Et forbryder-lineup med fem mistænkte kriminelle, en stakkels krøbling, en tabt kaffekop og ikke mindst Keyser Söze.
Sådan mindes jeg med uforbeholden glæde Bryan Singers gennembrudsfilm ’The Usual Suspects’, og det er med denne nostalgiske tankestrøm af billeder, at jeg indfinder mig i det overdådige interview-rum på det ekstravagante Claridges Hotel i London. Klar til at møde instruktøren bag min favoritfilm fra midt 90’erne.
Siden har man ventet forgæves på, at Bryan Singer igen skulle lave et intelligent karakterdrama på niveau med ’The Usual Suspects’. I stedet har han med stor succes i flere omgange kastet sig over underholdende filmatiseringer af superheltene fra tegneserierne om X-Men og Superman. Indimellem har han tilmed skuffet os fans med ligegyldigheder som den historiske krigsthriller ’Operation Valkyrie’ og eventyrfilmatiseringen ’Jack the Giant Slayer’.
I mellemtiden er den nu 51-årige instruktør dog blevet en af Hollywoods rigeste og mest magtfulde mænd, og jeg er nysgerrig på, hvad det er for en mand, jeg skal møde. Ligesom det i Cannes var vanskeligt at finde hoved og hale i de seksuelle anklager mod Woody Allen, hænger der også en mørk mistanke over Bryan Singer. Flere gange er instruktøren blevet beskyldt for at have forgrebet sig på mindreårige. Ved samtlige tilfælde er beskyldningerne dog blevet trukket tilbage.
Røde øjne og en stor kaffe
Ikke desto mindre har Bryan Singer længe haft et ry for at være vild med unge drenge, der i hvert fald kun lige akkurat har ramt den seksuelle lavalder.
Sammen med instruktøren Roland Emmerich og andre venner har sensationspressen gentagne gange sat ham i forbindelse med vilde pool-parties i L.A. med hårde stoffer, unge nøgne fyre og sexorgier. Da han sætter sig foran mig med røde øjne og en stor starbucks-kaffe i hånden, kunne det sagtens ligne, at han netop er vågnet fra en af disse aftenener.
Omvendt skal det indskydes, at Bryan Singer for nyligt er blevet far til sønnen Dashiell Julius William Clunie-Singer, som han har fået sammen med konen og skuespilleren Michelle Clunie, samt netop har færdiggjort den aktuelle premierefilm ’X-Men: Apocalypse’ med et monsterbudget på 234 millioner dollars.
Beskyldninger om sex med mindreårige er et emne, der er svært at ignorere, men lige så vanskeligt at spørge ind til. Derfor starter jeg et helt andet sted, om end der er et vist… tolkningsrum.
I filmen ’X-Men: Apocalypse’ slås Charles Xavier og hans venner mod mutanten Apocalypse, der på grund af sin position som den første og mest magtfulde mutant ser sig selv som en slag gud. Som instruktør på så store produktioner som ’X-Men: Apocalypse’ ser du til tider også dig selv som en gud?
»Mind mig lige om, at jeg efterfølgende skal fortælle dig en sjov historie fra settet i relation til det spørgsmål… Nej en gud? Nej, det gør jeg ikke. Men jeg tror, at det var Francis Ford Coppola, der sagde, at diktaturets sidste levn skal findes i instruktørjobbet.
Det vil jeg give ham ret i, for jeg kan bygge, hvad jeg har lyst til, og jeg kan ødelægge, hvad jeg vil. Hvis jeg bevæger min hånd, så skifter væggen farve. I sidste ende følger alle jo dine befalinger. Hvis jeg begår en fejl, er det mit kongerige, der falder fra hinanden. Som instruktør står du også med hele skylden, hvis det går galt, og så kommer den amerikanske regering efter dig (griner, red.). Så ja, du er selvfølgelig den, der får alle komplimenterne, hele skylden og den ensomhed, der følger af at være den ubestridte leder på disse produktioner.
Og det er jo også derfor, at jeg identificerer mig selv så meget med Professor X. Han bestemmer det hele, men samtidig har han også lige sin kørestol, forspildte romancer etc., der følger med ansvaret.
Men tilbage til fortællingen fra settet. Oscar Isaac, der spiller filmens skurk Apocalypse, havde en monolog, som jeg havde brug for, at han gik ‘all in’ med. Det var nødvendigt, at det føltes meget storladent og overdrevent. Han skulle nærmest råbe replikkerne. Jeg kalder det at gå full Skeletor (reference til Frank Langellas rolle i ’Masters of the Universe’). Og det mener jeg nu meget respektfuldt over for Mr. Langella, for han tog virkelig sine replikker til nye højder i den film. Og havde min ven ikke instrueret filmen, ville jeg ikke kunne gøre lige så meget grin med den, som jeg gør.
Under optagelserne kom jeg over til Oscars trailervogn med nogle nye replikker, der lød sådan her: ‘You can fire you arrows from the tower of Babel, but you can never strike a God’. Jeg spurgte ham, om han var ok med at gå full Skeletor på dem. Oscar er en fantastisk skuespiller, og han er virkelig meget inde i sin rolle på det her tidspunkt, så han læser bare lige replikkerne hurtigt igennem, kigger på mig og kommenterer med et arrogant spørgsmål: ‘Hvad mener du med a god?’
