Lad mig lige høre, Bo Mikkelsen: Hvordan pitchede du ’Sorgenfri’?
»Det var noget hen af: ’Kan man bevare kærligheden til sin næste, når alt bliver taget fra én? Eller når man selv bliver til et bestialsk rovdyr?’«
Så… Ikke ét ord om zombier?!
»Jo selvfølgelig! Jeg måtte jo bekende kulør. Så det, jeg pitchede, var en zombiefilm, som foregik i en forstad og med et menneskeligt fokus«.
Hvad har reaktionerne i filmbranchen så været på, at du skulle lave en dansk zombiefilm?
»Når jeg gik og talte om det år forinden, blev der bare grinet ret meget. Du ved, folk ønskede mig bare held og lykke. Og sådan var det, indtil jeg var så heldig, at der kom en ny børne- og ungekonsulent på Det Danske Filminstitut, Rasmus Horskjær. Han har åbnet op for, at det lidt mere skæve og nichede kunne få lov at komme igennem. Før har der jo ikke rigtigt været tradition for den her slags film. Faktisk er noget a la ’Sorgenfri’ jo ikke lavet før«.
Men hvorfor ville du da også lave en zombiefilm i det realismetro Filmdanmark?
»Jeg tror helt basalt, at en af grundene netop var, at det ikke var lavet. Men også fordi jeg, fra jeg var lille, har haft en forkærlighed for den genre. Så det var lidt en fjollet drøm. Jeg laver normalt ikke gyserfilm, men lige denne her havde jeg på sinde at få krydset af. Det betød ikke så meget, om det skulle være min første spillefilm, for jeg har altid gang i otte projekter, men det blev det så«.
Er ’Sorgenfri’ i sig selv en kommentar til, at der er for lidt genrefilm i Danmark?
»Ikke direkte, men ja, rent personligt så savner jeg, at der er lidt mere spræl. Nu har jeg jo været rundt på en masse festivaler med film i udlandet, og det er virkelig en fornøjelse, synes jeg. På dem er der så mange forskellige genrer og mash-ups af genrer. Jeg synes ikke, der er nok af det skæve i Danmark. Vi er virkelig bundet af ren realisme«.
Er det grunden til, at vi ikke laver genrefilm?
»Jeg har virkelig brugt mange timer på at finde ud af, hvorfor vi ikke laver genrefilm i Danmark. Og jeg kan helt ærligt ikke finde ud af det. Vi er så ulig mange andre lande, hvor man favner meget bredere. Når det kommer til publikummet, så ved jeg ikke, om danskere bare har svært ved at forstå metaforer – om vi gerne vil have det én til én.
Og så tror jeg absolut også, at folk føler sig for fine til genrefilm. Men på den positive side er det heldigvis blødt gevaldigt op over de seneste år. Man møder flere folk i alle mulige aldre, som sidder og ser zombie-serier. Man er begyndt at bevæge sig mere ud i noget, man ikke kender«.
Hvad interesserer dig ved zombie-mytologien?
»Det uhyggelige og tabuerne i det. Tabuet ved døden. Det er jo alt det klamme, man normalt prøver at holde væk, som bliver smidt i hovedet på én. Det er metaforen for døden, som indhenter os uanset hvad. Og så har selve zombie-genren faktisk også tit samfundskritiske vinkler, der fortæller andet end ren underholdning. Den kan for eksempel vise, hvordan der findes velfungerende samfund, der har rigeligt med penge, mens nogle står udenfor«.
Hvorfor er zombiefiguren en så vedholdende myte i vores kultur?
»Det er fordi, den er røvuhyggelig, tænker jeg umiddelbart. Det er noget, der ligner, men ikke er. Et ubesjælet legeme. Det er lidt ligesom de der folk, der står ude på Strøget, ikke? Dem, hvor du skal betale en krone for, at de bevæger sig. Jeg tror faktisk, det er derfor, folk betaler den krone til dem: De bliver lige nødt til at sikre sig, at de bevæger sig. At de er levende og ikke det her ubesjælede legeme«.
Hvorfor er zombier federe end vampyrer, som har fået så meget opmærksomhed de senere år?
»Det er de heller ikke! Jeg kan også godt lide vampyrer. Jeg kan heller ikke forstår, hvorfor alting skal bevæge sig i bølger. Det er ærgerligt, man ikke bare kan gøre alting simultant. Flere varulve, zombier og vampyrer!«.
Hvordan tænkte du designet af zombierne i ’Sorgenfri’ – de ligner jo ikke ligefrem ’The Walking Dead’-zombierne?
