De tager sammen de vigtigste beslutninger, og på en måde har Konner med sin titel som showrunner den største magt i det daglige arbejde med den.
Konner og Dunhams parløb understreges af, at de også arbejder sammen uden om ’Girls’. De kører det feministiske nyhedsbrev ’Lenny’ sammen, har HBO-piloter i støbeskeen og arbejder på en dokumentar. Men tilbage til ’Girls’, hvis femte og næstsidste sæson nu kører på HBO Nordic herhjemme.
Jenni Konner, på en skala fra et til ti, hvor meget nøgenhed er der så i sæson fem?
»Ha, det er et sjovt spørgsmål! Jeg tror, det er det samme som de andre sæsoner, men i år har vi til gengæld mere bøssesex. Elijah (Andrew Rannels, red.) har en romantisk historie med Dill (Corey Stoll fra ’House of Cards’) som er ret fantastisk og virkelig rørende. Det indeholder selvfølgelig bøssesex, som jeg ikke tror, vi har haft før. Eller – vi havde et handjob. Nu har vi rigtig bøssesex«.
Hvordan kommer vi til at mærke, at vi nærmer os enden i den nye sæson, der er den næstsidste?
»Jeg tror, vi nærmer os en slutning på den måde, at pigerne bevæger sig mod at blive voksne. Det betyder ikke nødvendigvis, at de gør det, men de prøver i hvert fald ihærdigt på at blive det«.
Så ’Girls’ ender ikke med fire voksne kvinder?
»Det gør det i hvert fald ikke! Men jeg vil stadig gerne have, at det bliver en tilfredsstillende slutning. Det håber jeg, vi kan få lavet. Men det er svært, fordi serien hverken er en tragedie eller komedie og dermed ikke går en entydig vej. ’Girls’ er begge dele – ligesom livet også er det«.
Piger vokser aldrig op
I traileren ser vi ordene »Girls grow up«…
»Står der det?«
Ja – »Girls grow up, but friendship is forever complicated«
»Det er et godt slogan!«
Ja, men det fik mig til at tænke på, hvordan Marnies ægteskab med Desi er særligt voksent?
»Det er Marnies version af at blive voksen, hvor hun tager en konkret beslutning og prøver at stå ved den. Vi har set hende have problemer med utroskab og generelt hemmelighedskræmmeri før, så det er hendes forsøg på at starte på en frisk og tage et drastisk skridt fremad. Og ja, det er måske ikke det bedste valg, hun tager, men det er i det mindste et valg«.
Så du synes heller ikke, det er en god idé?
»Jeg ved det ikke. Det finder vi jo ud af senere, men altså… Hun virker som en ængstelig brud på bryllupsdagen, og han virker som en ambivalent gom, hvis du forstår, hvad jeg mener«.
Adam og Jessas nye forhold er måske heller ikke et klogt valg med Hannah ude på sidelinjen. Hvordan fik I den idé, og hvorfor forfulgte I den?
»Det var noget, vi havde tænkt på i lang tid. Der har været meget tension mellem de to længe og især i forrige sæson. Jeg ser det som uundgåeligt, at de finder sammen. De er begge i AA, begge sindssygt passionerede mennesker og begge en smule sindssyge. Så det var umuligt, at de ikke blev tiltrukket af hinanden«.
Det er en udbredt ting i ensembleserier, at karaktererne indbyrdes finder sammen på kryds og tværs. Var I bekymrede for, om det blev for tykt?
»Det føles meget rigtigt for mig, at det er sådan, for det var også min oplevelse, da jeg var i 20’erne. Det var, som om der kun var ti personer i New York – eller det var i hvert fald sådan, vi opførte os. Så den idé føles meget ægte for mig – at man genbruger folk. Men det er selvfølgelig også for at komplicere tingene. Hvordan føles det, hvis din bedste ven begynder at date din ekskæreste? På den måde er det også mere en historie om Hannah, end det er en historie om Adam og Jessa«.
Fyrre, tredive eller tyve
Du er selv i 40’erne og arbejder sammen med piger omkring de 30. Føler du et stort skel mellem dig og dem?
»De piger er de mest voksne mennesker, jeg kender. Lena opfører sig som en 60-årig, Allison (Marnie, red.) er lige blevet gift, Jemima (Jessa, red.) har to børn. De fleste af dem er ædruelige, og de bliver aldrig fotograferet til fester. De er slet ikke som pigerne i serien, de er meget mere modne. Faktisk føler jeg mig ret ung og dum i forhold til dem, så jeg tror, vi mødes et sted på midten«.
