‘Veep’ sæson 5: Rungende latter med følelse af gentagelse
Man behøver ikke se mere end fem minutter af femte sæson af Armando Iannucis tempofyldte ‘Veep’ for at konstatere, at det underholdende amerikanske kortformat befinder sig på et historisk toppunkt. Det er hamrende intelligent skrevet og uendeligt komisk velspillet.
Selina Meyer (Julia Louis-Dreyfus) befinder sig også på et slags toppunkt. Eller – næsten. Hun er nemlig endt i en uafgjort duel med sin modkandidat, Bill O’Brien (Brad Leland), i præsidentvalget. Tipper det til Selinas eller O’Briens side?
Vi fortsætter altså, hvor vi efterlod Selina og alle de andre mere eller mindre glatte spytslikkere, fra den taskebærende skabshomo Gary (Tony Hale) til den vattede presserådgiver Mike McLintock (Matt Walsh). Bedste nye tilføjelse er en charmerende John Slattery (‘Mad Men’) som Selinas elsker.
Endnu engang hører det umage makkerpar, Jonah Ryan (Timothy Simons) og Richard Splett (Sam Richardson), til blandt seriens bedste indslag. Særligt Richard får for alvor lov at udfolde sig, da det viser sig, at han meget belejligt er specialist i valgprocedure. Enhver scene med den akavede sorte fyr er formidabel, som når han spørger Amy (Anna Chlumsky), hvad hendes yndlings-Robert de Niro-film er og selv tilføjer: »Og du må ikke sige ‘Meet the Parents’, da den selvfølgelig er nummer ét«.
‘Veep’ har fra første afsnit været en serie, hvor det hele spiller, og teknisk og fortællemæssigt er sæson fem igen i verdensklasse.
Men med sæson 5 mærker man også en generende fornemmelse af at have set det hele før. Når Selina endnu engang kalder den britiske dronning en »cunt« og endnu engang skælder stakkels Gary eller sin endnu mere stakkels datter Catherine (Sarah Sutherland) ud, så begynder smilet at stivne.
Måske skyldes det også den totale mangel på følelsesmæssig tilknytning. ‘Veep’ adskiller sig markant fra den klassiske amerikanske komedieserie ved, at man skal være mere end almindeligt overbærende for at holde af dens karakterer. Det er stik modsat den kærlighed, der er et bærende element i ‘Friends’ eller ‘Silicon Valley’. Groft sagt er alle i ‘Veep’ nogle usædvanligt dumme svin, anført af Selina, der voksenmobber sin datter og er ved at starte en krig mod Kina, fordi hun ikke vil indrømme, at hun kom til at lave et fejl-tweet.
Oprigtigt talt ville jeg foretrække Frank Underwood frem for Selina Meyer som præsident.
Det skal dog også læses som en lovprisning af Julia Louis-Dreyfus’ geni. At vende tilbage efter – og måske endda overtrumfe – sin ikoniske Elaine Benes-karakter fra ‘Seinfeld’ er formidabelt. Vi lever i en syg verden, hvor man som kvindelig komisk skuespiller skal være ualmindeligt dygtig for at score bare en enkelt værdig rolle.
Louis-Dreyfus har udødeliggjort to.
Kort sagt:
Endnu en omgang med suveræne Julia Louis-Dreyfus som præsident Selina Meyer og hendes røvslikkerhjælpere er akkurat så velskrevet, komisk timet og moralsk depraveret som de forrige fire sæsoner. Fornemmelsen af gentagelse er dog ved at snige sig ind bag den rungende latter.
Anmeldelsen er baseret på de første fire afsnit.