Kuglerne regner ind mellem brædderne i det gulbrunlige træskur. Kugleregnen er en plingende og plangende, klimprende kakofoni i metallisk diskant: Pling, plang, pling, plang. Charlie Burns blotter sine nikotingule tænder i en arrig grimasse og trækker hanen på sin seksløber tilbage med tommelfingeren. Pistolen eksploderer i hænderne på ham. Rundt om ham falder hans håndlangere som fluer.
For Burns kæmper imod en fjende, han ikke kan besejre alene. Snart er det ham, der er den besejrede. Det britiske militær spænder ham fast til en stol med hænderne i håndjern. Her modtager Charlie Burns (Guy Pearce) et tilbud – a proposition – der udfordrer hans eksistentielle rationaler og sender ham ud på en hårrejsende dannelsesrejse.
’The Proposition’ er australske John Hillcoats tredje spillefilm og internationale gennembrud. Filmen, der har manuskriåt af ingen ringere end Nick Cave, handler om tre brødres møde med ordensmagten i det kolonialiserede Australien og ordensmagtens forsøg på at domesticere den australske udørk. Burns-brødrene anfører en bande kriminelle, der er gået lidt for langt:
I en blodrus har banden slået en ung dame og hendes barn ihjel. Militæret placerer derfor Charlie i filmens centrale dilemma: Skal han slå sin egen storebror ihjel eller rådne op i fangenskab sammen med sin mentalt retarderede lillebror?
Volden definerer relationerne
Filmen er den første i en serie af voldsomme, intense og sanseligt moderne westerns fra Hillcoats hånd. Under en poetisk fernis præsenteres klassiske dramaer, der er beslægtet med dramatikkens mest kanoniske tragedier.
Fælles for alle John Hillcoats film er, at de udforsker spændefeltet mellem orden og uorden i uregerlige eller nedbrudte samfund. Og der er tale om et særdeles bredt spænd.
I filmatiseringen af Cormac McCarthys formidable katastroferoman ’The Road’ er uordenen nået en totaltilstand, der kunne klassificeres som et hobbesiansk anarki. Alle æder alle – og kannibalismen er i dette tilfælde ikke kun et sprogbillede. Hos McCarthy er menneskets natur overleverens natur. Som Hobbes definerer anarkiet: »Man is wolf to man«.
I periodedramaet ’Lawless’ er der tale om en kartelkontrolleret orden i forbudstidens USA. Ordensmagtens voldsmonopol er brudt og erstattet af en dobbelt reguleringsmekanisme. Ordenen består i stedet i form af en magtbalance mellem politiet og mafiaen, men bipolariteten udfordres hele tiden. I sidste ende er det de døde, der betaler prisen.
I spændfeltet mellem orden og uorden i Hillcoats film udforskes en anden størrelse: Volden. Volden er ordensmagtens instrument til at opretholde orden og de kriminelles mulighed for at udfordre samfundsordenen og sætte de bærende autoriteter fra bestillingen. I det helt nedbrudte samfund er volden med til at definere alle mellemmenneskelige relationer.
Det samme er gældende for ’The Proposition’. Filmen indeholder en række voldsscener, der brænder sig fast på nethinden. Mennesker spiddes, bankes og gennemhulles af pistolskud. For helten Charlie Burns er vold den eneste valuta i vildmarken, og den eneste gang, han underkender voldens magtmonopol, gennembores han af en lanse.
Fra menneske til monster
Volden er til stede i samtlige vendepunkter i fortællingen. Mens Charlies ældre bror indleder handlingsforløbet med en serie af brutale ugerninger, er det den mindste af Burns-brødrene, der i filmens midtpunkt piskes til blods i en længere seance med stærke bibelske konnotationer.
Ligesom i klassiske tragedier er volden hele tiden til stede som en endelig og absolut handling. Lige siden Euripides og Sofokles, og hos deres moderne fortolkere Shakespeare og Schiller, har tragedien haft dette forhold til voldshandlingen. Volden er handlingens start, midte og slutning.
I ’The Proposition’ er volden ikke bare en handlingsmotor, det er også filmens filosofiske tema. Det emne, der i særdeleshed udforskes, er voldens dobbelte natur.
For på den ene side formuleres volden som noget rationelt. Volden er det rationelle menneskes disciplinære instrument og en metode til at opretholde den gældende samfundsorden og de gældende autoriteters magtmonopol. I ’The Proposition’ er det den hårde, men redelige og regelrette Captain Stanley (Ray Winstone), som inkarnerer dette fornuftsbaserede voldsrationale.
Men på den anden side formuleres volden som noget irrationelt. Her er volden en iboende urkraft, der hele tiden kan vækkes, fordi den ligger latent i os. Den form for vold er ubestemmelig, utilregnelig og tilfældig, for den kan ikke forklares. Denne form for vold kan forvandle mennesket til monster, som det er tilfældet med Charlies ældste bror Arthur Burns (Danny Huston).
Voldshandlingen er en overskridende handling i ’The Propostion’. Det er volden, der adskiller det ordentlige fra det uordentlige og det civiliserede fra det uciviliserede. I filmens kolonialiserede Australien er Captain Stanley bannerfører for dronningens England, mens aboriginerne, klimaet og det barske landskab repræsenterer det fremmede og uciviliserede.
