10. Viserys’ guldkrone
Tragisk?
Det særligt modbydelige ved ’Game of Thrones’ er, at det ofte er de reneste hjerter, der holder op med at slå. Ned Stark blev halshugget og hans familie massakreret, mens Jon Snow blev myrdet efter at have set alle sine elskede dø som fluer. Kun med kynisme kan man rykke frem på Westeros’ blodige skakbræt.
Til tider sker det dog, at Weiss, Benioff og co. giver de hårdt prøvede seere en perverteret forløsning, for eksempel da Snow kappede Janos Slynts hoved af, eller da møgungen Joffrey blev forgiftet til moralsk dubiøs hujen på sofarækkerne.
På samme måde var det nok de færreste, der bedrøvedes, da Daenerys megalomane bror Viserys fik Khal Drogos kærlighed at føle. Den lang- og lyslokkede Targaryen havde trods alt ikke bestilt andet end at skiftevis beglo og udnytte sin lillesøster på det groveste.
Makabert?
Til gengæld er det en af de tidlige sæsoners mest makabre mord, fordi Viserys’ ufrivillige bad i smeltet guld er makabert symbolsk: Vil du være konge, siger Dothrakierne, så gør vi dig til konge for evigt. Og så kroner de ham.
Det er en morbid form for voldsironi. Men ikke just tragisk.
9. Theon halshugger Ser Rodrik
Tragisk?
»Now you are truly lost«, siger Ser Rodrik, Stark-familiens loyale støtte i Winterfell, til Theon, inden han bliver halshugget af House Greyjoys tabte søn.
Det er ikke så meget selve mordet på Rodrik – hans skærmtid er trods alt begrænset – som det er det mørke udfald af Theons indre brydninger, der gør halshugningen tragisk. Hele hans liv har han følt sig som et fremmedelement i Stark-familiens trygge folder, men i det øjeblik han indtager Winterfell som en slags hærfører på prøve, vælger han definitivt magtbegær over næstekærlighed.
Straffen skulle senere vise sig at blive aldeles hård.
Makabert?
Halshugningen er ikke så grafisk som de mest makabre ’Game of Thrones’-mord, men Theons bævende hånd trækker bøddelgerningen ud på ubehagelig vis. Først efter flere hug – akkompagneret af rygradsrislende splattereffekter på lydsporet – triller Rodriks hoved ned fra hans mægtige korpus.
8. Ros som skydeskive
Tragisk?
Som seriens mest begavede prostituerede lå det i kortene, at Ros, der fornøjede Theon og co. i Winterfell, inden hun sluttede sig til Littlefingers bordel i Kingslanding, ville vikles ind i magtspillet om jerntronen. Det ender dog fatalt for den billedskønne forfører, da Littlefinger opdager, at hun storsladrer til Varys om hans lyssky aktiviteter.
Ros tilhører puljen af perifere karakterer, der har det med at fortone sig i glemsel, når de først har indløst billet til de evige jagtmarker, men som modstykke til bordelmiljøets ludere og drukkenbolte, var hun et inciterende bekendtskab. Ikke mindst fordi hun er et af seriens få originale påfund i karaktergalleriet (hun var ikke med i bøgerne).
Makabert?
Snarere end en historie om Ros’ endeligt er mordet et vidnesbyrd om Joffreys nederdrægtighed. Det er måske i virkeligheden øjeblikket, hvor den forkælede møgunge beviser, at han selv er i stand til at begå voksne forbrydelser (og ikke bare få sine håndlangere til det), at dræbe med koldt blod.
Han bruger slet og ret Ros som skydeskive og gennemhuller hende med sin armbrøst. Hvis den prostituerede var et objekt, bliver hun her definitivt reduceret til en ting, et hylster for en syg drengs voldsliderlighed. Det er måske mere skræmmende, end det er makabert.
7. Aryas blodige hævn
Tragisk?
Nej. Den rygende pædofile Kingsguard-soldat Ser Meryn Trant, der blandt andet tævede og ydmygede Sansa foran en fornøjet Joffrey, havde efter ’Game of Thrones’-standarder ikke fortjent bedre end Aryas brutale hævnakt.
Makabert?
I allerhøjeste grad. Arya sparer ikke på krudtet, da hun overfalder ham på et bordel og stikker ham overalt på kroppen – værst af alt i øjnene.