Jeg måtte hurtigt undskylde og i al hast slette ‘a’ fra den sætning, imens han igen vendte tilbage til sin trailer. Det glemmer jeg aldrig. Han er så herlig at arbejde sammen med. Jeg valgte jo også netop en god skuespiller som Oscar Isaac til rollen som Apocalypse, da jeg gerne ville have, at skurken ikke kun brugte sin stærke fysik og sine overnaturlige kræfter, men at Apocalypse også havde en god verbal overtalelsesevne i forhold til at knytte mutanter under hans ledelse. Jeg ville gerne have, at skurken stadig havde noget menneskeligt tilbage i sig. Det var derfor jeg valgte ham og ikke bare tog en tilfældig gut og dækkede vedkommende til med CGI-kostumer og animation«.
Folk elsker fyrværkeri
Kritikere af de mange nye Marvel- og DC-filmatiseringer begræder, at fortællingerne altid slutter på samme måde, hvor et sidste møde mellem heltene og skurkene ender i en enorm slåskamp af bulder, brag og ødelæggelse. Det samme sker i ’X-Men: Apocalypse’. Hvorfor tror du, at filmatiseringerne holder sig til denne formel?
»Jeg tror på, at folk gerne vil se kendte bygninger blive væltet omkring. Tusindvis af mennesker samles jo hvert år på strande, og i Brasilien er det endda flere millioner, blot for at se fyrværkeri. Og fyrværkeri er jo egentlig bare eksplosioner på himlen. Der er ingen historie, kun flot lys og store bang-lyde.
I det mindste vil jeg gerne tro, at vi oven i købet har en historie bag vores fyrværkeri. Kort sagt – folk elsker fyrværkeri. Det har vi prøvet at give folket på film, lige siden rebellerne sprængte Dødsstjernen i luften«.
Apropos ‘Star Wars’. I ’X-Men: Apocalypse’, der foregår i 1983, tager de unge mutanter i biografen og ser ”The Return of the Jedi’ og taler bagefter om, at 3’eren aldrig er lige så god som 1’eren og 2’eren. Er det et lille slag med halen til Brett Ratners ’X-Men 3’, eller kan du virkelig ikke lide ’The Return of the Jedi’?
»Jeg bryder mig faktisk ikke om ’Return of the Jedi’. Jeg så den her for nyligt for 80. gang eller noget, hvor jeg måske var lidt beruset, men der var scener, der virkelig irriterede mig. Kejseren bliver ved med at hive fat i Luke og forsøge at få ham over på den mørke side. Hvis han nu bare stoppede med at tale til ham, skal Luke jo nok komme over til den mørke side, altså.
Det er irriterende, at man ikke bare får lov til at opleve det. Jeg er jo også bare en kæmpe fan af ’Star Wars: Empire Strikes Back’, så det er mere, fordi jeg elsker den film så meget højere, at jeg gerne ville have den omtalte scene med i filmen«.
Med de to første ‘X-Men’-film krediterer mange netop dig for at være manden bag superheltegenren, som vi kender den i dag. Hvordan føles det? Hvordan ser du dig selv i skabelsen af genren?
»Som en gud! (griner, red.). Nej, jeg er meget beæret«.
To minutter tog halvanden måned
Tror du, at bølgen af superheltefilm havde nået samme højder, hvis dine ’X-Men’ film havde floppet?
»Ikke på nuværende tidspunkt. På et eller andet tidspunkt var det nok alligevel kommet hertil, men ikke lige så hurtigt efter. Og det er ikke en arrogant kommentar. Men jeg ved, at vores succeser hjalp ’Spider-Man’ og de andre film i den rigtige retning, så man økonomisk turde satse på de efterfølgende projekter. Jeg var jo også selv til stede, da jeg så, hvordan de forskellige filmselskaber pludselig begyndte at tjene penge igen«.
Hvad er forskellen på at instruere en film som denne og for eksempel instruere en film som ’The Usual Supects’?
»TID! Sådan en film her tager omkring to år at lave. Postproduktionen er meget kompleks. Man kan ikke bare kigge forbi klipperummet og sidde med sin klipper og gennemgå en enkelt scene. Her bliver jeg nødt til at gennemgå fem timers sessioner med visuelle effekter, hvor jeg med en laserpind peger på et lærred på de steder, hvor jeg føler, der mangler detaljer eller på detaljer, der ikke fungerer endnu.
Det kræver en helt anden form for planlægning. Derfor har du også både otte måneders planlægning i præproduktion og otte måneders postproduktion. Det behøver man slet ikke med en film som ’The Usual Suspects’. En af filmens sejeste scener, hvor mutanten Quicksilver bevæger sig så hurtigt igennem Charles Xaviers skole, at tiden står stille omkring ham, tog eksempelvis halvanden måned at indspille. Og scenen i filmen varer jo kun to minutter!«.