Obert Kurtz’ åndelige slægtning
Kontrasteringen af det dannede og det barbariske er til stede lige fra filmens begyndelse. Mens introtitlerne ruller, fortolker en barnestemme salmen ’There Is A Happy Land’. Den starter med ordene »there is a happy land, far, far away. Where saints in glory stand, bright, bright as day«.
Salmeversene er forfattet af en skotsk skoleinspektør fra Edinburgh. De er skrevet, længe efter søfareren James Cook i 1770 satte sine fødder og sin fane i Australien og underlagde landet den britiske krone. Men det er til stede i det helt umiddelbare fortolkningslag, at forestillingen om glædens og helgenernes land også er briternes forestillinger om det ukendte kontinent Australien.
Salmen har til formål at udstille forskellen på drømmen om Australien og det Australien, der møder briterne. Introtitlerne afløses af et brutalt skuddrama, og salmen kontrasteres dermed af de barske realiteter i 1800-tallets britiske kolonidømme. Der er ingen glæde eller helgener i det mennesketomme og præindustrielle Australien. De eneste, der ikke er skurke, voldtægtsmænd eller mordere, er deres stakkels ofre.
Den pointe er gennemgribende. Når Captain Stanley spiser bacon and eggs på sin hvidmalede veranda, lander en hær af fluer på hans tallerken, så snart han forlader bordet. Den britiske kultur er i alle henseender på udebane. Stanley har et enormt Union Jack hængende i sit hus, men i filmens finale rulles flaget og bannerføreren sammen rundt i det australske møg.
Midt i det hele rejser Charlie Burns helt ud i vildmarken for at finde sin bror. Det minder om den opdagelsesrejsende Charles Marlows rejse på Congo-floden i Joseph Conrads monumentale klassiker ’Heart of Darkness’. Og Arthur Burns er i mere end én henseende en Mr. Kurtz, der af de indfødte behandles som en dømmende gud, der ikke kan slås ihjel. Den eneste, der har en chance for at stoppe ham, er Charlie.
Ensomheden og stilheden
’The Proposition’ er i den forstand en klassisk outback western, der placerer håbet om retfærdighed i hænderne på en enkelt mand og omringer ham med grumme skikkelser, der har blod på hænderne og mord i øjnene.
Men paradoksalt nok er filmens store bedrift, at den formår dels at bruge og dels at sprænge de formulariske rammer. Mens plottet har et gennemført klassisk tilsnit, præges filmen af tonale og æstetiske afstikkere, der er kunstlede og eksperimenterende uden at ende som tomme billeddigte.
Afstikkerne er ikke med til at afspore fortællingen, men er snarere med til at etablere og nuancere dens gennemgående tematiske pointer om voldens dobbelte natur. Den rationelle og disciplinære vold kan forstås ud fra den klassiske fortællestrukturs kombination af reaktioner og modreaktioner, men det kan den irrationelle og iboende vold ikke. Filmens helt store kvalitet er, at den formår at adressere og skildre den vold, der ikke passer ind i en stram narrativ struktur.
Det minder om en anden Cormac McCarthy-roman: Den fortættede og groteske ’Blood Meridian’. Ligesom ’The Proposition’ er romanen formet efter en klassisk westernskabelon og tilsat surreelle over- og undertoner, der nuancerer og komplicerer westerngenrens billedverden. Ofte er der tale om en teksttung kompleksitet, der er faretruende tæt på at få læseren til at snuble undervejs.
’Blood Meridian’ udstiller det absurde i begrebet manifest destiny – det amerikanske folks moralske ret til at kolonisere Nordamerika – med sit portræt af den mexicansk-amerikanske krig. ’The Proposition’ formår det samme med britiske tanker om kolonialt overherredømme på et fremmed kontinent, og filmen portrætterer aboriginerne med tilstrækkelig omtanke.
Det primære formål for begge fortællinger er dekonstruktionen af voldsbegrebet. Voldsbegrebet er ikke bare ordensmagtens eller de kriminelle fraktioners rationelle, ordinerede disciplinering. Voldshandlingen passer ikke altid ind i en narrativ struktur.
Men mens ’Blood Meridian’ udforsker, hvordan voldsspiraler fører til en anarkisk, altomfattende og uhelbredelig nihilisme, slutter ’The Proposition’ ring om sit eget tema i filmens sidste tredjedel. Heltens rejse har et formål, og rejsen afsluttes helt i filmens ånd.
Charlie Burns må omfavne volden, før han kan vinke den farvel. Ligesom hos Conrad i ’Heart of Darkness’ må han stirre ned i den nietzscheanske afgrund, før han til allersidst formår at kigge bort – som en Perseus, der er nødt til at se på Medusas spejlbillede for at bekæmpe hende, men ikke må se hende lige i øjnene.
I modsætning til den græske tragedie ødelægges helten ikke af sine erkendelser, men de redder ham heller ikke. Ensomheden, stilheden og naturens urtilstand er alt, der er tilbage til sidst.
Det er et ekko af filmens soundtrack, lavet af Nick Cave og Warren Ellis. Her varsles det, at en enkelt mand, og denne mand alene, skal bringe naturen tilbage til sit udgangspunkt: »When?’ said the moon to the stars in the sky. ’Soon’ said the wind that followed them all. ’Who?’ said the cloud that started to cry. ’Me’ said the rider as dry as a bone«.
Læs mere: Den bedste film fra 2009, som for få har set: Francis Ford Coppolas oversete perle