De bedste nr. 5. ‘Six Degrees of Separation’
I et af Smiths mest overraskende karrieretræk hoppede han fra hiphop og ’Rap fyr i L.A.’ til Manhattans fisefornemme overklasse. Det intime kammerspil ’Six Degrees of Separation’ står i kontrast til skuespillerens senere eskapader i Hollywoods popcornmanege, men glimtet i øjet er det samme.
Smiths homoseksuelle snydepels hører nemlig ikke til i Manhattans penthouselejligheder, men integrerer sig selv i de finere kredse efter en løgnehistorie leveret med vanlig karisma (han fortæller Donald Sutherland, Ian McKellen og co., at han er Sidney Poitiers søn). Og der går ikke længe, før han har lavet ravage i miljøet.
Smith er karakteristisk rap i replikken, men krydrer portrættet med en dosis mystik – antydningen af, at der lurer et mørke under den sofistikerede facade.
Sætter man Smiths karriere under kritisk lup, kan man ærgre sig over, at hans komplekse karaktertegning i ’Six Degrees of Separation’ er en sjældenhed. Nok er han effektiv som spydspids for buldrende blockbustere, men han har forsømt at udforske sin dramatiske spændvidde i mindre indieproduktioner.
De bedste nr. 4. ’Men in Black’
Smith har flere gange bevist, at han kan bære hele blockbustere på charme og vid – tænk blot på ’Hancock’, ’I, Robot’ og det brede gennembrud ’Independence Day’ – men aldrig har han været så pragtfuldt castet som i sci-fi-komedien ’Men in Black’, Barry Sonnenfelds balstyrisk opfindsomme take på alien invasion-genren.
Smith er forrygende som vildbasse på afveje i et mikrokosmos af alvorsmænd (og gakkede rumvæsener), men det er parringen med tørt vittige Tommy Lee Jones, der gør ridtet gennem jordklodens ekstraterrestriske underverden frydefuldt.
Det fine i duoens samspil er, at de forener gnidninger og gensidig varme på tværs af generationer: Smiths skrigfarvede gangsterkluns kontrasterer Lee Jones’ anonyme jakkesæt, og læremesteren nyder at se sin lærling få klø af mangearmede rumvæsener, men det er tydeligt, at de nyder hinandens selskab – ligesom vi nyder deres.
’Men in Black’ fik senere en skuffende toer med Johnny Knoxwille som ukærkommen tilføjelse, men genrejste noget af æren med den tredje film i serien.
De bedste nr. 3. ’The Pursuit of Happyness’
Det er egentlig et mindre mirakel, at ’The Pursuit of Happyness’ svinger rumpetten over målstregen, for den spænder igen og igen ben for sig selv i ren sensationslyst.
Der er ingen grænser for, hvor meget Will Smiths mand på gaden skal udsættes for af uheld og urimeligheder, før vinden vender og puster hans liv mod det rosenrøde Hollywood-klimaks. Særligt irriterende er Thandie Newton i en birolle så karikeret som Askepots stedmor.
Men hver eneste gang, man er ved at spejde efter brækspanden, overbeviser Smith os om, at det er værd at græde med i tåreperseren. Hvor filmen flirter med det sentimentale, emmer hans præstation af hjerte, sjæl og autenticitet, mens samspillet med purunge Jaden Smith beriges af deres familiære bånd uden for lærredet: Kærligheden mellem far og søn er ikke til at tage fejl af.
Senere gik det dog grueligt galt for Smith og instruktør Gabriele Muccino, da de med ‘Seven Pounds’ svømmede durk i de klæbrige filmfølelsers pøl.
De bedste nr. 2. ‘I Am Legend’
At Matt Damon hev en Oscar-nominering i land for ’The Martian’ skyldtes ikke mindst, at han ene mand holdt damp under de dramatiske kedler som strandet astronaut på Mars. Han havde ingen at spille op mod, ingen mulighed for dialog, men stod nøgent frem og bar blockbusterens milliardapparat på sine skuldre.