Kunne du have lyst til igen at lave en mindre produktion a la ’The Usual Suspects’?
»Ja, hvis den rigtige historie dukker op. ’Operation Valkyrie’ skulle jo have været sådan en film. Men så kom Tom Cruise og skulle spille hovedrollen. Jeg tænkte, at det var fint. Han ligner jo hovedkarakteren og det hele. Men da han kom på projektet, blev filmen jo straks meget dyrere. Jeg så ’Operation Valkyrie’ som en politisk film med en masse mennesker, der sidder i et rum og taler, men da Tom Cruise kom til projektet med hele hans hold og dertilhørende budgetter, blev fortællingen forvandlet til en actionfilm med en masse fly og store eksplosioner«.
Hvad er det, du elsker så meget ved at lave ‘X-Men’?
»Jeg elsker skuespillerne på filmene. Alle sammen – både de gamle og de nye. Og så elsker jeg bare karaktererne. Det er dejligt at være tilbage til filmene her så mange år efter. Jeg skrev allerede under på den første ‘X-Men’ for tyve år siden, så jeg har faktisk tænkt X-Men og været i universet i nu tyve år af mit liv. Mine ideer med X-Men er ubegrænset, og jeg føler, at jeg med dem kan fortælle alle de historier, jeg gerne vil.
Jeg har jo altid lavet film om personer, der føler sig fremmedgjorte. Det får jeg især mulighed for at skildre i ’X-Men: Apocalypse’, hvor mange af de bærende karakterer stadig er meget unge og usikre. Som ung følte jeg mig virkelig også anderledes. Jeg var et adopteret enebarn. Jeg havde en anden seksualitet (Singer er i dag åben om sin biseksualitet, red.) og så ikke ud som sportsbøfferne, der ofte tævede mig. Jeg hadede jo virkelig mit eget liv i starten af 1980’erne, hvor filmen også foregår.
Dog kunne jeg da alligevel se tilbage på perioden med stor glæde nu her så mange år efter, og jeg var derfor alligevel i stand til at skildre filmens tidsperiode uden at være alt for mavesur. Det var faktisk rigtig sjovt at gå tilbage til den tid med figurerne
Og så er hver X-Men-film en ny udfordring. Hvis man måler i forhold til omfang af de visuelle effekter, er ’X-Men: Apocalypto’ meget større end ’Days of Future Past’. ’Days of Future Past’ havde tidsrejser og robotter, men for det meste var det jo en heist-fortælling. Den her beskæftiger sig med global ødelæggelse, gudeagtige karakterer og er i det hele taget et meget større spektakel. Vi taber dog aldrig filmens hjerte eller fortællingens karakterer, da dét er X-Men’s vigtigste elementer«.
Stolt over opdagelsen af Hugh Jackman
Savner man ikke udfordringerne ved en lavbudgets-film?
»Tænk på at vi til ’X-Men: Apocalypse’ var 15.000 mennesker, der arbejdede på projektet. Og hvem tror du, der har lært alle deres navne!? Jeg inviterede endda dem alle over til en middag og så…
Nej, pjat, men det er ret vildt at skulle styre en produktion med så mange mennesker. Der er også en udfordring i at balancere så stort et budget. Selvom jeg på ’X-Men: Apocalypse’ har et kæmpebudget, skal man jo sørge for, at der både er råd til skuespillerne og effekterne. På denne film var effekterne en smule dyrere end på ’Days of Future Past’. Til gengæld var castet lidt billigere, og selvom det jo er et drømmehold af skuespillere, jeg har med i filmen, så kan man ikke bare vælge alle og enhver. Selv med det budget, jeg fik her, kan jeg jo ikke bare ønske Will Smith og Brad Pitt til forskellige roller, for så har jeg kun 10 dollars til resten af filmen«.
Som instruktør har du allerede arbejdet med mange store skuespillere, men du har samtidig også givet mange skuespillere chancen, der måske på forhånd ikke har haft et stort cv. Hvilken af dine ‘opdagelser’ er du mest stolt over?
»Hugh Jackman som Wolverine var helt klart en opdagelse, som jeg er meget glad for. Han havde før kun lavet musikalske teaterstykker. Det samme med Hugh Laurie til tv-serien ’House’. Førhen havde han kun lavet komedie i England, men jeg gav ham chancen for at spille drama, og han var fremragende. Halle Berry måske… Der var mange dengang. Til denne film var alle skuespillerne etableret på forhånd, men måske har de med tilgangen til deres roller i filmen været med til at vise nye sider af deres spil. Det håber jeg, at folk bemærker«.
Vil du nogensinde forlade ’X-Men’- universet for aldrig at vende tilbage til det igen?
»Ja, for en dag vil jeg jo være død…
Danny Boyle spurgte mig faktisk om det samme – bare med lidt mere foragt i stemmen: ‘Skal du aldrig videre og lave noget andet end de der X-Men film?’ Ihh tak Danny. Men nej, jeg bliver nok ved med at lave dem resten af livet«.
Læs også: Anmeldelse af ‘X-Men: Apocalypse’