I den postapokalyptiske indiefilm ’Turbo Kid’ lærer hovedpersonen, at man altid skal gå efter skridt, mundtøj og øjne i en slåskamp, men det er unægtelig værst at bevidne det sidste. Menneskets øjne fungerer med en halvslidt kliché som sjælens spejl og etablerer en krystalklar forbindelse mellem sind og virkelighed, hvorfor ethvert angreb herpå er et overgreb af sygelig natur. At Arya starter med at hugge Trants øjne i småstykker, gør hævnakten til en af seriens mest bestialske.
Mere om øjne – eller mangel på samme – senere.
6. Death by rat
Tragisk?
Brutale afstraffelser af uskyldige mennesker er aldrig mindre end tragiske, men tårerne vejer trods alt ikke lige så tungt, når ofrene er tilfældige landsbyboere, der har forvildet sig ind i krigens skærsild. Den manglende baggrund svækker indlevelsen.
Scenen bliver mest brugt som et varsel om, hvad der venter Arya, Gendry og Hot Pie, hvis de ikke finder vej ud af The Mountains håndlangers klør.
Makabert?
I den måske mest modbydelige passage i Bret Easton Ellis’ ’American Psycho’ (og det siger lidt) guider Patrick Bateman en rotte lukt ind i en prostituerets krop. I ’Game of Thrones’ får torturkonceptet et twist a la den mørke middelalder: En spand med en rotte placeres på offerets krop og brændes med en fakkel, så rotten må søge tilflugt i menneskets mave.
Så er en simpel halshugning alligevel at foretrække.
5. Mytteri mod Jon Snow
Tragisk?
Med Jon Snows død forsvandt ikke blot Westeros’ moralske fanebærer, men også den afgørende ledestjerne i kampen mod The White Walkers. Mordet på den altruistiske bastardsøn er det hidtil mest tragiske, både isoleret set og med hensyn til seriens videre plot.
I Kit Haringtons sammenbidte gestaltning var Jon Snow trådt i karakter som viljestærk lederskikkelse over de seneste sæsoner og var blevet et afgørende bindeled mellem Murens forskellige sider. Med hans fravær kan man frygte, at serien mangler en afgørende brik i den større sympatistruktur – et anker, man kan holde fast i, når Westeros’ galninge går bersærk i blodrus.
Når Snows død alligevel ikke rangerer højere, skyldes det, at man ikke i sin vildeste fantasi kan forestille sig, at Benioff og Weiss rent faktisk har skaffet den nyslåede Lord Commander definitivt af vejen. Dødsfaldene i ’Game of Thrones’ er kontroversielle, men ’ingen er fredet’-stilen har sejret, fordi volden i sidste ende også har givet mening på et fortællemæssigt plan. At dræbe Jon Snow ville mere ligne et tilfælde af provokation for provokationens skyld.
Makabert?
Det er i og for sig ikke en grafisk likvidering, men antallet af overfaldsmænd og dertilhørende sværdslag gør mytteriet drabeligt. Tragedien overskygger dog voldens karakter, særligt da den tidligere Snow-tilbeder Olly slutter sig til herlighederne og sætter dødsstødet ind.
4. Ned Stark halshugges
Tragisk?
Ned Starks død er øjeblikket, hvor ’Game of Thrones’ træder i karakter og bekender kulør. Her er en serie, der ikke lefler for sit publikum, men skitserer et univers, hvor ingen er fredede, selv ikke de renhjertede karakterer, selv ikke de bedst betalte stjerner.
Og så er det muligt, at Sean Bean omkommer i alt, han er med i, men det er sandt for dyden et vovet træk at ofre sit største trækplaster – og en så fænomenal skuespiller – i første sæson.
Samtidig går scenen i hjertekulen med sit fokus på Starks datter, Arya, der føres væk fra gerningsstedet med tårerne væltende ud af øjnene.
Makabert?
Ingen halshugning er ikke makaber, men Ned Starks dødsstund i Kingslanding er særligt overrumplende, fordi han har indgået en aftale med sin fangetagere, der netop skulle frelse ham (han indvilliger i at angre sit forræderi offentligt og spendere resten af sine dage ved Muren). Men kong Joffrey har andre planer og lader magtsygen diktere i et af sine dæmoniske udfald.
