’Independence Day: Resurgence’: Charmen er væk i rodet metervare af et sci-fi-brag
Av, hvor det smerter mit nostalgiske 90’er-hjerte at se en af barndommens vildeste biografoplevelser genoplivet og voldtaget af 10’ernes forkærlighed for charmeforladt smadder.
Det var ellers med sommerfugle på størrelse med flyveøgler i maven, at jeg tog plads i IMAX-biografen for at opleve Jeff Goldblum, Bill Pullman og co. redde verden fra nederdrægtige rumvæsner endnu engang. Velvidende, at man naturligvis ikke kan genleve det romantiserede førstegangsknald, men med forhåbningen om, at den tilbagevendende instruktør Roland Emmerich trods alt havde et fast nok greb om sit univers til at genskabe dele af magien.
Men nej.
Husker du de ting, der gjorde ’Independence Day’ anno 1996 til en fed succes trods spandevis af über-amerikansk patriotisme og et ikke ubetinget nyskabende plot (rumvæsner truer kloden, gæve amerikanere sejrer mod alle odds – shocking!)? Og som med et kækt glimt i øjet rent faktisk vendte klicheerne til frække fordele?
I centrum stod den friske prins Will Smith som dristig pilot over for 90’er-blockbusternes yndlingsprofessor Jeff Goldblum, hvis rappe replikudvekslinger og kemi reddede ikke blot kloden, men store dele af filmen. Makkerparret gav os et forfriskende selvironisk anker i kaosset af excessivt gøgl, mens det øvrige cast (Bill Pullman som præsident Whitmore, Randy Quaid som fordrukken antihelt, Vivica A. Fox som Smiths handlekraftige kæreste m.fl.) leverede energiske præstationer i en fortælling med mere overraskende hjerte og blåøjet optimisme, end genren nu til dags foreskriver i det deprimerende dystopiske post-9/11-filmland.
Megen uskyld er tabt siden, både i virkelighedens og ’Resurgence’s univers, og tiden er tydeligvis løbet lysår fra den katastrofeglade Emmerich (’2012’, ’White House Down’), som til trods for forsøget på at genskabe den foregående films indforståede kammeratskab med sit publikum fortaber sig i gabende formulariske forstørrelser af samtlige actionsekvenser og dovne repetitioner af etterens nøglescener.
Vor tentakelbeklædte antagonister vender naturligvis hævngerrigt tilbage for en omkamp om jordens ressourcer, spøjst nok på 20-års dagen for deres tidligere hærgen, 4 juli. Inden massepanikken bryder ud, og hele verdensdele går under uden nævneværdig følelsesmæssig konsekvens, har et andet mystisk rumskib imidlertid forsøgt at nærme sig planeten. Blot for øjeblikkeligt at blive blæst til atomer på ordre fra den amerikanske præsident (Sela Ward i en rolle, Susan Sarandon kløgtigt afslog). Venner eller fjender? Who cares.
I et Trump-liderligt scenarie har verdenssamfundet med USA som alvidende, tricker-happy leder i årene efter første intergalaktiske slag kopieret rumvæsnernes masseødelæggelsesvåben og praktiserer en ’skyd først, fortryd senere’-politik, der som vanligt ikke efterlader meget til overs for geniet David Levinsons (Jeff Goldblum) løftede pegefingre. Hvornår lærer folk, at en stammende advarsel fra The Goldblum altid skal tages dødeligt alvorligt, hvad end det gælder bissende dinosaurer eller rumvæsner?
Nye helte introduceres i form af Liam Hemsworths rebel Jake som kæreste til den tidligere præsident Whitmores datter (Maika Monroe) og bedstevennen Dylan Hiller (Jessie T. Usher), søn af Will Smiths ærgerligt afdøde karakter. Ingen af de unge, intetsigende skuespillere evner dog at få os til at bekymre os det fjerneste om deres skæbner, og selv gensynet med den første films centrale karakterer maveplasker. da det står klart, at Emmerich ikke har tænkt sig at bruge dem som andet end famlende koryfæer i baggrunden.
En enkelt af disse (den fjogede Dr. Okun, naturligvis) er endog blevet comic relief-homo i instruktørens knapt så subtile forsøg på at sammensætte et tidssvarende mangfoldigt cast, der dermed også tæller en smækker kinesisk heltinde (spillet af Angelababy – no shit) for det oversøiske milliardmarkeds skyld.
Dertil går Charlotte Gainsbourg uforklarligt i Juliette Binoches (’Godzilla’) fodspor som token fransk indie-islæt i filmens mest overflødige birolle, mens Deobia Oparei giver den som raceparodieret militant stammeleder fra ‘et sted i Centralafrika’ og med tendens til symbolske drømmesyn (…). Jordens folk er muligvis forenet i ’Resurgence’, men Emmerichs verdenssyn er ikke mere flerfacetteret end Hollywoods hvide navle.
Alle pseudopsykologiske tiltag til at hinte en forbindelse mellem rumvæsnernes aggressive fremfærd og den menneskelige naturs ditto, samt den interessante mulighed for at finde overraskende allierede i rummet, løbes over ende af en komplet tumpet slutning og Austin Powers-karikeret dialog, der tilsammen efterlader filmen som ufrivilligt komisk i kritiske øjeblikke, hvor man ellers burde sidde på sædekanten.
I den første film hujede jeg lalleglad for Levinson, Hiller og Whitmores underholdende anstrengelser. Denne gang heppede jeg på rumvæsnerne. Hvorfor give en døjt for planetens overlevelse, når det alligevel aldrig føles, som om der er noget på spil, uanset hvor mange storbyer og millioner af liv, der går tabt i CGI-ilden?
Kort sagt:
Kan du huske alle de fede ting, du elskede ved ’Independence Day’ som barn i 90’erne? Det kan Roland Emmerich desværre ikke, hvorfor den katastrofeglade instruktør smider al charme og vindende karakterer over bord til fordel for en rodet metervare af et sci-fi-brag.