1. Ny vitalitet til kampsportsgenren: ’The Raid 1 & 2′
Gareth Evans’ ‘The Raid’-film er ikke så meget en stilistisk saltvandsindsprøjtning til actiongenren, som det er en revitalisering af kampsport på film.
Mens Batman, Captain America og co. synes tunge i røven i Hollywood-baskernes klodsede nævekampe, er actionscenerne her koreograferet så livligt, at hjertet uafværgeligt søger mod halsen.
Hvor etteren holder sig til ’Die Hard’-formlen og udfolder sig som et ’kill ’em all’-orgie i et lejlighedskompleks, hæver efterfølgeren behørigt ambitionsniveauet og føjer en biljagt i ’Bullitt’-klassen til karateeksplosionen.
Men det er glæden ved at se actionfilmens basale komponenter levendegjort med frisk vitalitet, der er ’The Raid’s sande attraktionsværdi. Tankerne henledes på en vis kampscene i Park Chan-wooks mesterværk, ’Oldboy’, hvor den traumatiserede hovedperson nedlægger et bjerg af fjender i et oprivende tableau. Actiongenren beskæmmes så ofte af vanetænkning, at originale visualiseringer af knytnæver og cirkelspark kun kan modtages med (mildt perverteret) kyshånd.
2. Blodsudgydelser med melankoli: ’A Bittersweet Life’
Før Nicolas Winding Refn gjorde udtværede gadelamper og melankolsk underlægningsmusik til tidens trend med ’Drive’, havde Jee-woon Kim banet vejen med ’A Bittersweet Life’, en tungsindig voldsopera fra Sydkoreas underverden.
Nok flyder blodet i fontæner, men fortællingen om håndlangeren, der trodser sin chefs ordrer og viser hans utro kone nåde, gennemsyres mest af alt af ensomhed. Storbyens kontorbygninger og gaderne uden sjæl levendegøres med den filmiske sensibilitet, der er et sydkoreansk varemærke, mens håndlangerens kamp mod fjenderne reelt er en kamp mod tilværelsens knejsende tomhed.
Selv om det ikke skorter på sirligt koreograferede blodsudgydelser, trumfer ’A Bittersweet Life’ det simple actionsus og forplanter sig i kroppen som en stemning af mismod i storbyens skær. En actionfilm behøver ikke at være mere end et joyride, men hold op, hvor er det befriende, når poesien ulmer under spektaklet.
3. Action med racepolitisk brod: ’District 9’
Den sydafrikanske guldfugl Neill Blomkamp havde med sit reklamearbejde allerede fremvist sine tekniske evner før ’District 9’, men spillefilmdebuten røbede, at den kommende ’Alien’-instruktør har mere end fiksfakserier i posen.
’District 9’ bringer således ikke kun jordklodens ekstraterrestriske befolkning, de såkaldte prawns, til live med stor følsomhed, den nedsænker dem samtidig i et raceopdelt samfund, der har ikke så lidt til fælles med virkelighedens Sydafrika. Her er det ydre rums forvoksede rejer strandet på Jorden og gemt af vejen i ghettoen District 9, hvor de går til i eget skidt og møg, mens menneskeheden ser til – altså indtil Sharlto Copleys bureaukrat forgiftes og slutter sig til ghettoens beboere.
Actionscenerne har schwung, så det basker, men det er miljøskildringen og den social- og racepolitiske brod, der løfter ’District 9’ over sine genrefæller.
4. Indie-vridning af superheltegenren: ’Super’
At ’Super’ gør den kejtede kontorsnegl Rainn Wilson (’The Office’) til superhelt, er i sig selv et slagkraftigt argument for en plads på indeværende liste.
Han siger selv, at Gud dirigerede ham mod årtusindets overscoring, men selvfølgelig er det kun et spørgsmål om tid, før Liv Tylers eksnarkoman har forladt ham og er endt i kløerne på Kevin Bacons gangsterboss.
Hvad gør han så ved det? Jo, han iklæder sig en rød spandex-dragt og banker gadens udskud med en skruetvinge, alt imens han råber ’shut up crime!’ – vel at mærke efter at hans hjerne er blevet finjusteret af Guds fangarme i en feberdrøm.
Resultatet er en voldelig indie-vridning af superheltegenren med et, fornemmer man, bevidst forskruet moralkompas og filmhistoriens mest outrerede sidekick i Ellen Pages stangliderlige tegneserienørd.
Det lå i alt fald ikke i kortene, at instruktør James Gunn senere skulle lave blockbusterbraget ’Guardians of the Galaxy’, men han belønnede heldigvis Hollywood for at tænke ud af boksen.
5. Lowkey-udgaven af ’Mad Max’: ’Turbo Kid’
Det giver sig selv, at de mest udsyrede stemmer i actiongenren har hjemme på indiescenen. Det er et slaraffenland for kåde debutinstruktører, der kan få afløb for deres hang til b-film og retroæstetik uden protester fra magtbegærlige producenter.