Makabert bliver det dog først for alvor, da selvsamme Joffrey tvinger sin udkårne, Sansa, til at betragte hendes fars hoved på et spyd.
3. Stannis’ datter brændes levende
Tragisk?
Ord kan ikke beskrive det vanvid, der får to forældre til at brænde deres elskede datter som et strategisk træk i krigen, men med sit syge blik stift rettet mod jerntronen lytter Stannis Baratheon til alle The Lord of Lights ordrer, kanaliseret gennem ildkvinden Melisandre.
Om det havde været mindre tragisk, hvis Stannis’ hær ikke var blevet slået itu af Bolton og co. på grænsen til Winterfell, er svært at sige, men desillusionen i hærførerens øjne, da den forbipasserende Brienne of Tarth løfter sværdet og giver ham dødsstødet, er sigende. Han brændte sin datter levende for en sekterisk vrangforestilling – og til ingen verdens nytte.
Makabert?
Skrigene fra unge, uskyldige Shireen Baratheon er svære at fortrænge, når rulleteksterne toner frem i femte sæsons niende afsnit. Det er ikke grafisk, men uendeligt meningsløst.
2. The Red Wedding
Tragisk?
I fiktionens verden fungerer det som regel sådan, at helten får lov at straffe de skyldige, hvis han eller hun har været udsat for en tragedie. Robb Stark beviser hurtigt sit værd som hærfører i kølvandet på Ned Starks halshugning og forener Norden i fælles front mod tyrannerne fra King’s Landing, men han når end ikke til Westeros’ hovedstad, før han falder i et gement bagholdsangreb.
Og det er ikke kun ham – hans kone, mor og krigsfæller falder som fluer i et blodbad af tv-historisk karakter, mens forræderen Lord Walder Frey mæsker sig på tilskuerrækkerne.
Selv ikke Robb Starks trofaste dire wolf bliver skånet for fjendens blodrus!
Makabert?
Det siger lidt, at flere hysteriske Youtube-videoer af reaktioner på The Red Wedding blev virale hit i kølvandet på tv-historiens blodigste bryllup. Alt ved voldsorgiet er makabert – fra de gentagne knivstik i maven på Robb Starks gravide ledsager til Catelyn Starks desperate mord på en uskyldig pige i dødsøjeblikket.
1. Oberyn får The Mountains kærlighed at føle
Tragisk?
Apropos retfærdighed og forløsning: Der er lagt i kakkelovnen til det helt store følelsesmæssige crescendo for den snu, adrætte kriger Oberyn Martell, da han har nedlagt bjerget Gregor Clegane og annonceret sit motiv: The Mountain dræbte hans søster og hendes børn.
»You raped her! You murdered her! You killed her children!« skriger han, efter han har nedlagt kæmpekrigeren. Men mens man blodtørstigt imødeser retfærdighedens katarsis resulterer The Red Vipers vin- og vredesrus i et øjebliks uopmærksomhed, og bum så har Clegane knust hans kranie.
Oberyns farverige laissez faire-adfærd afføder i det hele taget flere glimrende øjeblikke i den ellers jævne fjerde sæson, og chokket afløses snart af ærgrelse over, at Pedro Pascals sammensatte portræt er færdigmalet.
Hvis serien fredede de mest vellidte karakterer, havde den bredere miljøskildring dog lidt last. I det kyniske middelalderunivers skånes ingen.
Makabert?
Det var det med øjnene.
Chokket over duellens drejning er nok i sig selv, men The Mountains udradering af Oberyn er også i særklasse seriens mest makabre øjeblik. Øjnene presset til blods, kraniet flækket. Det hele vises i forbandede nærbilleder.
Er det provokerende? For meget? Der er ingen tvivl om, at det er svært at stille Benioff og Weiss’ blodtørst, men fjerde sæsons bestialske klimaks går fint i spænd med det middelalderinspirerede fantasyunivers, der skitseres allerede i første afsnits morbide anslag. Det er netop, fordi portrætterne er afrundede, og miljøet er levende og troværdigt, at Oberyns død løfter sig over en grinagtig gimmick: Den hjemsøger.
Læs også: Vores bud på fremtiden for de otte vigtigste ‘Game of Thrones’-karakterer