’Room’: Oscar-film er nervepirrende og livsbekræftende
Lenny Abrahamsons intime og hjerteskærende drama starter som lidt af et mysterium, man som tilskuer langsomt folder ud. Det giver den mest intense oplevelse ikke at vide meget om handlingen, så jeg vil egentlig anbefale at vente med at læse (andre) anmeldelser og for Guds skyld lade være med at se den alt for afslørende trailer.
Tre gange tre meters gulvplads, en vask, et badekar, en seng, et skab, et tv-apparat og et enkelt ovenlysvindue med udsigt til en bar himmel. For Ma (Brie Larson) er det et fængsel. For femårige Jack (Jacob Tremblay) er det hele verden med uendelige muligheder.
Filmen følger mor og søns monotome hverdag i Room, som hun har døbt det haveskur, der har udgjort deres ufrivillige hjem gennem syv år. Ma forsøger at skabe så normal en hverdag som muligt. De dyrker morgengymnastik, går i bad, læser bøger, leger, ser én times tv, så deres hjerner ikke rådner, og bager en fødselsdagskage. Om aftenen putter Ma Jack i skabet, hvor han gennem sprækkerne kun kan ane, at en skægget mand, Old Nick, kommer forbi med indkøbsvarer og foretager mærkelige ting i Mas seng.
Ligesom romanforlægget af Emma Donaghue, der også har skrevet manuskriptet, oplever vi størstedelen af den Oscar-nominerede ’Room’ gennem Jacks øjne. Hans synsvinkel er mesterligt fanget af Danny Cohens fotografering, der får rummet til at virke endeløst ved aldrig at give os et overblik, men fokusere på hjørner og kroge fra forskellige vinkler i frøperspektiv. Resultatet forvirrer og frustrerer vores stedssans og veksler mellem at give en følelse af nysgerrighed og klaustrofobi.
Det er både pinefuldt og fascinerende at være fanget i Jacks barnlige perspektiv, når den grumme sandhed går op for os. Jack stritter forståeligt imod nedbrydningen af sit verdensbillede, da Ma insisterer på, at det er det tid til, at han lærer, hvordan verden i virkeligheden hænger sammen. Til gengæld viser han sig i filmens dramatisk anderledes anden halvdel mere tilpasningsdygtig end sin traumatiserede mor.
Lenny Abrahamsons film viser, hvordan man kan skabe mening og opretholde håb i en komplet håbløs situation. For Ma er det Jack, der giver hende grund til at leve og kæmpe. »Engang, før jeg kom, græd og græd du og så tv hele dagen, indtil du var en zombie«, fortæller Jack i voice-over i filmens åbning. »Men så susede jeg ned fra Himlen, gennem vinduet, ind i Room. Og jeg sparkede indefra. Bum bum! Og så blev jeg skudt ud på gulvtæppet med åbne øjne, og du klippede navlestrengen og sagde, hej Jack!«.
Det er et rørende billede på, hvordan to mennesker kan holde hinanden oppe. Undervejs giver filmen både knuder i maven og nedbidte negle, og man forlader biografen følelsesmæssigt drænet, men også opløftet med en tro på livet og kærligheden.
At filmen rammer lige i hjertet er i høj grad skuespillerne Brie Larson og Jacob Tremblays fortjeneste. De to udstråler total symbiose. Jacob Tremblay, som var otte år under optagelserne og er med i hver scene, er et fund. Fuld af naturlig undren, nysgerrighed, frygt, energi og charme uden at være selvbevidst nuttet eller gammelklog, som børnestjerner ofte er. Lige så rent rammer Brie Larson, der slog igennem med indie-perlen ’Short Term 12’ i 2014 og nu fortjent har slået sit navn fast som en af Hollywoods mest talentfulde unge stjerner.
Den dramatiske og komplekse rolle i ’Room’ skubber hende helt ud på kanten af desperation, frygt, lettelse, depression, vrede, ømhed og glæde. Hendes præstation foregår i flere lag, da hendes karakter på sin vis selv hele tiden performer og ’spiller’ forskellige roller over for sin søn og verden omkring dem.
Kort sagt:
Brie Larson og Jacob Tremblay er gribende som mor og søn, der bliver holdt indespærret i et klaustrofobisk rum, i Lenny Abrahamsons intime og underspillede drama. Den både uhyggelige, nervepirrende og livsbekræftende film illustrerer på rørende vis, hvordan kærligheden mellem forælder og barn kan skabe mening i en håbløs situation.