‘Markedets lov’: Kras socialrealisme med stor fransk stjerne
I ’Markedets lov’, Stéphane Brizés socialrealistiske drama, er det systemet, der er synderen.
Vincent Lindon, der modtog prisen for bedste mandlige hovedrolle i Cannes sidste år, kæmper i rollen som Thierry en brav kamp mod dette system. Han er 51 år og arbejdsløs maskinarbejder, der på 20. måned agerer kastebold mellem jobcenterets endeløse kurser. Med sænket hoved og et defaitistisk blik ser vi ydmygelsen mejslet i ansigtet på ham. For alle, der nogensinde har sat foden inden for på et kommunalt jobcenter, er Lindons Thierry en både genkendelig og sympatisk skikkelse. Den store franske skuespiller er vanen tro troværdigheden selv, og i ’Markedets lov’ leverer han en af sine fineste præstationer.
Med gummisko, daggamle skægstubbe og en lidt for åbenstående skjorte passer Thierry ikke rigtigt ind i de firkantede kasser, jobsøgningskurset har som absolut mål for sine deltagere.
Som en lus mellem to negle ser vi ham vride sig og lægge bånd på sig selv, da optagelsen af et opstillet jobinterview – med ham i den varme stol – gennemgås i plenum af de andre ledige kursister. Kommentarerne kommer råt for usødet og føles som sydende mavepustere: »Han er ikke dynamisk. Sidder for sammenbøjet i stolen. Den åbenstående skjorte er for afslappet i forhold til situationen. Han virker distanceret og trist«.
Som om den svada ikke er nok i sig selv, spørger underviseren til sidst: »I virkeligheden, ville I så have lyst til at tale med Thierry, som vi så ham i videoen?« Svaret falder prompte: Nej.
Under hele den udmagrende session sidder Thierry bare dér og tager imod livets lussinger. Kasseret og endda gjort til klasseeksemplet på, hvorfor han stadig er ledig. Var han ikke knækket før, er der en god chance for, at han er det nu. Stéphane Brizés foragt for systemet og selve samfundets iboende råddenskab træder sobert og knusende præcist frem her. Der er hverken brug for musikalsk ledsagelse eller trænede skuespillere. Kun Lindon er professionel, men hans naturlige spil smelter forbilledligt sammen med både medspillere og omgivelser.
Da Thierry endelig lander et job, er det som sikkerhedsvagt i et supermarked. Her ser han overvågningsvideoer igennem og konfronterer butikstyve og langfingrede kollegaer. Utilsigtet er denne gode mand, der bare vil det bedste for sig selv og sin kone og søn, havnet på den anden side af systemet. Nu er triste skæbner i hans nåde, og han bryder sig slet, slet ikke om ansvaret. Dilemmaet stikker dybt og gør varigt indtryk. Præcis som det hører sig til i ethvert godt, socialrealistisk drama.
En sammenligning med de belgiske Dardenne-brødres ’To dage, en nat’ fra 2014 er oplagt. Her stemte Marion Cotillard stædigt dørklokker hos kollegaerne for, måske, at beholde sit job på en solcellefabrik. Var de villige til at opgive deres bonus, så hun ikke skulle fyres? Findes solidariteten stadig? Brizés film er nært beslægtet moralsk, men dog uden helt samme emotionelle spark.
Dertil er Lindons ærlige hængemuleansigt for svært aflæseligt, fortællingen for tilbageholdt og kameraet lidt for sobert registrerende.
Kort sagt:
’Markedets lov’ rammer hovedet på sømmet, hvad angår vor tids dehumaniserende arbejdskultur. I hovedrollen står franske Vincent Lindon ansigt til ansigt med værdigheden i et system, der hele tiden tvinger ham til at forråde sin egen selvrespekt. Det er vedkommende socialrealisme af den krasse, men velgørende slags.