Kan du selv relatere dig til de piger, de spiller – Marnie, Jessa, Hannah og Shoshanna?
»Ja, deres liv er totalt mine 20’ere! Og jeg var et større rod, end de var. Jeg minder meget mere om Hannah, end jeg har lyst til at indrømme«.
Er der nogle bestemte oplevelser du har givet videre til serien så?
»Ja, men det får du aldrig at vide. Det er mine små hemmeligheder«.
BFF’s med Dunham
Lena Dunham og dig er bedste venner. Hvordan påvirker jeres venskab arbejdet på ’Girls’?
»Det gør det så meget nemmere. Det betyder, at vores interne kampe aldrig bliver rigtige skænderier, for vi ved, at vi kan komme gennem alt, og at vi på et kreativt plan respekterer hinanden. Det gør det hele mere simpelt«.
Men hvad er så udfordringerne ved at have sin bedste ven med på arbejde hver dag?
»Der er ingen, så vidt jeg ved«.
Ingen?
»Vi bliver også uenige, men så lytter vi til hinanden. Sådan er det generelt på holdet. Vi er meget demokratiske, når vi er uenige. Jeg tror, vores seneste diskussion handlede om, hvad en af skuespillerne skulle have på i en scene. Men det var bare et lille bump på vejen, intet stort skænderi«.
Så I skændes ikke lige så voldsomt, som de gør i serien?
»Nej, åh gud, nej. Men jeg plejede virkelig at skændes sådan der med mine veninder, det var helt skørt. Jeg havde de der kampe, hvor vi endte med at være ansvarlige for hinandens følelser. Det var virkelig et egoistisk synspunkt. Jeg føler, jeg er vokset lidt fra den måde at skændes på«.
Lenny og pigerne
Dig og Lena Dunham kører også det feministiske nyhedsbrev Lenny sammen. Er der en sammenhæng mellem det og ’Girls’?
»Lenny er det sted, hvor vi kan være skingrende, budskabstunge feminister, hvis vi vil, samtidig med det er et sted, hvor vi kan tale om neglelak – det er et godt sted at udtrykke os selv. ’Girls’ har aldrig skullet være en serie fyldt med politiske budskaber. Vi ville aldrig lave et afsnit med den agenda, at nu skulle vi sætte kvindekroppen på dagsordenen. Vi viser den bare ærligt. Så vi prøver helt klart at adskille Lenny og ’Girls’, hvor førstnævnte er mere feministisk og politisk«.
Der er nok mange, der vil mene, at ’Girls’ i en eller anden grad også er politisk?
»Det tror jeg måske også, den er, men det kommer fra noget i vores hjerter og ikke fra en politisk bevidsthed. Det er ikke det, vi prøver på med ’Girls, hvorimod når Jennifer Lawrence skriver en artikel om ligestilling i løn til Lenny, så prøver vi virkelig at sige noget«.
Men ’Girls’ har vel ændret noget for kvinder?
»Jeg tror ikke, jeg kommer til at kunne svare på det spørgsmål, før der er gået nogle år. Jeg har brug for noget afstand, for lige nu står jeg midt i det. Jeg er glad for at læse al rosen, og at folk stadig taler om ’Girls’. Men jeg kan ikke svare dig på endnu, hvad ’Girls’ har bidraget med«.
Hvad vil du så ønske, den har ændret, når du ser tilbage om nogle år?
»Jeg håber, serien har givet kvinder en følelse af, at de kan dele deres historier og meninger både kreativt og generelt i verden omkring os. Engang sagde en ung kvinde sagde til mig, at efter hun havde set ’Girls’, følte hun sig ikke skamfuld over sin krop, når hun havde sex og lå øverst – og der tænkte jeg, okay så kan jeg ikke bede om mere. Det er det, jeg gerne vil have. Og at folk bør hyre flere kvinder. Det er et af de budskaber, Lena og jeg altid prøver at bringe frem«.
Der har været snak om, at du og Dunham skulle skyde en pilot for HBO om second-wave-feminisme. Hvordan går det med det projekt?
»Den pilot er faktisk på hold lige nu. Vi er ikke sikre på, hvad der skal ske med den, da vi også har flere piloter og filmidéer, som vi arbejder på samtidig. Vi har en dokumentar, der kommer på HBO i juni, der hedder ’Suited’ og handler om skræddere, der laver tøj til transkønnede«.
Handler alle jeres projekter om køn?
»De handler ikke kun om det, men ja, det er lidt en tendens, at det er det, vi beskæftiger os med. Det bliver en smule politisk, men det handler mest bare om at rykke grænserne for kvinder. Det er det vi gerne vil«.