‘De standhaftige’: Mikkel Boe Følsgaard og Cecilie Lassen overbeviser i dansk drama
I titelsekvensen til svensk-amerikanske Lisa Ohlins ’De standhaftige’ har A’erne fået amputeret et ben. Akkurat som det sker for soldaten Thomas (Mikkel Boe Følsgaard), der allerede i filmens første minutter træder på en mine i Afghanistan og mister begge stænger.
Tilbage i Danmark er Thomas opsat på at komme tilbage og »pløkke nogle talebanere«. Det kan han naturligvis ikke, men det rammer alligevel som et knytnæveslag, da det går op for ham, at ikke blot hans førlighed, men også hans identitet som soldat i felten er blevet fravristet ham.
På hospitalet møder han balletdanseren Sofie (Cecilie Lassen), der passer sin kræftsyge faster (Karen-Lise Mynster). Sofie, der af uforklarlige årsager ikke lader til at have meget andet i sit liv end sin faster og balletten, hjælper ham med genoptræningen, og inden længe slår det gnister under lysstofrørene på afdelingen. De er begge fightere, men spørgsmålet er, om deres drømme kan mødes – og om Thomas overhovedet kan komme ud af det hul, han synker ned i, da hans verden falder sammen om ham.
’De Standhaftige’ er mest af alt en kærlighedshistorie, fortalt på en fin og lavmælt – næsten arketypisk skandinavisk – måde. Dialogen er velskrevet, og når scenerne med Thomas og Sofie faretruende nærmer sig det klæbrige – som da Thomas i et ømt øjeblik masserer Sofies tæer – afmonteres romantikken af bemærkninger som: »Du har så vanvittigt klamme tæer«.
Historien kan minde om Jacques Audiards ’Smagen af rust og ben’ fra 2012, men er måske snarere beslægtet med Samanou A. Sahlstrøms bevægende ’I dine hænder’ fra sidste år om en lam mand, som overtaler sin sygeplejerske til at ledsage ham til Schweiz, hvor han vil begå assisteret selvmord.
Men hvor Sahlstrøms afdæmpede drama uden besvær – og uden at skære noget ud i pap – viser sygeplejersken Marias motivation for at tage med på rejsen, er det sværere at blive klog på, hvad Sofie får ud af at træne så intensivt med den indesluttede Thomas.
Debutanten Cecilie Lassen spiller ellers overbevisende, men lidt mere dybde ville have klædt karakteren. Følsgaard brillerer som den knækkede Thomas, om end hans karakter knækker over i to: På den ene side en fisseråbende, krigsliderlig soldat, der spiller counter-strike og drikker ølbong, og på den anden side en læsehest med hang til Dostojevskij og ballet.
Mere troværdige karakter og en mere smidigt fortalt historie havde udløst en ekstra stjerne herfra, men alt i alt en solid og rørende fortælling om de personlige omkostninger ved den danske krigsdeltagelse.
Kort sagt:
Soldaten Thomas mister begge ben, da han træder på en mine i Afghanistan. Under sit genoptræningsforløb forelsker han sig i balletdanseren Sofie, som deler hans fightermentalitet. Et kærlighedsdrama om forliste drømme, som trods en lidt for tydelig fornemmelse af manuskriptets konstruktion kommer i mål med en troværdig dialog og fornemme præstationer.