Ugens mest syrede filmoplevelse: Oplev dansk instruktør live-anmelde film, der ikke eksisterer

Ugens mest syrede filmoplevelse: Oplev dansk instruktør live-anmelde film, der ikke eksisterer
Michael Madsen

Gennem filmhistorien er mange værker gået tabt. Enten fordi nitratfilmens letantændelige natur har forvandlet dem til flammer, eller fordi ambitiøse filmskabere aldrig nåede at realisere dem. Der er også de film, der aldrig har kunnet lade sig gøre, eftersom filmmediet kun har 120 år på bagen. Kan vi se autentiske film om stenalderen? Middelalderen? Verdens begyndelse?

Det har dokumentarfilminstruktøren Michael Madsen reflekteret over, og den 21. juni inviterer han til en helt særlig filmforestilling i Cinemateket. Her vil publikum i biografsalen være vidne til, at Madsen beskriver en imaginær films kameraførsel, æstetik, skuespilteknik og farveset. Men ikke alene beskriver han de filmiske fantasifostre – han anmelder dem også! Imens vil publikum se en spejling af dem selv på lærredet.

»Jeg benytter mig skamløst af biografmørkets trygge foring til at skabe den ultimative production value. Alene ved hjælp af mine ord og et elaboreret lyddesign, der kan være med til at antænde publikums fantasi, er det mit mål med ’The Reviews’ at udfordre vedtagne konventioner omkring narrativ, tema, plot og filmisk dramaturgi,« siger Michael Madsen i en pressemeddelelse.

Målet er at sætte fantasien i gang og nuancere opfattelsen af, hvordan filmen skal se ud. Madsen har før udfordret filmmediet i fremtidsessayet ‘Into Eternity’ om atomopbevaring og senest i ‘The Visit’, hvor der blev filosoferet over rumvæsenernes eventuelle møde med menneskeheden. Denne aften er Madsen dog mere anmelder end filmskaber, og arrangementet i Cinemateket er blot første skridt på vejen for projektet ‘The Reviews’, der vil bygge et arkiv op af anmeldelser af film, der ikke findes.

‘The Reviews: Imaginære film med Michael Madsen’
Den 21. juni kl. 19:15-20.45.
Cinemateket, Gothersgade 55, Kbh K
Køb billet her.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af