’Grimsby’

Kære psykolog

Jeg skriver til dig, fordi jeg har oplevet noget, som jeg ikke forstår. Jeg har lige set den nye action-spoof-komedie med Sacha Baron Cohen (du ved, ham med ‘Borat’ og ‘Brüno’), og den var dårlig. Men jeg grinte voldsomt meget. For meget.

Cohen spiller en latterlig, engelsk fodboldfan, Nobby, som har et kronisk røvsmil, usandsynligt mange børn og en fed kone. Det sidste er en gennemgående vits og siger egentlig alt om filmen: Fede kvinder er sjove, hvis de selv tager pis på deres overvægt. Det synes jeg i udgangspunktet ikke er morsomt, men jeg grinede alligevel, da Nobbys kæreste pruttede med skeden, og da en tjenestepige, spillet af Gabourey Sidibe fra ‘Precious’, fik slikket fisse i en eller anden fucked up stilling. For helvede da også.

Som barn blev Nobby adskilt fra sin bror, Sebastian (Mark Strong), og nu mødes de igen. Men hvor Nobby er lige så stupid som Liam Gallagher, så er broren en MI6-agent, der er lige så badass som James Bond. Og så sker der noget vildt, noget med en ond Penélope Cruz, der vil smadre verden, og så skal Nobby hjælpe Sebastian og ja… du kan selv gætte resten.

Min forvirring skyldes nok også, at jeg sætter Cohen meget højt. Jeg skrev speciale om ham og forspilder aldrig chancen for at kalde ham et af de største filmgenier i nyere tid. Han er sådan lidt den ultimative plattenslager, men med en utrolig og uventet klangbund. For han har som regel en pointe.

Gennem sine fiktive karakterer udstiller han de grimme sandheder om os mennesker, og den autenticitetssøgende komik har virkelige konsekvenser: Konstante søgsmål fulgte i kølvandet på Borats injurierende interaktion med virkeligheden, og når Brüno kysser med sin mandlige assistent i en Ultimate Fighting-arena i sydstaterne er det med livet som indsats. Cohen lever og risikerer at dø for sine film.

‘Grimsby’ mangler denne strømførende konsekvens, og for første gang i den britiske komikers karriere er alting 1:1. Der er ingen leg med virkeligheden, ingen samfundskritik eller dybere mening med galskaben – og galt, det er det. Et par scener kan bedst beskrives som sexscenerne fra ‘Brüno’ hævet i elefantpotens (se filmen, hvis du vil forstå metaforen). Det er vist nok også okay, du har i hvert fald engang sagt, at det er i orden at sætte pris på det banale. Det er bare ikke interessant, nærmere skuffende, når det kommer fra Cohen.

Og det bringer mig tilbage til mit dilemma, for hvis jeg ikke synes, at den var sjov, hvorfor grinede jeg så alligevel? Omkring mig i salen var der ikke mange latterudbrud, og så var det, at jeg blev bange for, om der er noget dybereliggende galt med mig. Er jeg simpelthen et dårligt menneske?

Jeg kunne ikke styre latterreflekserne konfronteret med mænd, der sutter hinandens testikler tomme for gift, og børn med AIDS, der bliver skudt (her må jeg tilstå, at jeg grinede helt manisk). Heldigvis grinede jeg ikke af filmens Donald Trump- og Bill Cosby-jokes og dens lange, hektiske actionscener. Det vil jeg bare lige slå fast.

Var det måske netop en chokrefleks over Cohens lave niveau? Lidt ligesom når man ikke kan lade være med at grine, når man bliver kildet? Det håber jeg. Lad os under alle omstændigheder tale om det i næste uge, så bliver vi måske klogere. Og lad os også tale lidt mere om mesterværket ‘Borat’, hvis der er tid tilbage.

Med venlig hilsen

Thomas