»Jeg brugte rimelig meget af min research på at se på lig, så mine zombier kunne se så naturtro ud som muligt. Det er en meget hårfin balance, for normalt forbinder vi uhyggen med det helt hvide, blege ansigt, og det er egentlig ikke den rigtige vare. Så vi prøvede at trække det over i en realistisk retning, så det lignede rigtige lig«.
Hvad gjorde du ellers for at undgå at lave en flad dansk kopi af en genre, som amerikanerne især har mestret?
»I og med man bor i Danmark, så er den realisme, som jeg ellers lige har brokket mig over, bare alt. Så jeg har gået rundt i Sorgenfri, hvor jeg selv bor, og kigget på mig selv og mine naboer og området. Jeg har prøvet at forankre filmen i virkeligheden, så mens jeg gik rundt der, tænkte jeg, ’okay, der findes virkelig zombier. Hvad ville jeg og mine naboer gøre?’.
I en amerikansk film har de jo altid alle forudsætningerne for alt, og så skal de bare finde frem til den virus og løse hele problemet. Her er det mere en tøffelhelttilgang, der viser, hvad man gør, når man er en forstadsfamilie og ikke har de her forudsætninger. Det handlede for mig om at kunne forankre det i noget virkeligt, som jeg kunne relatere til, for ellers ville den verden bare ikke fungere. På en måde har jeg bare holdt det hele nede på jorden. Det er, som hvis du og jeg skulle navigere gennem kaos«.
‘Sorgenfri’ er også blevet markedsført i udlandet. Hvordan har reaktionerne været dér?
»Filmen har været med på alle de største genrefestivaler og er blevet solgt til en del lande, og folk har modtaget den godt. Specielt amerikanerne faldt på røven over det med at lave en zombiefilm, hvor det handlede så meget om karakterer, du lever dig ind i. Og så over det, at det på en eller anden måde har et ’virkeligt’ skær over sig. Det er mere tilbageholdt modsat det amerikanske, hvor det hele nærmest eksploderer med det samme. ’Sorgenfri’ er bygget meget mere på suspense«.
Kan du mærke stor forskel på, hvordan udlandet og danskerne har reageret på filmen?
»Det kan jeg helt klart. Folk har selvfølgelig været lidt mere skeptiske over for en zombiefilm i Danmark, end de er i udlandet. Og det er sjovt, for i de mere varmblodede lande som Spanien, der hujer, skriger, hopper og klapper folk i biografen. De reagerer meget mere fysisk i en biografsal, hvor vi er en del mere rolige i Norden«.
Hvilke udenlandske serier og film inspirerede dig?
»Alt med Michael Haneke har inspireret mig. Den suspense, han har i sine film, hvor man bare sidder og er urolig. Hvor han bare trækker og trækker det, det er jeg meget fascineret af. Og ’Straw Dogs’ med Dustin Hofmann, fordi den har det der med en almindelig mand, der kommer i en meget ekstrem situation, ligesom i ’Sorgenfri’. Og så de første to minutter i ’28 Weeks Later’ – det elsker jeg. Familien er spærret inde, og man ved ikke rigtigt, hvad der sker – det øjeblik, synes jeg, var det mest interessante i den film, fordi det er før, det hele flipper ud.
… Ingen zombiefilm?
»Jo, jeg har også været inspireret af… kan man bare sige alle zombiefilm? Ej, sådan noget som ’The Walking Dead’ gik jeg faktisk kold i, selvom jeg elskede tegneserierne. Men da jeg først begyndte at lave ’Sorgenfri’, så lod jeg zombieinspirationen ligge. Jeg tror heller ikke, jeg kommer til at lave mere med zombier nu. Nu har jeg været der, jeg er blevet lidt overmæt.
Men det kan godt tænkes, at jeg fortsætter med genrefilm. Jeg har kigget på en del amerikanske manuskripter, og det er genrefilm. Så det kan godt være, jeg bevæger mig derover af«.
Nu har du beskæftiget dig en del med zombiebekæmpelse. Hvad ville du selv gøre, hvis der udbrød en zombieepidemi i Danmark?
»Årh, det skal jeg lige tænke over. Altså, jeg skulle jo være et sted, hvor der er mad. Men der kommer alle andre også hen, det er jo det, der er problemet… Men jeg kender faktisk nogle frømænd, så jeg tror egentlig bare, jeg ville hænge ud med dem. Så ville jeg gemme mig og lade dem ordne det«.