Ligesom ’Super’ er ’Turbo Kid’ et skamløst blodigt unikum inden for superheltegenren, men James Gunns provinsgader er her skiftet ud med et postapokalyptisk ødeland som bagtæppe. Vi følger drengen, Turbo Kid, der i selskab med vildmarkens sejeste cowboy og en eksalteret kvindelig robot forsøger at bringe skurken Zeus i knæ.
Det er ofte så uhæmmet, at latteren vækkes i forsvarsmekanismer – lemmer farer gennem luften, kæber rives af, og øjne flås ud – men Sundance-sensationen har også et bankende indie-hjerte under dommedagskitchen: Et synthdomineret score gjalder ud over ødemarken som et ekko fra 80’erne, mens kærlighedshistorien mellem Turbo Kid og hans metalliske kompagnon klinger forbavsende rent.
Det kan nok bedst beskrives som Sundance-festivalens svar på ’Mad Max’ – med BMX-cykler i stedet for kampvogne.
6. Japansk absurditet: ’Tokyo Tribe’
Nok promoverer ‘Tokyo Tribe’ sig selv som verdens første battle-rap-musical, men selv ikke de mest absurde mærkater kan forberede én på det vanvid, som Sion Sonos genrehybrid boltrer sig i.
Musical-, krimi-, kung fu-, hiphop- og actionelementer strikkes sammen i et japansk kludetæppe og krydres med et karaktergalleri så udsyret, at det halve havde været for meget: Servitricer, der beatboxer, og bedstemødre med dj-skills (!).
Beatet dunker uafbrudt, og de verbale håndmadder slynges ud i rapvers, mens den egentlige historie drukner i yakuza-krigens ekstravagante slag. Om man kan fordøje det japanske manga-vanvid er mere end normalt en smagssag, men om ikke andet skal Sono hyldes for at have født en filmisk vanskabning, der ikke ligner noget, nogen har set før.
Det er således ofte fra østen, at de friske vindstød kommer på actionscenen. Mens ’Tokyo Tribe’ er den mest aparte genrehybrid, er ’The Host’ muligvis den mest gennemførte – en monsterfilm, der pendulerer mellem komedie, gys og action, som var det sider af samme sag, og i øvrigt perfekt indkapsler den frugtbare sydkoreanske splittelse mellem Hollywood-inspiration og regionalt særpræg.
Derfor, en tommelfingerregel: Ønsker du variation i actionudbuddet, så sku mod øst!
7. Bemærkelsesværdigt temposkift: ’Kill Bill 1 & 2’
Quentin Tarantino sætter sit auteurstempel på alt, han føder, men ’Kill Bill’-filmenes postmoderne udtryk er ikke det mest progressive ved det filmiske søskendepar. Det er derimod deres indbyrdes relation.
Hvor den første film er et bestialsk hævndigt med et alle-mod-én-crescendo, komplet med morgenstjerner, afrevne lemmer og en gemen Lucy Liu, er opfølgeren anderledes afdæmpet (hvis man ser bort fra en morbid tvekamp i en autocamper). I takt med at Uma Thurmans sværdekvilibrist nærmer sig sit offer, titlens Bill, dulmes hævntørsten en anelse og suppleres af undren og eftertænksomhed i den underspillede finale.
Det kræver mod at følge et så mindeværdigt voldsorgie op med en langsommelig neowestern, men ’Kill Bill 1 & 2’ står stærkere som helhed end hver for sig.
8. Adrenalinsus: ’Crank’
’Crank’ tager actiongenrens deadline-konvention og giver den en tur med de elektriske stødpuder.
I den utæmmeligt vilde actionfilm er det ikke en bombe, der er ved at detonere, men Jason Stathams hjerte, der er ved at sige stop. Efter han bliver forgiftet med et dødbringende stof, erfarer han, at han må holde adrenalinen pumpende for ikke at stille træskoene.
Det er om muligt den mest letkøbte undskyldning for all-out-action i de levende billeders historie, men resultatet er så balstyrisk, at det er svært ikke at overgive sig – særligt da Statham i fraværet af en nævekamp må flå trusserne af sin kæreste og holde hjertet bankende med en omgang offentlig sex.
Til gengæld lider filmen under en åbenlys skavank: Præmissen udelukker variationer af tempoet, og action-overdrevet ender derfor med at tangere det trættende. På det parameter havde Mel Gibsons ’Apocalypto’ og tegneseriefilmatiseringen ’Dredd’, to beslægtede action-kick fra det ny årtusinde, mere held i sprøjten.
Læs mere: ’Hardcore Henry’-instruktør til kritikerne: »Hold nu kæft og mand jer op«