‘Demolition’: Jake Gyllenhaal er solid i tam film fra manden bag ’Dallas Buyers Club’
Køleskabet lækker, fortæller Julia til Davis med en slet skjult hentydning til, at han bør fikse det snart. De sidder i bilen, og Davis smiler til sin smukke kone bag rattet. Da hun kigger tilbage på ham, tordner en bil ind i hendes side, mens en airbag blæser op i Davis ansigt. Et par timer senere erklæres Julia død.
Fra det sekund flyder alt sammen for Davis. Han opfatter ikke, hvad der sker omkring ham. Men det er ikke tabet af Julia, der plager ham. Det er erkendelsen af, at han aldrig har elsket hende.
Sådan starter en eksistentialistisk rejse for Davis (Jake Gyllenhaal), der i ’Demolition’ prøver at ændre sit liv, efter 10-12 år hvor han ikke rigtigt har følt noget. Julias død giver ham en fornyet energi, der udmønter sig i nedrivninger af toiletdøre, køleskabe og cappucino-maskiner, mens han råber på hjælp gennem dybfølte breve til en kundeservicemedarbejder for en slikautomat. Karen Moreno (Naomi Watts) er kvinden, der modtager brevene, og mens hun læser dem, græder hun, fortæller hun senere Davis.
Intensiteten i denne veleksekverede begyndelse længes man dog efter i resten af filmen. ’Demolition’ er en prøvelse, ikke fordi man begræder enkemanden Davis’ pludselige tab og håbløse tilværelse, eller fordi venskabet med den potrygende Karen går hårdt i hjertekulen, men fordi kemien mellem Watts og Gyllenhaal er lige så gribende som en våd karklud. Watts falder igennem med konstant erotisk opstemt toneleje og en trættende brug af formaningen »det er farligt«, når situationen er det stik modsatte.
’Demolition’ prøver at sige store og ærlige ting om sorg og arbejdet for at skabe et nyt liv, men slæber sig af sted, uden vi rigtigt forstår, hvorfor Davis er så interesseret i Karen, eller hvorfor han skal partout skal være et røvhul over for Julias sørgende forældre.
Bryan Sipes manuskript har en basalt vedkommende historie, som havde stået stærkere som en kortfilm. For fortællingen kører rundt i enslydende metaforer og pointer. »At reparere et menneskehjerte er som at reparere en bil. Du er nødt til at rive det fra hinanden og samle det igen«, siger Julias far (Chris Cooper) tidligt i filmen, og det får vi så gentaget igen og igen. Først får vi en nøgle til filmens budskab – så sparker et SWAT-team døren ind.
’Demolition’s styrke er Jake Gyllenhaals solide præstation. Jean-Marc Vallée mestrede også at få stærke præstationer frem i ‘Dallas Buyers Club’ med Matthew McConauhey og Jared Letos Oscar-vindende roller. Og selvom Gyllenhaal ikke besidder helt samme nerve som i hans seneste højdepunkt ’Nightcrawler’, er hans portræt af Davis sammensat og velspillet. Resten af filmen hjælper ham ikke stort.
Kort sagt:
Jake Gyllenhaal river køleskabe og toiletdøre ned i ’Demolition’, men selv ikke han kan nedbryde den forcerede kedsommelighed og det tamme manuskript i Jean-Marc Vallées nye film.