Det samme gjorde sig gældende for Will Smith i den dystopiske thriller ’I Am Legend’, hvor han som klodens sidste tilbageværende menneske leder med lys og lygte efter en frelsende kur, mens zombier flænser løs efter mørkets frembrud.
Særligt i filmens atmosfæriske indledning, hvor New Yorks mennesketomme gader udgør en majestætisk kulisse til det sidste menneskes ensomme rutiner, er Smith et overbevisende anker, både rørende og karismatisk i samspillet med sin firbenede følgesvend (en af alle tiders mest bedårende filmhunde).
At filmen senere kammer over i halvbagt horroraction og rædderlig CGI kan ikke ændre ved, at Smith leverer en af karrierens fineste præstationer som legenden i ingenmandsland.
De bedste nr. 1. ’Ali’
’Ali’ er en sær størrelse, fænomenal i brudstykker, men kaotisk og ufokuseret som helhed. Det er, som om Cassius Clay aka. Muhammad Alis uhæmmede vildskab kolliderer med ’Heat’-instruktøren Michael Manns hang til køligt melankolske storbyportrætter, mens den næsten associative fortællestil gør, at vigtige dele af bokserens liv negligeres, mens andre episoder tildeles unødig vægt.
Selv om man kan mene, at Smith og Mann ikke er helt på bølgelængde i portrættet af den legendariske bokser, skal mammutværkets skavanker ikke tage noget fra skuespillerens Oscar-nominerede kraftpræstation. Smith trænede så seriøst forud for optagelserne, at han ifølge flere professionelle boksere ville gå flere runder med virkelighedens sværvægtere. Samtidig fanger han Alis mimik og accent uden at overdrive imitationen og lader bokserens charme lyse ud af lærredet i flere mindeværdige øjeblikke – se blot det vidunderlige tv-interview i klippet ovenfor.
’Ali’ udgør det mest rendyrkede møde mellem de to grene i Smiths oeuvre: de tunge dramatiske roller og de vittigt charmerende.
Se Will Smiths to værste præstationer på de følgende sider.
De værste nr. 2. ‘Wild Wild West’
Will Smith har flere fæle stinkere på CV’et – ’After Earth’, ’Bad Boys 2’ og ’Seven Pounds’ – men takket være sin tilbagelænede charme har han ofte formået at komme nogenlunde helskindet ud af fadæserne.
Det er til dels også tilfældet i ’Wild Wild West’, men den håbløst fjollede western-spoof fortjener imidlertid en plads blandt bundskraberne, alene fordi den var skyld i, at Smith afslog rollen som Neo i ’The Matrix’. Tænk lige over det: Neo vs. Mr. West!
Sergio Leone roterer i graven, når Kevin Kline og Will Smith fjanter sig gennem det vilde vestens mærkværdige farer (fra dræbermagneter til benløse skurke). Manuskriptets miskmask af lumre punchlines og lamme ordspil saboterer igen og igen Smith og Klines samspil, ikke mindst i en teenagekæk scene, hvor gunslingeren West befamler makkerens falske bryster (se videoen)…
Men de kunne selvfølgelig blot have takket nej til rollerne.
De værste nr. 1. ‘After Earth’
»The most painful failure in my career«.
Så kontant beskrev Smith sit skæbnesvangre møde med ulykkesfuglen M. Night Shyamalan, der genforenede Will og søn i en af nyere tids ringeste sci-fi-/adventure-film.
Filmens egentlige akilleshæle er de gabende plothuller og sønnike Smith (der åbenbart tabte talentet efter ’The Pursuit of Happyness’), men farmand ser så sandelig også bleg ud som såret general. Oftest stirrer han blot afkræftet ud i intetheden, som havde han allerede forudset den pinefulde fiasko på settet.
Razzie-komiteen viste ingen nåde og kvitterede med en pris som ‘Værste birolleskuespiller’ anno 2013.