Nynazister, børnetraumer og et blodigt blowjob: Disse nyere franske horrorfilm skal ses

Frankrig har i årevis været et mekka for horrorfans med ildevarslende og ofte ekstremt blodige film. I forbindelse med den biografaktuelle undervandsgyser ’Evoution’ kigger vi nærmere på seks andre nyere horrorfilm fra landet, som du bør anskaffe dig. Hvis du altså kan klare mosten.
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ’Haute Tension’ (2003)

Hvis du gerne vil bruge din tid på en film, der blandt andet er leveringsdygtig i en scene, hvor et blowjob udføres med et afskåret hoved, så er Alexandre Ajas potente ’Haute Tension’ noget for dig. Ellers kan et andet blodigt højdepunkt måske lokke: En mand får kappet hovedet af ved hjælp af en kommode.

Disse scener er heldigvis kun toppen af filmens blodige isbjerg, hvor seksualitet og undertrykte følelser syder både over og under overfladen. Det starter ellers idyllisk med veninderne Marie og Alexia, der er taget på weekendtur i et øde hus. Det skulle de naturligvis aldrig have gjort…

På grund af filmens blodige slagside er den placeret i kassen New French Extremity. Et begreb, der dækker over en række franske horrorfilm, der så dagens lys omkring årtusindeskiftet og en årrække frem.

Aja instruerede tre år senere den ligeledes blodigt vellykkede genindspilning af Wes Cravens ’The Hills Have Eyes’. Desværre har han ikke siden nået samme højder, selvom blandt andet ’Piranha 3D’ ikke kan siges at være blodfattig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. ’À l’intérieur’ (2007)

Jeg har ganske vist aldrig været gravid, men jeg vil tro, at duoen Alexandre Bustillo og Julien Maurys blodsprøjtende spillefilmdebut ret præcist skildrer et af de værst tænkelige scenarier for en gravid kvinde. Nøgleord: Gravid kvinde, alene hjemme, uventet besøg og en stor saks.

Alysson Paradis indtager rollen som den højgravide Sarah, som har mistet sin mand i en bilulykke. Tynget af sorg har hun trukket sig tilbage i parrets hus, hvor hun bare ønsker at være alene. Det ønske får hun ikke opfyldt, for en mørk aften banker det på døren. Det er en mystisk og (naturligvis) sortklædt kvinde, der bare lige vil låne telefonen.

Er du nogenlunde bekendt med genren, ved du selvfølgelig, at kvinden – en diabolsk Béatrice Dalle – ikke bare vil låne telefonen. Således er en intens kamp for Sarahs overlevelse indledt i det klaustrofobiske hus, hvor du rives fra den ene klimatiske blodsudgydelse til den anden.

Den franske duo fulgte dette levendegjorte mareridt op med det goth-drejede horroreventyr ’Livide’ i 2011 og den ligeledes anbefalelsesværdige slasher ’Aux yeux des vivants’ i 2014.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. ’Frontier(s)’ (2007)

Det kan af og til diskuteres, hvor berettiget begrebet New French Extremity er, når det nævnes i flæng med nyere fransk horror. Men hvis begrebet endelig skal bruges, er Xavier Gens’ splatterfest bestemt berettiget. Hans debutspillefilm med politiske overtoner er nemlig både fransk og ekstrem. Ekstremt blodig.

Efter et præsidentvalg, hvor et højreorienteret parti har fået magten, vælger en gruppe unge at flygte ud af Paris, der står i bål og brand på grund af demonstrationer. Men i stedet for at ende i rolige omgivelser uden for byen står den snart på ubehagelige nynazister med hang til at slå ihjel.

’Frontier(s)’ er både larmende, klam og over the top ultravold. Men også blodigt underholdende, når alverdens forskellige stykker værktøj – blandt andet en rundsav – bruges til alt andet end at sætte hylder op med.

Gens har siden instrueret den mere stuerene ’Hitman’ i 2007 og rå atombombe-apokalypse med ’The Divide’ i 2011, ligesom han leverede et af de bedste og mest klamme indslag i antologifilmen ’The ABCs of Death’ i 2012 med ’X Is for XXL’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ’Martyrs’ (2008)

Pascal Laugiers ’Martyrs’ er en af de film, hvor der er et ’før’ og et ’efter’, du har set den. For ud over at det rent visuelt er stærke sager (mildt sagt), banker dette nådesløse mesterværk sig også ind i din sjæl. Her går hårde emner som børnemishandling og brutale traumer nemlig i spænd med blodsudgydelserne.

Volden leveres intenst, blandt andet en kynisk nedskydning af en familie med et jagtgevær. Men her er mere i spil end snasket ultravold. For i fortællingen om en kvindes hævn over sin barndoms mishandlere vrider filmen sig over i religiøst land, der giver den fysiske vold en åndelig dimension.

’Martyrs’ fik en unødvendig genindspilning sidste år i USA. Den bør du undgå, da den på ingen måde når originalens rå tyngde. ’Martyrs’ er ikke bare en af de seneste 10 års bedste horrorfilm, men simpelthen en af de bedste film overhovedet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. ’Amer’ (2009)

Gialloen kan kort beskrives som en italiensk thriller-genre, der så dagens lys i 60’erne og havde sin storhedstid op igennem 70’erne med foregangsmænd som Mario Bava og Dario Argento. Kendetegn er blandt andet spektakulære mord, stærke farver og en ukendt morder iklædt læderhandsker samt kringlede krimiplots, der emmer af sex og traumer.

Den næsten ordløse ’Amer’ er et tag på denne visuelt bevidste genre, så det kan diskuteres, hvorvidt den kan kategoriseres som (ren) horror. Men de to instruktører Hélène Cattet og Bruno Forzanis – der også danner par privat – imponerer uanset genrediskussion med en engagerende dynamik mellem smukke og grumme billeder i fortællingen om den unge Anas seksuelle udvikling.

Billedsiden emmer af giallo-æstetiske varemærker som scener badet i rødt lys, skarpe silhuetter, fast zooms og hede ultra-close-ups – blandt andet af fyldige kvindelæber, der møder en glinsende barberkniv.

Den dirrende lydside fuldender oplevelsen, hvor man blandt andet også hører Ennio Morricone og Stelvio Ciprianis toner.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. ’Livide’ (2011)

Selvom det er velkendte horror-elementer, der udgør Julien Maury og Alexandre Bustillos gotiske gys ’Livide’ – såsom et stort knirkende hus – venter der flere overraskelser. Fortællingen får nemlig sit eget og uventede liv i det gamle palæ, hvor den dystre fortælling folder sig ud.

På sin første dag som hjemmehjælper besøger den unge Lucie et stort hus, hvor en creepy gammel dame ligger i koma med et snurrende iltapparat over ansigtet – på det nærmeste et levende lig. Da natten falder på, vender Lucie tilbage med sin kæreste og en ven.

De vil nemlig finde den skat, den rige olding skulle have gemt et sted i de skumle gemakker. Deres skattejagt ender dog som et overnaturligt mareridt, der med sin helt egen logik sætter virkeligheden ud af spil og i stedet indsætter isnende gru.

’Livide’ er ganske vist langt mindre blodig end duoens ’À l’intérieur’. De viser dog også her en ubetinget kærlighed til genren og et visuelt flair for at skabe et gruopvækkende horror-univers, hvor det uforklarlige får lov at herske.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af