»Der er intet så smukt som napalm i natten«, erklærede Dickie Roper (Hugh Laurie) med passende psykotisk tilfredshed i denne uges afsnit, mens flammerne fra den brændende landsby, skurken netop havde futtet af som led i et storstilet våbenopvisning, spillede i hans øjne.
Overlad det trygt til ’verdens værste mand’ at hente teatralsk citatinspiration fra ’Dommedag nu’, mens han indgår forretninger, der potentielt kan få hele verden til at gå op i røg.
Våbenshowet i ørkenen var det største, mest imponerende set-piece, Susanne Bier har leveret i ’Natportieren’ hidtil, og det var lige så fascinerende flot, som det var overdrevent absurd i sin demonstration af krig som magthavernes tilskuersport.
Bedst som man havde vænnet sig til ’Natportieren’s glittede Bond-glamour, skiftede Bier dermed brat gear og trak os og hovedpersonerne helt ned i konflikternes blodige sand, hvor Roper på frydefuld skizofren vis forvandlede sig fra affekteret engelsk gentleman til skræmmende følelseskold war lord i sit såkaldte Haven af et privat-militært ’kongerige’.
Femte afsnit var seriens mest intense time til dato, og det var et forfriskende chok for sanserne at få udskiftet Mallorcas Michelin-middage og designerkluns med den mellemøstlige ørkens brutale virkelighed. Det er definitivt slut med indforstået udenomssnak og drinks ved poolen, mens krigen udspiller sig andetsteds, og hverken vi eller Jonathan Pine (Tom Hiddleston) kan længere lade os dupere af Ropers charme, efter han her både mishandlede Jed og likviderede en sørgende far og dennes lille søn – efterfulgt af et ’M*A*S*H’-inspireret spil natlig golf i underbukser og slåbrok!
Roper viste ikke skyggen af dårlig samvittighed over at lege humanitær filantrop i Tyrkiets flygtningelejrer på grænsen til Syrien, mens hans egentlig formål i regionen naturligvis var at få afsat sine frygtindgydende våben, deriblandt føromtalte napalm, til en unavngiven arabisk kunde.
Hugh Lauries triumf
Hugh Lauries udvikling af Roper fra de første afsnits gemytlige bon vivant i Sydeuropas ferieparadis til denne khakiklædte ørkendjævel med morderlig grådighed i blikket, er lidt af en triumf, og selv som indforstået seer gøs man næsten lige så forskrækket som stakkels Jed (Elizabeth Debicki), da udyret viste sin sande natur.
Måden, hvorpå Roper på ydmygende vis kørte Jed rundt i manegen i soldaterlejren som et får i snor for en flok glubsk savlende ulve, understregede med al tydelighed, at hvad der førhen synede af oprigtig intimitet mellem parret aldrig for alvor har været et sikkerhedsnet for Jed. Og da afsnittet sågar sluttede med, at Roper indlogerede sig i selvsamme hotelværelse, hvor Freddie Hamid dræbte Sofia, pegede alle pile på, at Jed oven på sin affære med Pine muligvis står til at lide samme skæbne i næste uge.
Akkurat som James Bonds damer må Pines’ lide den tort at bøde dyrt for agentens begær.
Med Olivia Colmans suveræne Angela Burr i serien vil jeg ikke decideret klage over manglen på stærke kvinder i ’Natportieren’, men Elizabeth Debickis Jed er på lettere irriterende vis blevet reduceret til lidet andet end en seksuel kastebold mellem Roper og Pine, til trods for at serien tidligere brugte tid på at udstyre hende med anslaget til en spændende forhistorie komplet med socialt belastet mor, meth-misbrug og en søn i bagagen. Hvad skulle alt det til for, hvis Jed i sidste ende blot er den dekorative porcelænsfigur, Roper surt demonstrativt smadrer for forudsigelig chokeffekt?
Hvem snører hvem?
Jeg er ikke så sentimental, at jeg håber på at Pine redder pigen til sidst, men der er dog huller i seriens (ikke Lauries) udlægning af Ropers dømmekraft, der får mig til at ’frygte’ for en belejligt rosenrød slutning for Jed og Pines romance (dem, der har læst John le Carrés bogforlæg, vil formentlig have mere insider-viden herom).
