Se Daniel Radcliffe som kronraget undercover-agent i traileren til ’Imperium’

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er klart, at Daniel Radcliffe har forsøgt at distancere sig fra en vis arret troldmand siden ’Harry Potter’-serien satte punktum, og med roller som pruttende lig og hårdkogt undercover-betjent er han da også på vej til at fuldføre missionen.

I ’Imperium’ spiller Radcliffe en nyudklækket FBI-agent, der kastes hovedkulds ud i marken og infiltrerer en revolutionær, neonazistisk organisation.

I traileren undrer det, at Radcliffe udpeges som den oplagte undercover-agent, da han holder fast i sin blide om end anspændte mimik, inden han kronrager sig og forsøger at blende ind i naziland. Én ting er, om han kan overbevise neonazisterne om sin falske identitet, noget andet er, om han kan overbevise os om, at han kan overbevise dem.

Det er en ny, interessant udfordring for skuespilleren, der allerede har vist spændvidden i så forskellige genrer som horror (’The Woman in Black’) og romantisk komedie (’What If’).

’Imperium’ har endnu ikke fået en dansk udgivelsesdato, men filmen rammer de amerikanske biografer den 19. august.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af