Det irriterer mig stadig grænseløst, at skurkens bullshit-radar forbliver så exceptionelt ringe, at Roper hellere ser skævt til sine to mest betroede håndlagere, Sandy og Corky, og sin blåøjede kæreste, førend han for alvor går i kødet på Pine, gruppens nyeste, suverænt mest mystiske medlem.
Roper ved udmærket, at der er et råddent æble i inderkredsen, men selvom han langt fra fremstår som en mand, der ville købe sand i Sahara, fylder han fortsat lommerne med alt, glattungede Pine sælger.
Eller gør han? Forklaringen kunne oplagt være den, at Roper har kendt til Pines og Burrs mission fra start af. Jeg krydser fingre, og så scenen, hvori Roper snørede alt og alle ved at sende lastbiler fyldt med reel nødhjælp og ikke våben over grænsen til Syrien, som bevis på, at vi alle, inklusive Pine og Burr, er fluer i Ropers klamme net. »Du holdt ikke øje med kopperne«, smilede Roper triumferende til forstenede Pine (hvis ansigtsudtryk så godt som blottede hans dobbeltspil for hele forsamlingen), en reference til det klassiske trick-spil, skurken snød sin søn i tidligere i serien.
Lad trommehvirvlerne begynde
Med dét twist blev både Burr og Pine sat skakmat for en stund, og det er svært at se, hvordan førnævnte nu skal rejse opbakning til sin skamskudte Limpid-mission. Burrs sårbarhed blev understreget af både Dromgooles (Tobias Menzies) arrogante trusler på hendes eget dørtrin samt det efterfølgende angreb på Mr. Burr i hjemmet. Invasionen af Burrs privatsfære, som hun tidligere har holdt tæt til sin gravide krop, var nervepirrende og rystede tydeligvis kvinden, der før har reageret på alle trusler med tiltagende stålsat determination.
Men, men. Det skulle ligne en Carré-fortælling dårligt, hvis magtfulde mørkemænds politiske bøllemetoder får vor heltinde ned med nakken, inden næste uges grand finale på Pines gamle arbejdsplads, Nefertiti-hotellet i Cairo, hvor kredsen sluttes, og maskerne falder.
Op på hesten, Burr. Og lad trommehvirvlerne begynde.
Ugens farvel
Den så vi komme: Nu tørlagte Corky faldt for Pines hårdtslående hånd, og skønt den lille mand slog en overraskende proper næve, var han i sidste ende ingen match mod Pines trænede dræber.
Håndlangeren endte sine dage i en symbolsk likvidering i mørket uden for lejrens hegn efter i de sidste par afsnit at være blevet frosset ud i et lignende limbo fra sin plads ved Ropers side. Det var et lige så frustrerende brat farvel (Tom Hollander var en af seriens suverænt bedste karakterer), som det var på alle måder passende afstumpet. So long, old chap.
Strøtanker
– Vil Freddie Hamid genkende Pine under næste afsnits farlige genforening, eller er den egyptiske playboy for snobbet til at kunne huske en simpel natportier fra måneder forinden? Jeg håber på det første, men gætter på det sidste. Uanset hvad er der ikke mange chancer for, at Hamid overlever sit kommende møde med agenten.
– Mayhew, din vendekåbe! Efter sidste uges afsnit, hvor Burrs overordnede tordnede mod korruptionen i MI6, lod Mayhew sig afsætte fra sin post til fordel for jobbet som babysitter for den engelske kongefamilie. Han kunne have sagt nej, men alt i Mayhews positur vidnede om en træt, slagen mand, der opgav kampen og luskede af med halen mellem benene. Buh – men fremragende spillet af Douglas Hodge, som blev afsnittets faldne skakspiller fra de godes hold, over for Corkys ditto fra de ondes. Øje for øje…
– Pine lovede en taxachauffør 400 dollars for at køre fra den syriske grænse til Istanbul, i sit desperate/geniale, og taknemmeligt vellykkede, forsøg på at sende informationer til efterretningstjenesten. Hvad koster benzin i Tyrkiet nu om dage?! Afstanden fra Istanbul til Kobane, hvor meget af balladen mellem de to lande har koncentreret sig, er for eksempel over 940 km. Forhåbentlig blev den trofaste chauffør tildelt klækkelige drikkepenge oven i sin takst!